A man in a protective suit sanitises a water taxi as part of measures to try and contain a coronavirus outbreak, in Venice, Italy, February 28, 2020. For at inddæmme coronavirusset frarådes ikke-nødvendige rejser til nordlige regioner i Italien. Lektor forudser lignende advarsler om rejser til andre lande. Det skriver Ritzau, tirsdag den 3. marts 2020.. (Foto: MANUEL SILVESTRI/Ritzau Scanpix)
Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at folk, der netop er hjemvendt fra Kina, Sydkorea, Iran og det nordlige Italien, holder sig hjemme i 14 dage. I Italien er alle skoler og universiteter blevet lukket indtil midten af marts. Den (mere eller mindre) tvungne, midlertidige lediggang skabt af frygten for COVID-19 nærmer sig vores breddegrader med øget hast.
Men hvad kan vi egentlig lære af den, altså lediggangen, hvis nu vi tilsidesætter den epidemiske sygdomsfrygt for en kort bemærkning? Lad os, i corona-isolationens skær, tage et henholdsvist godt og grusomt perspektiv på det moderne arbejdsliv.
Coronavirus: Ingen tryghed, masser af frihed
Hvad er vigtigere for mennesket end arbejde? Gennem store dele af historien har de fleste folk end ikke skænket det spørgsmål en tanke – for de har simpelthen haft for travlt med at arbejde. Hvis ikke arbejdet var gudsgivent, så var det som minimum nødvendigt for at overleve.
Med maskinteknologiens fremvækst under industrialiseringen begyndte alarmklokkerne at ringe hos økonomer som britiske David Ricardo. For hvad nu hvis – gisp! – maskinerne begyndte at dræbe jobs? Frygten viste sig med tiden at være ubegrundet. Når produktiviteten steg, syntes efterspørgslen på nye varer – og dermed yderligere produktivitet – at følge med. Maskinerne dræbte måske de gamle jobs, men til gengæld skabte de også nye beskæftigelser til den arbejdshungrende masse.
I 1935 satte filosoffen Bertrand Russell sig så til at lege Rasmus Modsat med sit berømte essay ”In Praise of Idleness”, på dansk kaldet ”Hyldest til lediggang”. For hvad nu hvis – dristede Russsell sig til at tænke – at vi faktisk udnyttede maskinernes effektivitet til at arbejde mindre? ”Arbejdets moralitet er slavernes moralitet, og den moderne verden har ikke brug for slaveri”, skrev Russell blandt andet, ligesom han også understregede, at ”idéen om at de fattige skulle have fritid altid har været chokerende for de rige”.
Kogt ned til sin kerne var Russells idé simpel men elegant: Hvis vi alle arbejdede mindre, ville der både var arbejde og fritid nok til alle. Og ja, sat lidt på spidsen er det faktisk selvsamme idé, der sidenhen har givet brænde til forslag om kortere arbejdsuger, og – lidt mere radikalt – såkaldte venstrefløjs-accelerationisters krav om ”fuld automatisering”. Coronavirussen hæmmer væksten og får verdensøkonomien til at bløde, men den får også folk til at tage en puster og mærke efter i en 14-dages tid, om alt det arbejde nu også er nødvendigt. Er det virkelig så slemt?
Coronavirus: Ingen tid at spilde
Ja, det er faktisk ret slemt, lyder det uforbeholdne svar fra de arbejdende klasser, der ikke nyder godt af sociale sikkerhedsnet og privilegier som 14 sygedage med løn eller dagpenge. Lige så stort et problem som såkaldte pseudo-jobs er blevet, lige så reel er truslen fra den såkaldte gig economy, der tvinger folk ud i nye, mere prekære tilværelser. Tilværelser hvor nye algoritmer og markedslogikker spiller en stadigt større rolle.
Algoritmernes kontrol af tid og arbejdsskemaer har journalisten Emily Guendelsberger beskrevet bedre end de fleste. I bogen On the Clock: What Low-Wage Work Did to Me and How It Drives America Insane sætter Guendelsberger sig for at undersøge arbejdslivet hos henholdsvis Amazon, McDonald’s og et større callcenter i USA på egen krop. En af de ting, hun hurtigt opdager, er, hvor nidkært de arbejdendes tid bliver registreret. Kommer du to minutter for sent, eller tager du en tissepause for meget, så vanker der kontant afregning ved kasse to. Normale fridage findes ikke, men i stedet anvendes et udspekuleret pointsystem, der skal få folk til at arbejde så meget som muligt. Og planlægning, det kan du godt glemme alt om: Dit skema bliver fastlagt fra uge til uge, og der er ikke meget at rafle om, hvis tidspunkterne ikke passer.
Bogens lektie er, at store dele af den amerikanske befolkning faktisk er underlagt et ekstremt stresset arbejdsregime, hvor der – meget som i gamle dage – end ikke er tid til at overveje, om der mon findes en bedre måde at gøre tingene på. Og nej, problemerne begrænser sig skam ikke kun til USA. Ken Loach, den socialrealistiske instruktør par excellence, har med sin nylige film Sorry We Missed You sat spot på de selvsamme problematikker i Storbritannien, hvor én ud af seks arbejdere ifølge tænketanken New Economics Foundation nu befinder sig i usikre lavtlønsjobs. I Danmark kan vi heller ikke spille hellige. Her er eksempelvis den danske virksomhed Mover, der gennem sin app-baserede platform tilbyder arbejde til såkaldte ”juicere” (folk der står for at oplade elløbehjul), blevet anklaget for at uddele større bøder (betalingsmur) til ”underleverandører,” der sygemelder sig uden varsel.
Gig-økonomiens rædsler spiller kort og godt utroligt dårligt sammen med Sundhedsstyrelsens nyeste anbefalinger: For nogle mennesker er det i dag et bittert vilkår, at de slet ikke har råd til at blive væk fra deres arbejde. /David Dragsted