Migrants clash with Greek police on the buffer zone Turkey-Greece border, at Pazarkule, in Edirne district, on February 29, 2020. - Thousands of migrants stuck on the Turkey-Greece border clashed with Greek police on February 29, 2020, according to an AFP photographer at the scene. Greek police fired tear gas at migrants who have amassed at a border crossing in the western Turkish province of Edirne, some of whom responded by hurling stones at the officers. The clashes come as Greece bolsters its border after Ankara said it would no longer prevent refugees from crossing into Europe following the death of 33 Turkish troops in northern Syria. (Photo by Ozan KOSE / AFP)
Tilbage til fremtiden. Den politiske dagsorden i Europa har over de seneste år taget en enorm drejning. Det er ikke længe siden, at flygtningedagsordenen var på alles læber. Det var dengang, der var flygtninge på motorvejene, og flygtningepolitik var noget, man vandt (eller tabte!) valg på. Men så skete der noget. Fra 2016 og frem gled flygtningeproblematikken i baggrunden, og vi begyndte i stedet at snakke om klima. En af årsagerne til det var, at EU indgik en flygtningeaftale med Tyrkiet, der stoppede for en stor del af den ukontrollerede tilstrømning til Europa. I weekenden brød Tyrkiet med den aftale, og åbningen af Tyrkiets grænser har bragt ordet ”flygtningekrise” tilbage til det europæiske vokabularium. Dermed er det meget muligt, at klimaet snart igen må vige pladsen som det vigtigste politikområde. At fremtidens politiske diskurs kan blive den samme som fordums, kan man fx høre hos Manfred Webers. I weekenden sagde formanden for det konservative parti i EU-parlamentet til Politico: ”Når EU-kommissionen mødes i denne uge, så skal fokus ikke være på billeder af Frans Timmermans [EU’s klimakommissær] og Greta Thunberg, fokus skal i stedet være på de millioner af europæere, der er bekymret over beskyttelsen af vores ydre grænser.”
Aftalen. Mens kampene mellem de græske myndigheder og flygtninge er begyndt på grænsen til Grækenland, sidder de europæiske politikere og bryder deres hoveder med, hvordan de kommer ud af den kattepine, som den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan har sat dem i. Sagen er, at flygtningesamarbejdet med Tyrkiet aldrig har været optimalt. I marts 2016 indgik EU og Tyrkiet en aftale, der forpligtigede Tyrkiet til at tage migranter tilbage, der var nået Grækenland. Tyrkiet skulle samtidig hjælpe med at sørge for, at der ikke kom flygtninge over Det Ægæiske Hav, ligesom landegrænserne til Grækenland og Bulgarien blev lukket. Som modydelse lovede EU at genplacere en del af de flygtninge, der endte i Tyrkiet, ligesom tyrkerne modtog en stor pose penge. Men aftalen var nærmest ikke blevet indgået, inden Erdoğan begyndte at true EU med at trække sig fra den.
Erdoğans overhånd. Erdoğan mente ikke, han fik nok. Så fik han lidt mere, men heller ikke det var nok, og i EU begyndte embedsværket at bekymre sig om, hvorvidt Tyrkiet havde sat unionen i en afpresningssituation. Nu har tyrkerne så gjort alvor af truslerne, og den tyrkiske indenrigsminister Süleyman Soylu sagde søndag, at 100.000 migranter allerede har krydset grænsen til EU. I Tyrkiets europæiske nabolande er meldingen dog en anden. I Grækenland fortæller de, at titusinder har forsøgt at krydse grænsen, men at tallene fra Tyrkiet er ”falske og misledende.” I Bulgarien var meldingen for tre dage siden, at man ikke havde set nogen stor stigning i antallet af flygtninge. Noget kunne derfor tyde på, at Erdoğan med vilje forsøger at tale tallet op for igen at forbedre sin forhandlingsposition med EU. Men selv hvis den nuværende situation er under kontrol, kan de store flygtningestrømme hurtigt komme. Den tyrkiske åbning af grænserne kom nemlig samtidig med, at Tyrkiet erklærede, at de indleder en storoffensiv i Syrien. Tyrkerne er på den syriske oppositions side, og det frygtes, at Tyrkiets forøgede engagement kan resultere i sammenstød med Rusland, der er på Assad-regeringens side. Uanset hvad kan tyrkernes offensiv ende med at destabilisere Syrien yderligere, og hvis porten til Europa samtidig er åben, er det meget muligt, at vi igen skal vende os til at snakke om flygtningepolitik. /Andreas T. Kønig