Når man har med løgn, usandheder og fortielser at gøre, er der nogle skarptskårne grænser og grundlæggende mekanismer, der er nødvendige at holde sig for øje, inden man dømmer sine medmennesker for hårdt. Der er nogle regler, vi skal have med, hvis vi gerne vil have, at samfundet fortsat udvikler sig, og vi skal kunne holde hinanden ud.
Allerførst må man forstå forskellen på usandt og løgn. Altså, en løgn er intenderet og udspekuleret – man ved, at man taler usandt, hvis man lyver eller fortier, men man kan godt tale usandt uden at lyve. Usandt er på den måde en tand mere hæderligt og kan oftere rubriceres under ”dumt” og ”ugennemtænkt.”
Løgn og fortielser handler derimod om at opnå noget eller skjule noget. Det kan vi både gøre på egne vegne eller på andres vegne. Fx for en chef (”det var meget klogt sagt” eller ”hahahahah, den var god”), eller det kunne være en partner, man gerne vil give lidt ekstra selvtillid eller lukke munden på (”nej, du er ikke ved at blive skaldet” eller ”du ser da lige så dejlig ud, som den dag vi mødtes”). Løgnene og fortielserne varierer naturligvis i størrelse og originalitet og kommer desuden i et hav af interessante og velkendte underkategorier som selvbedrag, hvide løgne, nødløgne, livsløgne, taktiske løgne og strategiske løgne. Der er den, hvor du indrømmer én løgn for at skjule en anden og større løgn. Eller den lille løgn, der pludselig bliver til en kæmpe løgn. Ja, løgne findes i mange former og figurer – find selv på flere.
Selvom vi har et vedtaget og velkendt moralkodeks, der tilsiger os, at det er dybt forkert og amoralsk at lyve og fortie, gør vi det allesammen på daglig basis og har dermed også som samfund en stilsigende aftale om, at det er ok, så længe modtageren ikke ved det eller opdager det. Vi anerkender, at vi har forskellige interesser at arbejde med, og langt de fleste løgne og fortielser bruges også først og fremmest som smørelse for samfundet, så vi kan holde ud at være her. Vi kender alle sammen typer, der er alt for ærlige til at være sammen med. Eller de her forfærdelige ytringsfrihedsryttere, der huserer på de sociale medier eller til familiefesterne, som mener, at alle tanker partout skal siges højt – de er ikke med til at gøre verden til et bedre sted.
Al denne mellemmenneskelige forståelse og indforståethed piller dog ikke ved den pinagtighed, det er at blive taget i en løgn eller en fortielse, og selv om det kan være svært at indrømme det, så vil mange af os også ofte helst have været fri for at tage andre i løgne og fortielser. Sådan fungerer journalister til gengæld ikke – tværtimod – så da Morgenavisen Jyllands-Posten her i weekenden kom i besiddelse af en intern arbejdsmail i Socialdemokratiet, hvor det fremgik, hvordan sosserne ville angribe Venstre, selv om de reelt sidder og forhandler med partiet om en omfattende reform af kommunernes økonomi, så skulle den naturligvis på forsiden. Eksempelvis skal finansministerens personlige rådgiver ifølge mailen finde ”historier på Venstre (…) på baggrund af svar fra forhandlinger og andet”, og så er det klart, at Venstre bliver nødt til at reagere med stor forargelse og vrede, ligesom de har sat forhandlingerne på standby.
Vi bebrejder ikke vores venner på Jyllands-Posten, at de har lavet en god historie ud af det, for vi er jo som bekendt også journalister og havde med garanti gjort det samme, men det skal ikke forhindre os i at have en smule medfølelse med både Socialdemokraterne, der nu skal stå med røde ører, og Venstre, der er nødt til at himle op og fingere en forargelse over noget, de med garanti selv er skyldige i, og som de nu risikerer selv at blive taget i. Ja, og så er de vigtige forhandlinger gået i stå, og vi bruger igen en masse tid og plads på at tale om alt muligt andet end det, der flytter vores samfund.
Sådan er det, når løgne og fortielser slipper ud. Hold dem for Guds skyld tæt til kroppen. Vi vil ikke kende dem. /Lasse Lavrsen