Et usædvanligt smukt arrangement fandt sted på Thorvaldsens Museum i København søndag d. 8. marts. Det var Kvindernes Internationale Kampdag, men den havde arrangementet ikke nogen åbenlys relation til. Præcis samtidig samme sted var der officiel åbning på Ansigt til Ansigt, en særudstilling om Bertel Thorvaldsens portrætkunst, men den er for så vidt også uvedkommende i denne sammenhæng.
Forestil dig, at du træder ind gennem Gottlieb Bindesbølls flotte museumsbygnings forholdsvis lille hoveddør ud mod passagen mellem Prins Jørgens Gård og Bertel Thorvaldsens Plads. Du har taget en lille dreng med, som du vil vise nogle verdensklasseskulpturer. Du er samtidig blevet ekstremt bevidst om faren for COVID-19-eksponering i det offentlige rum, så du er lettet over, at døren er automatisk og går op, uden at du skal berøre håndtaget.
Da du træder indenfor, er stemningen helt anderledes end normalt. Der står en dunk med håndsprit foran manden i skranken … og lyden af liflig korsang glider gennem museets højloftede lokaler. Det viser sig at være selve årsdagen for ‘Thorvaldsens romerske fødselsdag’.
Bertel Thorvaldsen, arbejderdrengen, der kom til ære og værdighed, rejste som ung kunstner til Rom på et kongeligt stipendium, og det gik ham så godt i det romerske, at han blev der i 40 år. Og som man kan læse på museets hjemmeside: ”Ikke mærkeligt at han fejrede datoen for sin ankomst til byen, d. 8. marts 1797, som sin romerske fødselsdag.”
Du følger lyden, og inde i det gigantiske rum ud mod den brostensbelagte plads foran bygningen er der fyldt med mennesker, hovedsageligt folk som er lidt oppe i årene, og ingen siger noget, for Sokkelund Sangkor er halvvejs gennem en af de fødselsdagssangtekster, som Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen skrev til deres ven, mens det var relevant (Thorvaldsen døde i 1844). Du foretager en hurtig sikkerhedsrisikovurdering og konstaterer, at her er under 1.000 mennesker. Der er sat hvidvin frem på bordene, men mange glas står uberørte hen. Sangene afspejler Thorvaldsens sindelag; de er velfornøjede, men dog højstemte, og sådan som de mange fremmødte mænd og kvinder står ret op og ned som saltstøtter og kigger mod koret, mens de lader tankerne vandre til 1800-tallet, er der en følelse af noget uomgængeligt skæbnebestemt i luften. Døden i Venedig på museum.
”Hans Fødselsdag de hædre,/ Og ingen Dag er bedre/ End den, han først saae Rom! Vi see hans milde Øie/ Vi står ved Romas Høie,/ Til Skaalen just vi kom./ Hallo, halla, hallo, halla!/ For Thorvaldsen Hurra!”
Du knuger drengens hånd og peger på en mand til hest, generalen og frihedshelten Józef Poniatowski, som du hvisker netop er blevet hårdt såret ved slaget i Leipzig i 1813 og nu i dette sekund fører dyret og sig selv ud i en sø. Hellere druknedøden end tilfangetagelse.
Det er oplyste folk. Der er næppe nogen i lokalet, som ikke er opmærksomme på COVID-19-faren. Du bemærker, at folk her ikke hilser på hinanden med håndtryk. Et nik er nok, det er nye tider. Da det bliver for meget sang for drengen, bevæger i jer mod udgangen, og på vejen får du øje på en Thorvaldsen-connaisseur, du kender, måske landets fremmeste, og du går tæt forbi ham, og han ser dig i øjnene, og du hvisker ”vi ses”, og der er ikke antydningen af en pote eller et kram. Det håndtryksløse samfund har vundet indpas på få uger, og du finder det overraskende acceptabelt.
Her Thorvaldsen har hjemme,
Han rækker Dig sin Haand.
Dansk Hjerte, dansk hans Stemme,
Og Hellas Kunstneraand.
Vort Held vi vil udtrykke –
Vi kom til Roma hen.
Dog, den har større Lykke,
Som kommer der igjen!
H.C. Andersen, 1936
/Oliver Stilling