Klimanødden er allerede knækket

Dyr er fantastiske. Tag bare den lille snegl Bradybaena similaris, der særligt er at finde i Sydøstasien. Den ser måske ikke ud af så meget, men forskere har nu opdaget, at den kan bruges til såkaldt biologisk bekæmpelse af rustsvamp på kaffeblade. Sneglen spiser nemlig den svamp, der af National Geographic betegnes som den ”økonomisk mest betydningsfulde kaffeplantesygdom i verden”. Eller sagt med andre ord: Den undseelige Bradybaena similaris kan i fremtiden sikre, at du fortsat kan få din daglige kop morgenkaffe. At sneglen så også er invasiv, hvilket omvendt kan skabe nogle helt andre biologisk udfordringer, må vi hellere lade ligge for nu.

I samme tråd kan vi kun glæde os over, at FN nu har fundet chimpansernes brug af redskaber til at åbne nødder, deres ”unikke teknologiske kultur”, bevaringsværdigt. Mennesket er ikke det eneste dyr, der er i stand til at finde smarte løsninger på udfordrende problemstillinger. Ingen nød er nødvendigvis for hård at knække.

Så hvorfor er det egentlig, at vi herhjemme må tage til takke med en klimaminister, der fortsat synes at nøle, selv når Klimarådet i deres nye rapport fremlægger en håndfast plan for, hvordan vi i 2030 kan have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 pct.? Rapporten burde jo blive mødt med parader og æresrunder, for den fortæller ikke blot, at vi godt kan nå at indfri vores ambitiøse klimamål, men også at den grønne omstilling vil være relativt billig. I 2030’erne vil den koste 15-20 mia. kr. årligt, svarende til under én procent af Danmarks samlede BNP. Det er da et sandt røverkøb, når nu målet er at sikre os alle en bare lidt bedre fremtid. Der er slet ingen nød at knække, Klimarådet har allerede knækket den for os.

Nu er dyre råd gode

Men de har altså åbenbart ikke gjort det godt nok, hvis ellers vi skal tro klimaminister Dan Jørgensens (S) ret vage udtalelser. Klimarådet har eksempelvis ikke regnet på, hvilke effekter de anbefalede tiltag vil have på velfærden, må vi jo forstå. Klimarådet har heller ikke taget højde for, hvordan de vil ramme erhvervslivet, må vi forstå. Og måske vigtigst af alt: De foreslåede drivhusafgifter vil resultere i dyrere kød – og vi må jo for guds skyld ikke fratage regeringen den lækre luns valgflæsk, det nu er at kunne forsikre Hr. og Fru Hakkebøf om, at de selvfølgelig bare kan spise løs, som om intet er hændt. Tænk, hvis folk faktisk blev nødt til at ændre en smule på deres vaner. Sikke en gyselig tanke.

”Det er i dag allerede meget billigere at spise grøntsager end kød, så handlede det kun om pris, ville folk allerede gøre det i dag”, siger Dan Jørgensen til DR. Sjovt, som det her vurderes at priser ikke kan virke adfærdsregulerende, når nu regeringen altså også har øget prisen på cigaretter for at få færre til at ryge. Men måske er det os, der misforstår noget. Du kan nok ikke blande nødder med nødder.

Lige så sjovt er det, at Dan Jørgensen, der i sin tid gjorde dyresex ulovligt med den begrundelse, at dyrene jo ikke kan sige fra, og at tvivlen derfor må komme dem til gode, altså nu vurderer, at priserne for kød åbenbart ligger på et fornuftigt niveau. Prøv at mærke efter dybt nede i maven: Vi ved jo allesammen godt, at en pakke hakket oksekød umuligt ville kunne koste 20 kr., hvis det stakkels kreatur havde haft et bare nogenlunde tåleligt liv. Men vi vil helst ikke høre, hvordan kødet egentlig er produceret, og mange af os undlader helt at læse om det, for vi ved også godt, at vi da ville risikere at skulle ændre adfærd. Og ja Dan, dyret havde jo nok sagt fra, hvis det ellers havde mulighed for det.

Samfundets skumfidus-test

Et af de berømteste psykologiske eksperimenter var også et af de mest simple. Stanford-psykologen Walter Mischel satte i 1972 en skumfidus foran et barn og fortalte det, at barnet ville få en ekstra skumfidus, hvis han eller hun ventede med at spise skumfidusen indtil Mischel kom tilbage. Problemet med klimaforandringer er, at vi mennesker opfører os som et barn, der har spist skumfidusen, inden psykologen overhovedet er færdig med at forklare præmisserne for eksperimentet.

Vi kan og vil ikke tænke langsigtet nok, for truslen er altid af den snigende slags, der ikke synes håndfast nok til at forlange en umiddelbar respons. Og det på trods af, at vi faktisk ville kunne bremse klimaforandringer, hvis vi ellers gad. Se bare på de nye og drastiske midler, der bliver taget i brug for at bekæmpe COVID-19. Samfundet ser jo faktisk ud til at acceptere den ekstraordinære mobilisering. Så hvorfor skal vejen til den grønne omstilling gøres så kompliceret? Hvorfor kan vi ikke mønstre den samme alarmisme?

Ja, svaret skal jo nok findes i kødet. Tilbage i Antikken betegnede Aristoteles mennesket som et ”zoon politikon”, altså et samfundsvæsen. Den definition holder på sin vis stadig, men det mest præcise er nu nok at klassificere mennesket som et vanedyr. Vi gider simpelthen ikke at gøre noget, hvis ikke det er strengt nødvendigt, og vi vil bare gerne spise vores billige kød i fred, så længe vi kan slippe af sted med det. Men husk nu: Det, der i sandhed adskiller mennesket fra dyret, er jo, at vi faktisk er i stand til at sige fra – vi har Dan Jørgensens ord for det. /David Dragsted