”Kære partifæller. Vi gjorde det!”
Der er ofte god stemning på spillestedet Vega i København, men den har formentlig sjældent har været så god, som da Socialdemokratiets daværende formand Helle Thorning-Schmidt åbnede sin sejrstale med de berømte ord en mørk septembernat i 2011. Efter mere end ni år med Venstre ved magten havde socialdemokraterne endelig vundet Statsministeriet tilbage, og den slags kalder på en sejrssikker tale. For helvede … De gjorde det jo!
Men det gjorde de så ikke helt alligevel. For nok fik Thorning-Schmidt næsten fire år som Danmarks første kvindelige statsminister, men meget lidt kørte på skinner i hendes regeringsperiode. Der var fair løsninger, som blev et flop, en betalingsring, der blev skrottet, og et Socialistisk Folkeparti, som fuldstændig imploderede i regeringen. På venstrefløjen surmulede man over, at det i virkeligheden var Margrethe Vestager, der agerede skyggestatsminister i de år, og i dag bliver socialdemokraterne lige så askegrå i hovedet, når de skal snakke om deres regeringsperiode fra 2011-15, som troldmænd bliver, når de skal nævne Lord Voldemorts navn.
De fleste husker Thorning-Schmidts ”vi gjorde det” netop på grund af talens stærke kontrast til de efterfølgende år, hvor Socialdemokratiet bare overhovedet ikke gjorde det. Det er det perfekte eksempel på, hvordan en sejrstale kan være det afgørende vendepunkt forud for en periode fuld af nederlag. Vi har et par bud på, hvor sejrstalens forbandelse rammer næste gang.
En sød tur i fængsel
Benjamin ‘Bibi’ Netanyahu forsøgte sig i nat udi sejrstalens svære kunst. Her fortalte han sine tilhængere, at sejren smagte sødere, end den gjorde, da han første gang blev valgt til posten som premierminister tilbage i 1996. Den slags udmeldinger kan jo umuligt komme tilbage og bide en bag i …
Mandag var det tredje gang på et år, at israelerne gik til parlamentsvalg. De to foregående gange (i april og september 2019) endte det i dødvande, og sådan kan det sagtens ende igen. Da Netanyahu holdt sine tale i nat, havde han en række exitpolls i ryggen, og han så ud til at blive valgets vinder. Men som natten skred frem, og stemmerne blev talt op, så sejren pludselig mindre sikker ud. Konklusionen her til morgen, hvor 75 pct. af stemmerne er opgjort, er, at Bibi og hans koalition af højrefløjspartier stadig er tre mandater fra at have flertal.
Sveden må lige så stille være begyndt at pible ud af porerne på Netanyahus håndflader. For nu ser magten ud til igen at glide fra ham, og snart skal han atter stå skoleret i en israelsk retssal under anklage for korruption. Det kan således ende med, at Netanyahus ”sødeste sejr” manifesterer sig som et fald fra tinderne og en tur ind at ruske tremmer. Hvis han vil bevare magten, skal han håbe på, at de resterende stemmer falder ud til hans fordel, eller at der bliver rusket op i de politiske koalitioner.
En rusketur
Og apropos rusketure … For mens Netanyahu måske var lidt for hoven i nattens sejrstale, så var det, som om Josephine Fock i sin første tale som Alternativets nyvalgte leder i langt højere grad vidste, at det hele ville ende i katastrofe. Hun bekendtgjorde, at hun ikke havde skrevet nogen tale (kæmpe forbrydelse af en talekliché) og sagde i stedet: ”Øh, tusind tak. Det er, øh, ekstremt overvældende.” Imens lignede hun en, der var meget lidt overvældet, hvilket velsagtens også beskriver den modtagelse, hun har fået som partiformand, meget godt.
Nu her en måned senere bliver det mere og mere tvivlsomt, hvorvidt hun får lov til at fortsætte. En artikel i Information, hvor hun beskyldtes for at ruske en medarbejder og overfuse andre, har vokset sig til en stor sag for Fock, og den kan ende med at fælde hende. På lørdag vil hovedbestyrelsen i Alternativet melde ud, om de har tillid til hende, og i mellemtiden synes hele partiet at brænde sammen, som var de folkesocialister i en Helle Thorning-Schmidt-regering.
Uffe Elbæk, der synes at være en af dem, der modarbejder Focks lederskab, har nægtet at mødes med Alternativets medlemmer i København i dag. Udmeldelserne er også begyndt at rulle ind pga. Fock, men samtidig fortalte Å’s borgmester på Fanø mandag, at hun ikke kan se sig selv i partiet, hvis Fock bliver kuppet.
”Jeg mener det, når jeg siger, at det er ekstremt vigtigt, vi står sammen nu,” sagde Fock i sin sejrstale. Hun kunne lige så godt have sagt: ”Vi gjorde det.” /Andreas T. Kønig