Nyhedsanalysen

Weinstein er dømt, men vi har ikke lært en skid

Det er som udgangspunkt et sympatisk træk gerne at ville ruske lidt op i det hele. Enhver, der arbejder for en bedre verden, er ven af Føljetons hus, og vi er ikke større dødbidere, end at vi godt kan forstå, at det nogle gange kræver en revolution at forandre tingene.

Men i enhver revolution finder man ulykkeligvis også hykleriske medløbere, der løfter sværdet i forandringens navn uden selv at praktisere den nye verdens principper eller (endnu værre) ikke engang tror på dem.

Mandag blev mediemogulen Harvey Weinstein dømt for overgreb og voldtægt. Weinsteins fald er et symbol på den #MeToo-bevægelse, som satte fokus på de utallige overgreb mod kvinder, der har vist sig at finde sted nærmest overalt.

#MeToo-bevægelsen har fået os til at diskutere overgreb, samtykke, kvinders rettigheder og andre centrale pointer, som har været begravet i patriarkatets have. Weinsteins dom skulle have markeret, hvordan vi har rykket os som samfund, og at revolutionen er gennemført.

Men selvom de fleste af os siger, vi støtter #MeToo, så har vi åbenbart alligevel ikke lært en skid.

I forbindelse med debatten om voldtægtslovgivning har 26-årige sygeplejestuderende Liva Agger Jørgensen været i DR Nyhederne for at fortælle om dengang, hun selv blev voldtaget på Roskilde Festival. I debatprogrammet Søndagsfrokosten på P1 blev hendes historie så taget op på den mest respektløse måde, man nærmest kan forestille sig. Fy for satan, en modbydelig udsendelse.

Vi har ikke hørt Søndagsfrokosten før, men konceptet for programmet synes at være, at tre mere eller mindre tilfældige ‘debat-danskere’ er inviteret i studiet for at diskutere ugens store emner, mens de klirrer med deres tallerkner, som var det en søndagsfrokost.

I den specifikke udgave sidder de medvirkende og hyggedebatterer Liva Agger Jørgensens voldtægt. Det eneste, de tilsyneladende kender til sagen, kommer fra et kort lydklip med Liva Agger Jørgensen hos DR Nyheder (hun skriver i øvrigt selv på Twitter, at lydbidden er klippet ud af kontekst). Ud fra de oplysninger begynder de så at problematisere, hvorvidt Liva Agger Jørgensen nu overhovedet blev voldtaget, for ja, det er de altså ikke helt sikre på.

Lad os først lige sige noget, inden vi går videre: De var der ikke, de ved intet om det, og om en konkret voldtægt er en voldtægt eller ej skal fandme ikke være til debat blandt tilfældige personer i landsdækkende liveradio.

Herefter fortsætter udsendelsen med en hardcore omgang victim blaming. En af de medvirkende, Karen West, indleder med at spekulere over, hvorfor Liva Agger Jørgensen overhovedet har fundet sig i at blive voldtaget. ”Jeg undrer mig over den unge generation, så kan I jo kalde mig boomer eller ej,” siger hun og ler som den uvidende og upassende boomer, hun er, før hun fortsætter: ”Jeg har da oplevet masser af situationer i min ungdom, hvor jeg er blevet jagtet af mænd, men så vender man sig om og slår eller siger et eller andet. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke skynder sig at løbe.”

Helt grelt bliver det senere, da det konkluderes, hvilke typer der bliver voldtaget. West fortsætter: ”Det kommer an på, hvordan du er opdraget, og hvordan du er. Er du en barsk person, som jeg er, så kommer vi ikke ud for det. Er du en, der ikke er sådan, så kan man da lande i den, det er da rigtig. Hvorfor er jeg ikke blevet voldtaget? Det er da, fordi de er rædselsslagne for mig.” Herefter ler hele selskabet meget højt og morer sig tilsyneladende over, at havde Liva Agger Jørgensen da bare været lige så barsk som Karen West, så var hun nok ikke blevet voldtaget.

Tænk at skulle sidde og høre sin voldtægtshistorie blive grinet ad på landsdækkende radio, mens en gruppe debattører uden forstand på ens sag specifikt eller voldtægt generelt spiser frokost og fortæller, at det jo alligevel nok i bund og grund var ens egen skyld, fordi man ikke var ”barsk” nok eller godt nok opdraget.

Vi vil opfordre DR til at komme med en uforbeholden undskyldning. Hvis I alligevel skal spare 20 pct. derinde, så kan I sagtens lukke Søndagsfrokosten. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12