Lad os lægge ud med et lille eksperiment: Det eneste, du skal gøre, er at forestille dig et geni.
Godt så. Hvem mon du så for dig? Måske var det en gal videnskabsmand, hvis frisure bringer mindelser om en, der har haft fingrene lidt for langt nede i jævnstrømmen. Eller en kolerisk komponist, der allerede som femårig skrev sit første mesterværk. Det kunne også være en Sillicon Valley-techtype, der har kodet sig vej til en milliardvirksomhed.
Af gode grunde ved vi ikke, hvem du tænkte på, men hvis du tænker ligesom os, så var geniet nok en mand. Wait a minute – en mand? Ja, den er god nok, vi har lavet en lille selvundersøgelse – vi er gået i Føljetons artikelarkiver – og i alle de tekster, vi nogensinde har udgivet, har vi kun én eneste gang omtalt en kvinde som et geni, og i det ene tilfælde var der tale om en fiktiv karakter.
Okay, tid til selvransagelse. Mener Føljeton virkelig, at kun mænd kan være genier? Nej, naturligvis ikke. Men hvordan forklarer vi så, at det kun er mænd, vi kalder genier? Lad os begynde med at se på, hvad det faktisk vil sige at være et geni. Ifølge den danske ordbog er et geni en ”person, der er fremragende begavet, intellektuelt eller kunstnerisk”, og ser vi nærmere på ordet, viser det sig at stamme fra det latinske genius, der betyder skytsånd.
I antikkens Rom mente man, at alle mænd, fra de blev født, til de døde, var beskyttet af en sådan ånd, der sikrede dem og deres slægt sikkerhed og frugtbarhed. Mens mænd havde en genius, hed kvindernes modstykke en juno. Aha, ordet var altså kønnet fra begyndelsen. Men lad ikke en klassisk filolog binde dig på ærmet, at det er derfor, kvinder ikke er genier, for i det gamle Rom var en genius – og en juno – ikke noget man var, men noget man havde. Det er altså ikke i antikkens Rom, vi skal lede efter en forklaring.
Kvinder og genifag
Men hvor så? I en amerikansk undersøgelse fra 2015 konkluderede forskere, at vi gennemgående forbinder ”medfødt talent” med mænd, og at den fordom gør, at kvinder fravælges til stillinger inden for det, der kaldes genifag. De såkaldte genifag er de fag, som forsøgsdeltagerne vurderede, at det kræver et særligt talent at mestre, og som i øvrigt primært er befolket af mænd. Her er der særligt tale om fag inden for økonomi, naturvidenskab og matematik.
Men hvad med de kvinder, der udmærker sig med banebrydende forskning? Da uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forleden uddelte EliteForsk-prisen til arkæologen Tobias Richter, viste det sig, at den forskning , der var årsagen til, at han fik prisen, der blev beskrevet som ”en af verdens ti største arkæologiske nyheder i 2018”, faktisk var de kvindelige forskere Lara González Carretero og Amaia Arranz-Otaeguis værk. De to havde opdaget, at jæger-samlere bagte brød hele 3.000 år tidligere end hidtil antaget, hvilket har stillet agerbrugets opståen i et helt nyt lys.
Og hvad gør man så? Jo, man kunne jo give Carretero og Arranz-Otaegui prisen, men i stedet valgte Det Frie Forskningsråd at ændre begrundelsen for tildelingen. Nu er det ikke for at hænge Tobias Richter ud, han er sikkert en smadder kvik fyr, men hele sagen virker som en speget affære, og man forstår pludselig de kvindelige forskeres brødnid på Twitter, hvor de med rette undrer sig over, at det ikke er dem, der har fået anerkendelse for deres arbejde.
Og kigger man lidt rundt andre steder, hvor man typisk vil lede efter genier, opdager man, at den også her er gal. Kun 22 pct. af de værker, danske museer har indkøbt de seneste 15 år, er lavet af kvinder, kun 5 pct. af de klassiske opsætninger i danske koncertsale er komponeret af kvinder, og på STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering og Mathematics) var kun en ud af tre optagne i 2019 kvinder. I en rapport, som FN udgav i ugens løb, blev det sågar slået fast, at 90 pct. af både mænd og kvinder har fordomme om kvinders formåen som både politiske ledere og erhvervsledere.
Så måske en del af forklaringen skal findes her, der er ganske enkelt ikke kvinder nok i ’genifagene’, og de kvinder, der er der, kæmper med at blive hørt, set og anerkendt af både mænd og kvinder. Så på listen over ting, der skal kæmpes for på Kvindernes Internationale Kampdag søndag, kan vi, side om side med ligeløn, mindre vold og seksuel chikane mod kvinder og øremærket barsel, tilføje taletid til og repræsentation af geniale kvinder.
Det kunne være Else Marie Pade, Hedy Lamarr, Marina Abramović, Judith Butler, Anna Ancher, Hannah Arendt, Beyonce, Inge Lehmann, Hildegard af Bingen, Katherine Johnson, Hilma af Klint, Marie Curie, Virginia Woolf og arkæologerne Lara González Carretero og Amaia Arranz-Otaegui.
Vi tror på, at kvindelige forbilleder er vejen frem, så en opfordring herfra skal lyde: Overvej en ekstra gang, hvem du kalder et geni – og ikke mindst, hvem du ikke kalder et geni. Det vil vi i hvert fald gøre. Tilbage er der vist blot at ønske dig en god weekend og en god kamp søndag d. 8. marts. /Anne Nørgaard Christensen