Merkels efterfølger må se mod højre

Et hårdt job. De seneste par år har det vist sig særdeles vanskeligt at bestride posten som leder af et af Tysklands to store regeringsbærende partier. Hos socialdemokratiske SPD overtog Martin Schulz tøjlerne d. 19. marts 2017. Schulz kom fra en stilling som formand for Europa-Parlamentet, han var populær, og håbet var, at han kunne ændre på den vælgerflugt, der havde ramt partiet. Det kunne han ikke, og efter 331 dage på posten gik han af som formand. Afløseren blev Andrea Nahles, men også hun holdt kun et års tid, og nu tikker uret for det nuværende lederpar. Hos de kristen-konservative regeringspartnere i CDU ser samme mønster nu ud til at gentage sig. Den mangeårige kansler og partileder Angela Merkel trak sig fra sidstnævnte post i slutningen af 2018 efter dårlige valgresultater. Merkel pegede på Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK) som afløser, og sådan blev det. I den forstand havde Merkel stadig magten over partiet. Men nu er også AKK fortid, og hun kan meget vel tage Merkel med sig i faldet.

Et skidt gamble. AKK’s afgang har nok engang rettet de kritiske kanoner mod kansler Merkel. Kritikerne mener, at det ikke var nok at hun trak sig som partiformand – hun må også gå af som kansler. Den ellers Merkel-loyale AKK sagde selv ved sin afsked, at opdelingen af kanslerposten og formandsposten svækker partiet, og i Berlin øges presset på Merkel for at træde tilbage. Til Financial Times siger en tidligere rådgiver for partiet: ”CDU forsøger det umulige. De vil have en ny stærk leder, en overbevisende kanslerkandidat, og de vil have, at Merkel bliver på kanslerposten perioden ud. De kan ikke få alle tre ting.” Da Merkel besluttede at splitte de to topposter op, indrømmede hun selv, at det var et gamble. Desværre for hende ser det ud til, at det har fejlet spektakulært.

Mod højre. Tilbage står spørgsmålet om, hvem Merkel i så fald skal overlade kanslerposten til. Her er det værdifuldt at huske på, hvad det var, der førte til AKK’s fald, og hvad der generelt har gjort det så vanskeligt at være partileder for et tysk regeringsparti. I Tyskland banker yderfløjene på, og især det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD) stjæler vælgere fra CDU. Det politiske etablissement i Tyskland har konsekvent nægtet at arbejde sammen med AfD, men efter et delstatsvalg Thüringen i starten af februar gik den lokale afdeling af AfD og CDU sammen om at udpege en ny leder af delstaten. Det skabte en så stor kritik, at den udpegede leder måtte trække sig, ligesom AKK led det afgørende knæk ved at håndtere krisen dårligt. I CDU er der altså stadig stor modstand mod at arbejde sammen med AfD, men noget tyder på, at hvis den næste leder af CDU skal have succes, så bliver vedkommende nødt til at finde ud af, hvordan flanken til højre lukkes. Et af de navne, der har meldt sig i kampen om at overtage formandsposten i CDU, er den midtersøgende tidligere minister Norbert Röttgen. På Twitter giver populisme-ekspert og -kritiker Yascha Mounk udtryk for begejstring over Röttgens politiske evner og position, men Mounk kommer også med en bekymring, og hun rammer hovedet på sømmet: ”Selvom jeg på mange måder beundrer Angela Merkel, så er jeg bange for, at hun har åbnet for et for stort spillerum til højre for sig. For at stoppe AfD’s fremgang skal CDU vælge en leder, der gør en som mig utilpas. Den person er Röttgen ikke.” Selv de progressive lader til at håbe på, at Merkels efterfølger drejer CDU mod højre. /Andreas T. Kønig