Så tænk dog på børnene!

Det ville nok egentlig være en skam at kalde Jean-Jacques Rousseau en mester ud i børneopdragelse. Ikke desto mindre skrev den schweiziske filosof et af de første og vigtigste filosofisk-pædagogiske værker, der særligt i Frankrig skulle få betydning for udformningen af det post-revolutionære uddannelsessystem. I Émile ou De l’éducation bakser Rousseau med spørgsmålet om, hvordan det naturlige menneske bedst kan træde ind i samfundet uden at blive komplet korrumperet. ”Alt er godt, som det udgår fra skaberens hænder; i menneskets hænder udarter alt”, lyder bogens berømte indledning.

Vi må forstå, at menneskets omgang med hinanden rummer mange onder, og det er altså ikke noget at byde et barn, med mindre det først er blevet klædt overordentligt på. Barnet skal derfor først kultiveres i sin naturlige uskyld, og skal så længe som muligt skærmes for samfundets syndige fristelser. Det skal oplæres bådes fysisk og mentalt og skal lære at tænke for sig selv. Men før eller siden rammer syndefaldet: Puberteten kan ingen vige fra, og barnet kommer i en lidenskabens vold, som det må lære at tackle.

Herfra tager tingene for alvor fart. Den kære Emile må nu også oplæres emotionelt og skal gudhjælpemig forvandles fra artsvæsen til et såkaldt åndsvæsen. For Rousseau er der slet ingen grænser for, hvor møjsommeligt et stykke arbejde dette påkræver, og man sidder som læser og bliver helt i tvivl om, hvorvidt Emile egentlig nogensinde får lov til at blive voksen. Ja, i dag er bogen faktisk tæt på komisk. Opdragelsesscenarierne som filosoffen opstiller er mildest talt usandsynlige, og man tror nærmest ikke på, at Rousseau nogensinde har haft med børn og teenagere at gøre – også selvom han altså selv havde fem af slagsen.

I det mindste kan man dog ikke klandre Rousseau for ikke at kere sig om børnenes velbefindende. Og hvis man skal tro en ny FN-rapport, der er udarbejdet af 40 eksperter i børns og unges helbred, er det faktisk mere, end hvad man kan sige om samtlige af verdens lande. Rapporten konkluderer således, at ikke ét eneste land i tilstrækkelig grad både beskytter børns helbred, miljø og fremtid. Rige lande såsom Danmark formår ganske vist at fremme børns trivsel, men samtidig forurener de så meget, at de medfølgende klimaforandringer ”truer alle børns liv”.

Hertil kommer ”den kommercielle sektors profitmotiv”, der blandt andet bruger udspekulerede reklamer og marketingteknikker for at friste børn med skadelige produkter. Og så er vi slet ikke begyndt at snakke om internettet, der eksponerer børnene for ”udnyttelse, såvel som mobning, gambling og grooming fra kriminelle og overgrebspersoner”. Når man sådan læser den dystre rapport igennem fristes man jo nærmest til at give Rousseau ret: Måske er samfundet faktisk en trussel mod børnene. Hvem skulle dog have troet det?

Måske det burde være en sag for Mette Frederiksen, Danmarks selvudnævnte ”børnenes statsminister”. Lige pt. lader det dog til, at Frederiksen snarere har travlt med at gemme sig bag børnene end faktisk at hjælpe dem. Tirsdag aflyste den socialdemokratiske statsminister i hvert fald sin optræden til 1. maj i Fælledparken i København, med en henvisning til – you guessed it – børnene: ”Sidste år opstod slåskampe, som gik ud over børn på 14-15 år, der ellers bare var til stede, fordi de er politisk interesserede. Jeg har derfor besluttet, at jeg for nærværende ikke ønsker at tale i Fælledparken 1. maj”, udtalte Mette Frederiksen.

I udgangspunktet lyder det egentlig meget rimeligt. Selvfølgelig skal statsministerens tilstedeværelse ikke komme til at gå udover børnene. Men vil statsministeren virkelig have os til at tro på, at aflysningen ikke først og fremmest har noget at gøre med en udpræget frygt for kritik og folkelige pibekoncerter? Frederiksens optræden til 1. maj sidste år kan næppe kaldes nogen succes, og der er ikke meget, der tyder på, at det rødere bagland er blevet mindre kritisk over for Socialdemokratiets højredrejning sidenhen. Men sådan er vilkårene nu engang, når nu man besidder landets mest magtfulde embede: man må være indstillet på at høre borgernes holdninger, hvad end de nu er rosende eller skosende. Ja, man fristes jo næsten til at kalde Frederiksens undskyldning for decideret barnlig. /David Dragsted