Simon Emil Ammitzbøll-Bille har en vis erfaring ud i at fortælle den gode comeback-historie. Han startede sin karriere i den danske offentlighed som en uduelig nørd af en fodboldspiller i tv-programmet FC Zulu fra 2004. Dengang var det vanskeligt at tage ham seriøst og endnu vanskeligere at forestille sig, at han skulle ende som et af Danmarks mest magtfulde mennesker.
Ikke desto mindre blev han 12 år senere økonomi- og indenrigsminister, og så endda med et parti, der få år forinden havde ligget til 0,0 pct. i meningsmålingerne. Liberal Alliance havde rejst sig fra asken som fugl føniks – i hvert fald lige indtil der ved folketingsvalget sidste år atter gik ild i vingerne. Partiet gik tilbage, de interne magtkampe brød ud i lys lue, og den liberale Ammitzbøll-Bille forlod partiet i oktober 2019 i erkendelse af, at den national-konservative fløj havde trukket det længste strå.
Men hvad er et nederlag andet end en mulighed for endnu et comeback? Sammen med Christina Egelund, en anden frafalden LA’er, præsenterede Ammitzbøll-Bille en måned senere det nye liberale parti Fremad. Siden da er det dog gået alt andet end fremad. I går offentliggjorde DR en ny meningsmåling fra Epinion, hvor der blandt de 1.602 adspurgte deltagere ikke er én eneste, der ville sætte krydset ved Fremad. Ingen! 0,00-dut!
Hvorfor er der ikke nogen, der vil stemme på Simon Emil Ammitzbøll-Billes angiveligt fremsynede Fremad? Vi har søgt svarene i en video, som Fremad lørdag har lagt på deres Twitterprofil. Videoen afslører Fremad som æstetisk tonedøve og uden nogen som helst fornemmelse for, hvad deres vælgersegment er, og hvordan man taler til det.
Så var man lige …
Alle forfærdelige videoer i denne verden starter med et ”så.” Det er et typisk greb, der benyttes af indignerede midaldrende mennesker, når de skal producere videoer til de sociale medier, hvor de brokker sig over dette eller hint. ”SÅ stod man lige nede hos bageren og blev FULDSTÆNDIG overset,” kunne være begyndelsen på sådan en video. ”SÅ fik man skældud, fordi man råbte neger nede i Brugsen” kunne være en anden.
Udover brugen af SÅ som et ”in medias res”-greb, er det værd at bemærke, hvordan de på passiv-aggresiv vis erstatter det personlige pronomen ”jeg” med det mere passive og uskyldige ”man.” Det er en måde at fortælle, at vedkommende selv er uden skyld i denne historie, og at det kunne være sket for hvem som helst.
I videoen lavet af Fremad bliver vi med det samme mødt af et SÅ efterfulgt af et man. ”SÅ har der jo igen i den her uge været det, man kalder bal i den borgerlige blok,” siger Ammitzbøll-Bille i videoen, der har fået titlen ”min uge på Christiansborg.”
Intentionen med sætningen er klar; den skal udstille uvenskabet i den borgerlige blok og samtidig distancere Fremad fra denne fnidder. Man’et distancerer Ammitzbøll-Bille fra ballet (dvs. de irriterende politiske intriger). Han står udenfor sammen med alle os andre.
Men sætningen og dens ”så-man-konstruktion” gør intet andet end at sætte Ammitzbøll-Bille i bås med de vrede midaldrende mennesker på Facebook. Det er ikke dårligt i sig selv, for Guderne skal vide, at de vrede mennesker på Facebook er et segment, der er mange stemmer i. Bare ikke for partiet Fremad.
Dårlig smag
Det er ikke nogen hemmelighed, at Fremad er stærkt inspireret af den franske præsident Emmanuel Macrons forholdsvis unge ”En Marche”-parti, der lykkedes med at gøre den liberale midterposition i politik særdeles sexet. Der er også et ”En Marche”-segment i Danmark. Det består af en velstående højtuddannet middelklasse, der er krea-humanister nok til at afsky højrefløjen, men samtidig er for økonomisk rationelle til at stemme på Alternativet eller venstrefløjen. For at samle dem om sig kræver det to ting: En midtersøgende reformpolitik og lækker æstetisk forståelse. Fremad fejler med deres ”så-man-video” totalt i det sidste.
Macron blev valgt på grund af sin politik. Men han blev måske i endnu højere grad valgt, fordi han fik sin politik til at se lækker ud. Macron var manden, der skrev en bog med navnet Revolution, skønt den primært handlede om hans ambition om at føre status quo-reformpolitik. Hos Macron sidder skjorterne perfekt, det store smil er hvidt, og de franske filosoffer citeres fra hukommelsen. Han hæver sig intellektuelt over ”så-man-pøblen” på den måde, som den øvre middelklasse rigtig godt kan lide det. Macron har, vil de sige, god smag. Macron ér god smag.
Derfor går det ikke, når Ammitzbøll-Bille i videoen har krøbet sig så langt ned i sofaen, at gør han sig det mere behageligt, så skider han i bukserne. Det havde Macron ikke gjort. Videoproduktionen er heller ikke ligefrem noget, der får en til at føle, at der er en ny stor politisk bevægelse på vej. Lyden er til at græde over, det hele hakker mere, end hvad godt er, og skrifteffekterne afslører, at det hele er smækket sammen i et gratis redigeringsprogram på få minutter. Det værste er dog de korte stockphoto-klip, der bliver klippet ind som små sjove kommentarer til Ammitzbøll-Billes ord. Det er så langt fra Macrons lækkerhed, som man overhovedet kan komme.
Sympatisk nok vil Ammitzbøll-Bille bygge sit projekt på de store politiske tanker. I videoen fortæller han således, at definitionen af at være borgerlig ikke handler om udlændingepolitik men om liberale rettigheder. Men hvis man skal sælge den slags svære abstrakte begreber, skal man gøre det med poesi og intellektuelt vid. Ikke ved at mumle fra bunden af en sofa.
I Dansk Folkeparti har de fattet, at der skal ternede duge på bordene, når de holder fester. Det er den æstetik, der taler til deres vælgere. Fremad må forstå, at æstetik også betyder noget (endog virkelig meget) for deres potentielle vælgere. Deres video er slet og ret udtryk for dårlig smag. Dermed er Fremad dårlig smag, og så kan de godt vinke farvel til Macron-segmentet. /Andreas T. Kønig