Sun City. Hvis man – som for eksempel Bjarke Ingels – var et dansk barn i et hjem med radio midt 1980’erne, behøvede man ikke gøre sig særlige anstrengelser for at fornemme, at noget var helt galt i Sydafrika. En sang, der fik ret meget spilletid, var nemlig Steve van Zandts ”Sun City” (1985), som blev indspillet af en stjerneparade af kunstnere som Bob Dylan, Ringo Starr, Herbie Hancock, Lou Reed, Run D-M-C, The Fat Boys, Bonnie Raitt og Bruce Springsteen. Selv for et barn var det ikke svært at forstå, hvad den aktivistiske sang handlede om, for omkvædet lød: ”We gotta say / I, I, I, I, I, I / Ain’t gonna play Sun City.” På en eller anden måde forstod man med afsæt i denne sang, at der var noget i Sydafrika, som hed apartheid, at landets sorte befolkning blev undertrykt, og at en fyr ved navn Nelson Mandela afsonede en tvivlsom fængselsdom på livstid. Og at Sun City, som de sang om, var et ulækkert resort forbeholdt et hvidt overklassepublikum.
Vederstyggeligt. For at lægge pres på det udemokratiske apartheidstyre forsøgte FN at pålægge Sydafrika en række økonomiske sanktioner, men det blokerede den amerikanske regering for – mod Kongressens vilje. USA’s præsident Ronald Reagan ville hellere samarbejde med apartheidstyret og dermed tilsyneladende forsøge at præge det i en bedre retning. Constructive engagement, blev denne metode kaldt. I 1984 besøgte Sydafrikas ærkebiskop Desmond Tutu Washington, D.C., hvor han i en tale kaldte Reagans konstruktive engagement for ”en vederstyggelighed, en ubetinget katastrofe”. Han sagde, at Reagan-regeringens samarbejde med Sydafrika var ”lige dele umoralsk, ondskabsfuldt og totalt ukristeligt”. Talen gav genlyd, og i 1985 stemte det amerikanske senat, der ellers havde republikansk flertal, for en fordømmelse af apartheid i Sydafrika, og i 1986 satte Kongressen helt en stopper for Reagans konstruktive engagement. Sydafrika blev et demokrati i 1994.
En bedre verden. Hvad er bedst: Aktivistisk modstand eller ‘konstruktivt engagement’? I dokumentaren Verdenseliten bag facaden, som ligger på DR’s hjemmeside, argumenterer World Economic Forums grundlægger Klaus Schwab (f.1938) for, at det er bedre at invitere banditterne med til den store samtale om verdens udvikling end at ignorere dem. Dialog er bedre end ingenting. Nu er den danske starchitect Bjarke Ingels (f.1975) kommet i fedtefadet, efter at der er kommet et officielt pr-billede ud, hvor han står ved siden af Brasiliens ekstremt højreorienterede præsident Jair Bolsonaro, som – efter Bolsonaros udtalelser at dømme – er både racist, homofob, kvindefjendsk og klimafornægter. De to var angiveligt mødtes for at tale om en økologisk bæredygtig turistplan for landet. Og så er spørgsmålet, der bliver stillet af internationale medier: Skal arkitekter arbejde for undertrykkende regimer som Brasilien, Kina, Saudi-Arabien osv., eller skal de holde sig væk? Bjarke Ingels forsvarede sig mandag i et kort interview i Kulturen på P1, hvor han talte noget langsommere, end han plejer. Han understregede, at Brasilien er et demokrati, og at det er et vilkår i et demokrati, at man må arbejde sammen med nogle, man kan være uenig med. ”Demokratier er jo i stand til at vælge statsministre, der kommer med en masse kontroversielle udtalelser. Demokratier er i stand til at vælge ledere, hvor man ikke nødvendigvis er enig. Det er præmissen for demokratier.” Han talte om ”at gøre en forskel” i verden. Det lød desværre, som når tech-virksomheder taler om, at de vil ”make the world a better place”, samtidig med at de skal skovle penge ind til deres aktionærer. Det hænger ikke sammen. Hvis Bjarke Ingels Group på nogen måde vil være et forbillede, skal de lave en liste over regeringer, de ikke vil arbejde sammen med. Den liste kunne blive arkitekturens ”Sun City” – altså sangen, ikke byen. /Oliver Stilling