Genforening. Den er god nok: der kommer et nyt, såkaldt ”Unscripted Cast Reunion Special”-afsnit af tv-serien Venner. Den amerikanske udgave af HBO’s streamingtjeneste, HBO Max, har erhvervet sig rettighederne til den gamle 90’er-sitcom for den nette sum af 425 mio. dollars, og cementerer nu sejren ved at bringe hele castet tilbage i en times tid. For det besvær står hver af de seks skuespillere til at få 2,5-3 mio. dollars. Det lyder vildt, men fra et forretningsmæssigt standpunkt kan HBO ikke klandres for noget. De gamle, bekendte og lette tv-serier trækker et usandsynligt stort læs, når streamingkunderne skal klistres til skærmen. Og når det kommer til genkendelighed og nostalgifaktor findes der næppe noget bedre kort at spille end Venner – de er der som bekendt altid for dig.
Nostalgi. Ifølge Martin Heidegger er nostalgi, forstået som en smertefuld længsel efter hjem, en uundgåelig tilstand i den moderne tilværelse. Teknologi og andre fordækte ting har nemlig gjort det moderne menneske helt og aldeles rodløst. Hvis Heidegger så den stedsegrønne status, som Venner har fået, ville han formentlig udbryde: ”Hvad sagde jeg?!” Og vi ville være tilbøjelige til at give ham ret. Mange af seriens jokes virker i dag sært anakronistiske. Det samme gør skuespillet og den enerverende dåselatter. I det store og hele vil Venner ikke meget andet end at være tryg og hyggelig. Seriens fortsatte popularitet står og falder simpelthen med de nostalgiske følelser, den fortsat formår at frembringe. Siden Venners tilblivelse er der imidlertid sket en hel del med den moderne komedieserie – og med opfattelsen af, hvad det vil sige at være moderne. Det er Netflix-hittet BoJack Horseman, der netop har haft sin sidste sæson, det perfekte eksempel på.
Glemsel. På overfladen ligner BoJack Horseman mest af alt en fjollet idé. En animationsserie om en falleret kendishest sat i en aparte verden, hvor mennesker og antropomorfe dyr lever side om side. Men giv den for guds skyld en chance: BoJack Horseman er et gennemført tragikomisk mesterværk, der på overrumplende vis tager mange af livets store kvaler og eksistentielle bekymringer under kærlig behandling. Serien oser af idérigdom og fortælleglæde og tager faktisk et afgørende skridt væk fra den rendyrkede nostalgi. BoJack Horseman, den titulære hovedhest, medvirkede selv i en 80’er-90’er-agtig sitcom ikke helt ulig Venner, men i dag bakser han først og fremmest med at glemme sit gamle jeg. Friedrich Nietzsche skrev engang, at glemslen muliggør et nærvær i nuet, men at man imidlertid ikke kan ville glemslen – den kommer helt af sig selv. Netop det er BoJacks helt store udfordring: Nostalgien har vist sig at være et uholdbart slør, og nu vil han glemslen – hvorfor han igen og igen spænder ben for sig selv. BoJack Horseman er en filosofisk serie med en hest i hovedrollen, og den er kort og godt en bedre serie, end Venner nogensinde har været. /David Dragsted