Nyhedsanalysen

Roskilde Festival er lige så relevant, som den altid har været

(ARKIV) Sanger og sangskriver Jada optræder til Kronprinsparrets prisuddeling i Odeon, Odense, lørdag den 2. november 2019. Prisbelønnede Emile Molsted Nørgaard, bedre kendt som Jada, åbner Orange Scene på årets Roskilde Festival. Det skriver Ritzau, tirsdag den 25. februar 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Revet væk. Så blev Roskilde Festival udsolgt, og det endda i rekordfart. Ja, faktisk blev den hidtige rekord for, hvornår Danmarks største festival kunne melde udsolgt, fuldstændig smadret. Tidligere skulle man helt hen i maj, førend det var nødvendigt febrilsk at efterspørge overskydende billetter på Facebook og deslige. I år nåede vi knap nok ind i marts, før alle 80.000 partoutbilletter var blevet revet væk. Og det på trods af, at kritikken af musikprogrammet hos den hæderkronede festival, der i år fejrer 50 års jubilæum, synes at have været ualmindeligt udtalt. Hvad er der sket?

Festivaløkonomi. Musikfestivaler kan næppe kaldes en mangelvare, hverken her til lands eller internationalt set. I takt med at musikindustrien bliver mere og mere streamingbaseret, og indtægterne fra pladesalg tilsvarende falder, har økonomien taget et afgørende ryk mod de store turnéer og til dels også merchandisesalg. Særligt festivaler bliver her en lukrativ forretning, da det logistisk er betydeligt billigere at gruppere og afvikle flere koncerter lige efter hinanden, end hvis alting skulle afvikles enkeltstående. Ifølge økonomen Alan Krueger øger festivalerne simpelthen musikernes produktivitet og dermed også indtægterne. Med festivalernes popularitet bliver kampen om at booke de store navne dog også større og større, ligesom kampen om publikummet bliver tilsvarende intensiveret. Derfor giver det god mening, at Roskilde Festival i år har valgt at offentliggøre den fulde plakat langt tidligere end normalt – og at resultatet heraf ser ud til at være en tidligere udsolgt festival. Det gælder jo som bekendt om at smede, mens jernet er varmt.

Programsætning. Men hvordan er programmet så egentlig? Har de højrøstede kritikere ret? Lad os bare sige det som det er: Rygterne om Roskildes musikalske død er stærkt overdrevne. Årets program rummer den måske stærkeste pakke af hiphop-bookinger nogensinde, hvor der både er fundet plads til nye, lovende stemmer og store, etablerede navne som Tyler, The Creator og ikke mindst Kendrick Lamar. På popfronten rammer Taylor Swift lige ned i tidsånden, alt imens Charli XCX, der udgav den nok skarpeste popplade sidste år, bliver et must-see for de danseglade. Big Thief, Haim, Perfume Genius og Angel Olsen burde tilfredsstille de fleste indie-connoisseurs, og her på redaktionen har vi svært ved at få armene ned over bookinger som Alex Cameron, FKA Twigs og Kelly Lee Owens. Selv de ellers så hårdt prøvede rockhoveder får deres del af kagen med ældre navne som Faith No More og Deftones. Programmet er, som det næsten altid er tilfældet med Roskilde Festival, faktisk bundsolidt. Så hvor kommer al kritikken fra? Tjo, festivalen kan nok ikke løbe fra at have profileret sig på det store 50 års jubilæum. Og set i det perspektiv mangler der rigtigt nok et par koryfæer på plakaten, der kunne have givet årets Roskilde et bare lidt større historisk schwung. Hertil kan det dog påpeges, at der unægteligt er sket et skred i musiklandskabet inden for den seneste årrække. Særligt hiphop og pop har fået en helt anden og større kulturel betydning, diversiteten er blevet mere udtalt, DIY-ånden har fået en nyere klang, og old-school, guitardreven pik-rock ligner nu mest af alt et levn fra svundne tider. Det er netop dette skred, som programmet for Roskilde Festival faktisk perfekt indrammer – og er det ikke også i festivalens ånd? Danmarks største festival har altid profileret sig på sin progressivitet, og derfor giver det god mening, at de store hovednavne i dag ikke er de samme som for 20, 30 eller 50 år siden. De nostalgisk anlagte festivalgængere vil måske knibe en tåre over de tabte tider. Men hvis de giver sig tid til at dyrke programmets kringelkroge burde de nu alligevel opdage, at Roskilde Festival altså fortsat gør, hvad festivalen altid har gjort bedst – og at der også i år vil være noget for enhver smag. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12