Naveed Baig: »Du bliver nødt til at holde dig i bevægelse«

Hospitalsimam Naveed Baig, 41, har træningstøj på. Mørke træningsbukser og mørk træningstrøje. Han står på gangbroen foran sit hjem, som er halvt lejlighed, halvt rækkehus, og ser op mod himlen. Jovist, han er imam, men det er ikke en religiøs gestus; Naveed Baig tager bare bestik af vejret.

»Vi løber mod noget, der hedder Vestvolden,« siger han. »Turen er cirka fem en halv kilometer. Hvis det begynder at regne for meget, kan vi tage en anden rute, hvor vi er mere dækket til.«

Det er lørdag, og jeg er mødt op i løbesko og korte bukser ved Kisumparken i Brøndby Strand, den futuristiske, sektorinddelte boligmasse 15-20 kilometer syd for København. Sidst vi mødtes var på Baigs arbejdsplads, Rigshospitalet. Han talte om mange ting, men vendte flere gange tilbage til begrebet »interreligiøsitet« – religionsdialog. Han er næstformand i Islamisk-Kristent Studiecenter, hvor de gør netop dét; går i dialog.

Det tænkte jeg, at vi kunne tale videre om, mens vi løber en tur sammen i det, han kalder sit »hood«. At løbe sammen er en dialog i sig selv. Man behøver ikke engang at tale sammen for at bonde. Det er optimalt.

Imamen på Facebook

Jeg har holdt øje med Naveed Baig på Facebook i den senere tid. På dagen for Anker Jørgensens begravelse (og årsdagen for H.C. Andersens fødsel) delte han en ret rørende pressemeddelelse fra Dansk Islamisk Center: ‘Muslimer sørger også over tabet af Anker’. »Hos os kaldte vi ham ‘Oncle’ Jørgensen!« skrev Naveed Baig i Facebook-opslaget. »Mine forældre var vilde med ham. Savner de tider…«

Den følgende uge deltog han på konferencen Berlin Forum for Muslim Thinking, hvor han holdt oplæg om sjælesorg på hospitaler for muslimer, og mens han var i Tyskland, delte han et link til en britisk artikel om, at muslimske kvinder skal kræve deres ret. »En banebrydende publikation fra UK. Kvinderne skal tage deres retmæssige plads og kræve den i moskeer og moskebestyrelser,« skrev Baig i sit opslag.

Og noget helt andet: En anden dag delte han et videoklip fra den norske avis Aftenbladet, hvor imamer og præster spiller fodbold mod hinanden i en indendørsturnering. »Sidste gang jeg spillede indendørsfodbold, forstuvede jeg anklen. Men hvis nogle af mine præstevenner udfordrer os, så giver jeg hele kroppen. Tør I!? Vi tager Jair Melchior med på vores hold!« skrev Naveed Baig.

Jair Melchior er rabbiner i Københavns jødiske synagoge.

Ud på esplanaden

Imamen og jeg går ned ad en trappe og gennem en tunnel, og så er vi ude på Strandesplanaden, en bred, grøn boulevard af parisiske dimensioner. Vi går 50 meter ud ad esplanaden i retning af en stor sort arkitekttegnet kasse – det lokale kulturhus – uden rigtig at sætte i løb. Ingen af os er i form, det kræver tilløb, en kraftanstrengelse.

»Det er så Kisumparken, hvor jeg har boet i fire-fem år. I alt har jeg boet i Brøndby Strand i 33 år. Vi kom fra Glostrup, hvor jeg er født. Det gode ved Brøndby Strand er, at der er mennesker og lejligheder over det hele. Men når vi har løbet i fem-seks minutter, kommer vi ud til marker og grønsvær. Så det hele ligger meget tæt på,« siger Naveed Baig.

Her vil du blive altid eller hvad?

»Det vil tiden vise. På en måde har jeg også lyst til at flytte. Lyst til at se verden og møde nye mennesker og nye omgivelser. Men det skal hænge sammen med familien, ikke? Jeg har faktisk undersøgt, om jeg kunne komme til udlandet i et halvt eller et helt år. Måske kan man arbejde i et land i Mellemøsten.«

Hvad laver din kone? Ville din kone kunne tage med?

»Ja, hun er juridisk rådgiver, hun arbejder i et advokatfirma. Sådan én er der altid brug for – der er nok problemer i verden, haha.«

Domkirken

Naveed Baig peger på en stor rødstenskasse af et helligt hus, som troner midt i det hele. Det er Brøndby Strand Kirke, opført i 1984. Nogle ville kalde den et monstrum, men ikke imamen.

»Det der plejer vi at kalde Vestegnens domkirke. Det er ikke en domkirke, men den er så stor. Og så har den et klokkespil, som er helt specielt.«

Skal vi sætte i løb? 

»Ja, lad os gøre det. Den sorte bygning dér er vores bibliotek og kulturcenter. Her holdt vi et arrangement for børn med et muslimsk børnekor, et jødisk børnekor og et kristent børnekor – faktisk fra kirken derovre. De optrådte hver for sig og til sidst i en gruppe sammen. Det var et meget, meget succesfuldt arrangement for tre år siden.«

Det er et fint hus.

Nysgerrig

»Apropos det med interreligiøsitet, ikke?« siger Naveed Baig. Vi har løbet et par minutter, og han er begyndt at pruste (det er jeg også). »Forskelligheden kan også bidrage til, at vi lærer meget mere om os selv, når vi kommer i dialog med andre, for så bliver vi udfordret og tænker over, hvordan vi gør i vores egen tradition. Jeg tror, at mange kristne i dag« – puste pruste – »nærmest gør op med deres egen tradition, fordi de kigger på muslimer også.«

Når du siger kristne…

»Jeg mener kulturkristne – meget bredt defineret.«

Jeg siger til Naveed Baig, at jeg vel selv er netop det – kulturkristen. At jeg slet ikke er religiøs. Mens vi løber her og snakker, synes jeg, at det lyder en lille smule fattigt, så jeg tilføjer, at jeg i hvert fald er »nysgerrig.« Det lyder også lidt dumt, men det er nok for imamen, viser det sig.

»Lige præcis. Det der med nysgerrigheden: Man bliver nysgerrig på andre, ens tanker bliver udfordret. Det er godt. Jeg siger ikke, at man nødvendigvis behøver at blive religiøs i mødet med andre religioner, men der bliver sat en en proces i gang i ens indre omkring meningen med det hele. Hvorfor er jeg her? Hvad er formålet?« Imamen kigger på mig: »Er tempoet okay?«

Det er meget fint. Det er dig, der taler mest. Du bruger mere energi end mig. Wauw, se Dannebrog vajer derovre. Det ser flot ud.

»Ja, det gør!«

‘Knæfaldet’

Når man googler ‘Islamisk-Kristent Studiecenter’, der har 20 års jubilæum i år, dukker der straks nogle artikler op, som handler om, at der gennem årene har været kræfter, som har kæmpet med næb og kløer for at få centret lukket. Blandt andre sognepræsten Søren Krarup, da han i 2002 var folketingsmedlem og kirkeordfører for Dansk Folkeparti. »Det er dybt uhyggeligt, at man leger dialog med muslimer, hvis hele forkyndelse er anti-kristen,« udtalte han til Kristeligt Dagblad. Samtale mellem kristne og muslimer var simpelthen ‘et knæfald’ for Islam.

Mens vi løber gennem en tunnel, spørger jeg imamen, om han ser den slags som en eller anden angst. Om det man er bange for, er, at der skulle ske et eller andet i mødet med nogen, der er bare en lille smule anderledes tænkende.

Den orientalistiske tilgang til islam

Naveed Baigs stemme bliver lidt alvorlig: »Ja. Jeg tror, at der er flere ting i det. Jeg tror, at den holdning stammer fra den lutherske tid, ja, og så senere med den orientalistiske tilgang til islam og muslimer. Det var dengang kristne betragtede islam som et kætteri. Jeg tror, at den måde at tænke på florerer igen. Vi opfattes som nogle særlige nogen, vi er anderledes. Og mødet med muslimer betyder, at man giver køb på sine egne værdier. Det er den gamle missionsbefaling om, at alle skal blive kristne. Jeg talte med en af de præster, som havde det sådan, og han mente, at den bedste form for integration var, hvis man fik konverteret muslimer til kristendommen. Det blev jeg lidt chokeret over.«

Live and let live, Naveed

Det mente han seriøst?

»Ja, det mente han, og det var ved et stort forum i Silkeborg. Så den der tankegang, hvor muslimer er en råvare, der skal formes på en bestemt måde, tænke på en bestemt måde, ikke må være selvstændige væsener – ahh nu bliver jeg forpustet – det er sådan noget, de slet ikke kan forstå. Jeg er opdraget med sådan noget som live and let live (lev dit eget liv og lad andre passe deres, red.). Men det er jo bare at tolerere. Det er det basale. For mig handler det om, at vi kommer hinanden ved, at vi nærer en omsorg for hinanden. Det er det, der giver mening og glæde. Det andet ender med ensomhed og bitterhed og had.«

Med livet som indsats

Der er jo så nogle, der vil sige, at det er fine tanker og fint, at DU lige nu har det sådan med din religion, men at islam har noget i sig, der før eller siden vil korrumpere din grundopfattelse. Og hvis man så siger: Prøv og hør: Der er altså 1,2 milliarder muslimer i verden, som ikke er ekstremister, som går i skole og bare passer deres arbejde i fred og ro – så tror jeg, at de, der er bange, tænker: »Shit, det er jo endnu værre!«, fordi de så ser 1,2 milliarder tikkende bomber for sig.

»Ja.«

Sådan tror jeg, at opfattelsen er blandt de bange og hadefulde.

»Det er netop derfor, at jeg er fortaler for interreligiøs dialog, interkulturel dialog og også en sekulær dialog. Vi skal snakke sammen og fortælle, hvad vi står for. Det er en opgave, vi har, og det er der ikke noget nyt i. Det er så vigtigt, at det er noget, der skal gøres med livet som indsats, faktisk. Det tænkte jeg over for et par uger siden. Nu har jeg arbejdet med religionsdialogen, siden jeg var 18 år, og vi fik besøg af Jehovas Vidner derhjemme. På nogle fronter er diskursen blevet mere skinger, og derfor er der brug for, at vi fortsætter.«

I Føljetons forrige interview med Naveed Baig fortalte han, at det var en øjenåbner for ham, da en mand fra Jehovas Vidner en dag bankede på døren. Familien lukkede ham ind, og det gik op for den unge Baig, hvor lidt han vidste om sin egen religion. »Jeg havde ikke sat mig ind i min Koran, som Jehovas Vidner havde sat sig ind i deres Bibel,« siger han.

Frygten kan gå begge veje

Når man læser, at nogen ligefrem har kæmpet for at få lukket sådan et dialogcenter, så tænker man, at det er, fordi de frygter, at muslimers dialog går ud på at gøre andre samtalepartnere til muslimer?

»Ja, og den frygt kan jo gå begge veje. Min tilgang er – og det kan godt være kontroversielt for nogle: Jeg ønsker ikke for en kristen at være muslim. Islam er min vej, det er den bedste vej for mig lige nu. Det er ikke sikkert, at det er den bedste vej for dig. Jeg ville ønske for dig, at du blev en bedre kristen, en bedre kulturkristen, en bedre buddhist, en bedre jøde. Det vil mit inderlige ønske være. Det er sådan, jeg forstår islam. Det er ikke alene mit ord, min beklædning, mit skæg, min kjortel, der skal gøre indtryk på andre, men det menneske, jeg er. Det er mit hjerte.«

Brødre i ånden

Vi er nået ud for enden af esplanaden. Vi er løbet forbi en høj skorsten, som må være et pejlemærke for mange på egnen, når de skal finde hjem. Vi drejer om et hjørne, og pludselig er der skovlignende tilstande omkring os. Vi har en å på den ene side af os og træer på den anden, men lyden af motorvej er der stadig. Det begynder lige så stille at regne.

I offentligheden bliver man jo igen og igen gjort opmærksom på, at muslimer opfatter ikke-muslimer som vantro. Hvordan hænger det sammen med det, du siger?

»De (ikke-muslimer, red.) er mine brødre og søstre i ånden. Nogle gange kan jeg møde kristne og kulturkristne og andre, som jeg har mere til fælles med, end jeg har med nogle muslimer.«

Naveed Baig har fortalt mig, at han har gode venner, som er jøder. Hvem, spørger jeg. Han svarer, at det er sjovt at opleve, hvordan man kan blive venner med en mand, der er 45 år ældre end en selv: Tidligere overrabbiner Bent Melchior. Baig omtaler ham som sin ven og et stort forbillede.

»Han har været igennem rigtig meget i sit liv. Mange af de samme dilemmaer, som vi går igennem som muslimer. Han har meget at give fra sig,« siger Naveed Baig, mens vi følger stien op ad bakke.

Luft og vejrtrækning

Det går en smule op ad bakke her…

»Ja. Jeg skal lige have lidt luft.«

Vi stopper, og vi taler om, hvor anderledes det er at løbe i højere luftlag.  Jeg har prøvet det i Kenya, han har prøvet det i Pakistan. Mens Naveed Baigs brilleglas dugger, begynder han at tale om åndedrættet, for det er det, der fylder mest lige nu og her. Han står og freestyler, fornemmer jeg.

»Hele den der tanke om åndedrættet; det er, når vi kan mærke vores åndedræt, at vi er tættest på os selv. Og det siger jo noget om, at mennesket har brug for at være tæt på sig selv – på sit selv – for at lære sig selv bedre at kende. Ud fra et løbemæssigt perspektiv kan jeg mærke mine lunger, min løbekapacitet og min tid. Men på et spirituelt plan kan jeg også mærke mine egne begrænsninger og mine egne styrker i forhold til en højere skaber. Og med hensyn til åndedrættet så har vi en specifik hukommelse i sufi-islam, hvor vi siger Guds navn ligesom et mantra. Der bruger vi også vores åndedræt på at komme tættere på os selv og Gud. Når vi er tæt på os selv, er vi også tæt på Gud.«

Opblomstringen

Det er vel også sådan, meditation fungerer i visse religioner…

»Ja.«

Men når du nævner åndedrættet som noget særligt, så kunne man jo godt skrælle al religion fra og sige, at åndedrættet i sig selv er nok til at give mig en særlig følelse eller oplevelse, hvor det bare er kroppen, som er i højsædet i stedet for religionen.

»Det vil jeg også mene, at man kan. Religion er en overbygning, som prøver at give nogle rammer for en livsførelse. En af Guds gaver er, at vi kan få lov til at leve og mærke, at vi lever, i og med at vi trækker vejret, ikke? Og at vi nu er i en sæson, hvor vi venter på en åbenbaring. Vi venter på, at planterne og blomsterne udfolder sig. Sådan er det også med menneskeliv. Vi ønsker jo også at have et tidspunkt i vores liv, hvor vi kan have en opblomstring i vores hjerte. Og derfor siger de her forskellige vejrsæsoner mig meget. Efteråret har nogle måneder, hvor jeg godt kan blive lidt melankolsk.«

Livet er en bevægelse

Søger du så trøst i religionen, når du har det sådan?

»Ja. Det gør jeg. Jeg søger trøst i ritualerne, jeg søger trøst i min gudstro og i mit personlige forhold til Gud. Når efteråret kommer, og bladene forsvinder, og træerne er nøgne, så tænker jeg: En dag skal jeg være på samme måde over for Gud, hvor han kigger på mig og siger: ‘Naveed, hvad har du lavet? Hvem mødte du? Hvem hjalp du i dit liv?’«

Naveed Baig ser på mig og smiler:

»Det er det, vi kalder for dommedagen og mødet med Den Elskede.«

Så fortsætter han:

»Men når foråret er på vej, så ønsker man også, at forårets opblomstring sker inde i en selv. Så man kan mærke livet, mærke farverne og duftene, og man tænker: Hvor ville det være godt, hvis man også fik en oplevelse, en åbning, hvor man mærker sin relation til Gud på en ny måde – så det ikke bliver statisk. For religion må ikke blive statisk. Lige så snart du ikke bevæger dig mere, giver religionen dig ikke mere. Du bliver nødt til at holde dig i bevægelse.Og livet er jo en bevægelse.«