Følelsernes vold trumfer enhver fornuft

Småbeløb skaber jævnligt ballade på Borgen, og Venstre-regeringen har været nødt til at udskyde bl.a. skattereformen på grund af lavvande i statskassen. Men så snart beløbene bare bliver store nok, glider beslutningerne tilsyneladende lettere igennem. Et bredt flertal er enige om at bruge op mod 30 mia. kr. på nye kampfly – uden større debat om de samfundsøkonomiske effekter. Rationalet om effektivitet synes slut i dansk politik. Nu styrer følelsernes vold.

Danmark står over for den største enkeltinvestering, nogensinde, og alligevel handler debatten ikke om, hvordan vi får mest smæk for skillingen, endsige om det overhovedet giver mening at fyre op mod 90 mia. kr. af på nye krigsfly henover deres levetid. Nej, afvejningen er reduceret til et teknisk spørgsmål om valget mellem tre flytyper: F-35A Joint Strike Fighter fra Lockheed Martin (USA), Boeings F/A-18 Super Hornet (USA) eller Eurofighter-konsortiets Typhoon (EU).

Et bredt flertal i Folketinget har for længst underskrevet det seneste forsvarsforlig, hvor milliardindkøbet blev sanktioneret. Formelt set er der derfor ikke noget at komme efter. Terningerne er kastet. Men kan det virkeligt passe, at vi ikke kan have en reelt åben debat om en langt større beslutning end f.eks. at bygge Storebæltsbroen? Jeg er gået på jagt efter snusfornuftens stemme – hos økonomen, militærstrategen og fredsaktivisten.

Jobeffekt på nul

Tilbage i 2009 krævede Rigsrevisionen, at der skulle foretages en grundig analyse af de samfundsøkonomiske konsekvenser for milliardkøbet – udover de tekniske og militærstrategiske overvejelser, naturligvis. Men bemærkelsesværdigt nok er kravet ikke blevet opfyldt. Der foreligger endnu ikke en offentlig tilgængelig og gennemarbejdet samfundsøkonomisk konsekvensberegning. Scenen har i stedet være overladt til partsinteresser, ikke mindst de tre flyproducenter, som har investeret store millionbeløb i reklame- og holdningskampagner. Senest har Boeing forsøgt at overbevise vælgerne om, at deres Super-Hornet vil skabe 10.000 job.

Men påstanden er grebet ud af luften, hævder international økonom, Lars Christenen, som er kommentator i Børsen, og som er én af de meget få økonomer, som har blandet sig i debatten:  »Jeg reagerer på Boeings kampagne om, at de vil skabe 10.000 nye arbejdspladser. Det er jo en historie, vi altid hører, når politikerne kommer med luftige forslag – om det så er statsstøttet miljøcamping i Nordjylland, så giver det altid 8.400 nye arbejdspladser. De her tal bliver bare slynget ud. Men det står i slående kontrast til, hvad der står i de økonomiske lærebøger,« siger Lars Christensen: »Man kan flytte rundt på nogle arbejdspladser, men man kan ikke løfte den samlede beskæftigelse på lang sigt – måske på kort sigt, men ikke på lang sigt.«

Han bruger et smadret vindue som eksempel: »Det giver arbejde til glarmesteren. Det er ret åbenlyst, men der er jo nogen, som skal betale for det nye vinduet. Derfor køber vedkommende ikke noget andet, som de ellers kunne have gjort. Det er i princippet også det, der sker med kampflyene. Konsekvensen bliver, at der vil blive bygget færre motorveje, færre togstrækninger – og den samlede effekt på efterspørgslen er på lang sigt lig med nul.«

Borgerlig talblindhed

Normalt er de borgerlige partier skeptiske over for øgede offentlige udgifter og investeringer, og ser hellere pengene omprioriteret til bl.a. skattelettelser og forbedrede rammebetingelser for erhvervslivet. Men så enkelt tegner det politiske landskab sig ikke, når det kommer til krudt og kugler. De Konservative har på forhånd krævet indkøb af mindst 30 nye kampfly, og ikke engang Liberal Alliance høres tale i cost-/benefit-jargon. Økonom Lars Christensen undrer sig over den manglende økonomiske ansvarlighed:

»De borgerlige politikere bliver talblinde, når det kommer til den bevæbnede del af staten. Vi har en tilsvarende diskussion i øjeblikket om politiets ressourcer. Politiet har et budget på 10 mia. om året og kriminalforsorgen koster derudover 3 mia. om året. Vi har altså udgifter på 13 mia. kr., hvor vi stort set ikke må diskutere, om de penge bruges rigtigt. Og der er ikke en eneste borgerlig politiker, der spørger om vi bruger pengene rigtigt. Vi ser det samme på forsvarsområdet – mens venstrefløjen opfører sig på samme måde, når det kommer til ulandsbistanden og miljø- og energiområdet. Og vi økonomer sidder tilbage og tænker: ’Det er da mærkeligt’.«

Lars Christensen, som er tidligere leder i Danske Banks ‘Emerging Markets Research’ og i dag ejer Markets and Money Advisory, opfordrer til, at flere uafhængige økonomer og erhvervsfolk blander sig i beslutningen, der er så stor, at Nato har advaret om, at Danmark risikerer ikke at kunne leve op til vores militære forpligtelser på andre områder – fordi hele budgettet står til at blive fyret af på kampfly:

»Det er afgørende, at vi tager den her diskussion, hver gang vi taler om offentlige investeringer, for ellers smider politikerne bare et ædelt mål ind foran som undskyldning: ’Nu skal vi sikre fred i Mellemøsten’ eller ’Nu er der rent havvand forever’ – og så med trumfen: ’Det giver 10.000 arbejdspladser’. Så er den lukket. Men vi er nødt til at spørge os selv, om vi virkeligt vil bruge vores penge sådan, eller om vi skulle tage en lidt mere seriøs diskussion om det og om hvilke alternativer, der findes,« siger Lars Christensen.

Grundig proces

Beslutningen falder imidlertid ikke ned fra himlen. Tværtimod har de militærstrategiske overvejelser bag været længe undervejs. Centerleder ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Henrik Ø. Breitenbauch, afviser, at processen er sket lukket: »Beslutningen om at købe nye kampfly er ikke et teknisk spørgsmål, det er et politisk spørgsmål. Og vi har haft en meget tilbundsgående proces, som er dokumenteret i adskillige forsvarsforlig, hvor et bredt udvalg af Folketingets partier – dem, der har valgt at stå bag, hvordan forsvarets skal indrettes – nu i over 20 år har været beskæftiget med at finde en erstatning for F16-flyene. Der har været alle mulige formelle inddragelser af Folketinget, af forligspartierne, og der er en omfattende proces på embedsmandsområdet, hvor man har lavet en meget stor evaluering af forskellige aspekter af det her, som også er kvalitetskontrolleret af eksterne parter,« siger Henrik Ø. Breitenbauch.

Han understreger, at flyindkøbet indgår i en større strategisk planlægning på Nato-niveau, hvor alliancens lande bliver enige om de samlede kapaciteter og dernæst fordeler de enkelte landes bidrag. Og her er Danmark ganske enkelt nået til enighed med de andre lande om nu at købe nye kampfly:

»Det er en del af at være med i Nato-alliancen. Vi diskuterer med hinanden, hvad det er for nogle ambitioner, som alliancen skal have, hvad skal alliancen kunne – herunder forsvare os selv, bidrage til krisehåndtering i udlandet og bidrage til sikkerhedssamarbejdet med lande udenfor. Den proces fungerer som en væsentlig del af det bureaukratiske maskineri, der ligger i Nato-samarbejdet. På den måde er der skabt en forventning om, at kampfly er en kapacitet, som Danmark skal have. Det ville også være ekstremt usædvanligt, hvis et land af Danmarks størrelse ikke selv havde kampfly-kapacitet og var nødt til at bede om hjælp til det fra resten af fællesskabet ,« siger militærforskeren fra Københavns Universitet.

Fredsaktivismen vågner

Den danske fredsbevægelse har ikke ligefrem været i offensiven i de senere år. Trods konstant dansk krigsdeltagelse har græsrødder og folkelige ildsjæle kun i få tilfælde formået at mobilisere folk. Men måske kan kombinationen af beløbets størrelse og oplevelsen af en lukket proces skabe større engagement nu. Fredsaktivisten Tine Spang Olsen fra kampagnen ’Nej tak til nye kampfly’ håber at kunne få skabt så meget røre, at bl.a. SF – som er med i forsvarsforliget og dermed i første omgang har vetoret – vil forsøge at gøre deres indflydelse gældende:

»Jeg har kastet mig ind i kampen mod kampflyene, fordi jeg er vred over, at beslutningen om kampfly bare ligger fast. Det forarger mig, at det er blevet en naturlig ting, at Danmark er med i enhver mulig krig. Uanset om man tager pengene fra militærbudgettet eller ej, så kunne 30 mia. eller 90 mia. kr. være brugt på noget andet. I kampagnen slår vi på, at man skærer ned på velfærden og bruger pengene til at føre krig,« siger Tine Spang Olsen, som opfordrer folk til at skrive under på den nye underskriftsindsamling, som endnu kun har aktiveret ca. 5.000 borgere.

Men spørgsmålet er, om de næste uger vil sætte gang i en bred debat om den grundlæggende prioritering med i første omgang op mod 30 mia. kr. – og senere hen yderligere 50-60 mia. kr. i drift og vedligeholdelse?