BER01:GERMANY-RIGHTISTS:NEUSTRELITZ, GERMANY, 1AUG98 - German neo-Nazis shout nationalistic slogans during a march of about 600 neo-Nazis organized by the ultra right-wing German National Democratic Party (NPD) through the eastern-German town of Neustrelitz August 1. The posters read "We are the real opposition. Work just for Germans. NPD-the Nationalists." rkr/Photo by Reinhard Krause REUTERS
Nogle gange er det de mest åbenlyse ting i denne verden, som er de mest komplekse. Der er ting, som vi med det blotte øje genkender med det samme, uden at vi kan forklare, hvorfor vi kan genkende det.
Tag fx det forfærdelige terrorangreb, der fandt sted i den tyske by Hanau onsdag aften. Her dræbte en ung mand mindst ni mennesker af tyrkisk og kurdisk oprindelse. Alt peger i retning af, at gerningsmandens motiv var ideologisk og racistisk betinget. Manden blev senere fundet død på sin adresse, men han skal angiveligt have efterladt sig et skrift med højreradikale holdninger.
Når vi læser om Hanau-terroristen og hans gerninger, er vi ikke i tvivl om, at han var ekstremist. Men langt vanskeligere bliver det, hvis man mere generelt skal definere, hvad en ekstremist er. Og det skal vi. For ekstremismens grimme ansigt viser sig igen og igen som en seriøs trussel mod demokratiet og den liberale verdensorden. Som vi tidligere på ugen har nævnt i Føljeton, er onsdagens angreb ikke en enestående begivenhed. Højreekstremismen stortrives hos vores store nabo mod syd, og inden for det seneste år har der været flere terrorangreb med højreekstreme motiver. Samtidig har verden siden d. 11. september 2001 været hyppigt plaget af islamistisk terror. Sidste år blev det anslået, at islamistisk terrorisme har kostet næsten 150.000 mennesker livet.
En psykologisk tilstand
Hvis vi skal ekstremismen til livs, må vi vide, hvad det helt præcist er, vi kæmper imod, og hvad det er, vi kigger efter. I det britiske magasin New Statsman giver Quassim Cassam, der er professor i filosofi på Warwick Universitet, sit bud på, hvad ekstremisme er.
En klassisk og simpel definition er, at en ekstremist er en person, der bruger eller støtter vold for at opnå sit politiske mål. Men den definition synes ikke at være tilstrækkelig, for der er masser af eksempler på personer, der har benyttet vold, uden vi nødvendigvis ville kalde dem ekstreme. The African National Congress brugte vold for at vælte apartheid-styret i Sydafrika, men vi ville næppe kalde dem ekstremister, siger Cassam.
Ekstremisme bliver også ofte defineret som en position på den politiske højre- venstreskala. En ekstremist er således en, der placerer sig som et yderpunkt på en af fløjene. Det lyder rigtigt, når vi tænker på Hanau-terroristen, mens en gruppe som ISIS er langt vanskeligere at placere på højre- eller venstrefløjen.
Quassim Cassam mener i stedet, at vi skal se ekstremisme som en psykologisk tilstand. At være ekstremist er at være i en ekstremistisk sindstilstand. For selvom forskellige ekstremister bruger forskellige ideologier til at forsvare deres handlinger, så synes de bagvedliggende mekanismer at være ens.
Ekstremisten ser ofte sig selv som offeret, og ofte er vedkommende besat af en forfølgelsesfantasi. Ekstremisten er samtidig besat af renhed; lad det være religiøs, etnisk eller ideologisk renhed. Derfor er kompromiset også en umulighed for ekstremisten. Endelig kan man sige om ekstremisten, at han ikke bekymrer sig om konsekvenserne af sine handlinger eller sin politik.
Hvis vi tager Cassams definition for gode varer, så finder vi ekstremismen i langt flere former end blot den voldelige terrorisme. Tænk fx på brexit-debatten. For tilhængerne af brexit er udtrædelsen af EU nærmest blevet en utopi. Et kompromis på området er utænkeligt, og de eventuelle økonomiske og politiske konsekvenser af brexit er underordnede, fordi brexit er godt i sig selv.
Men det samme kunne siges om de mest ivrige EU-fortalere. Ligeledes findes ekstremismen i klimadebatten, i skattepolitik, i indvandringsdiskussioner, osv. osv.
Der er selvfølgelig langt fra den slags ”hverdagsekstremisme” til terrorisme, men det handler om at tage tingene i opløbet. Måske er det bedste værn mod ekstremismen, at man undersøger sig selv for den, inden symptomerne bliver så voldsomme, at den totale blindhed sætter ind.
For de fleste af os har ekstremistiske træk. Vi har vores egne skyklapper, og det er faktisk sympatisk nok. Det handler jo blot om, at mennesket ihærdigt forsøger at finde frem til sandheden og det gode samfund. Men hver gang, du har fundet svaret, skal du spørge igen og igen: Kan det nu også passe? /Andreas T. Kønig