(FILES) This file photo taken on January 28, 2020 shows medical staff members hugging each other in an isolation ward at a hospital in Zouping in China's easter Shandong province. - Therapists, counselling hotlines and online wellness groups in China are struggling to cope with surging demand for emotional help as the coronavirus outbreak upends normal life. (Photo by STR / AFP) / China OUT / TO GO WITH Health-virus-China-therapy, FOCUS by Poornima Weerasekara and Helen Roxburgh
Nå, 2020 har ikke ligefrem været det bedste år indtil nu, har det? Vi var knap nok kommet ind i januar, førend USA havde dræbt den iranske militærleder Qasem Soleimani, og hashtagget #WW3, altså 3. verdenskrig, begyndte at gå viralt på de sociale medier. Krig kom der som bekendt ikke, men inden Iran og USA overhovedet blev færdige med at pege fingre ad hinanden, brændte det så på i Australien – bogstaveligt talt. Enorme skovbrande hærgede landet, og titusindvis af mennesker måtte evakueres. Resten af verden så på i en tilstand af chok og spekulerede over, om det mon var sådan her, apokalypsen ville melde sin ankomst; med én stor røgsky. Til sidst kom regnen dog, og også skovbrandene blev nu fejet til side til fordel for den næste store krise: Prins Harry og Meghan Markle forlod det britiske kongehus! Brexit og Megxit, hvor skulle det hele ikke ende?
Nu står vi så her, midt i en historisk pandemi, og kan se på et Danmark, der er ved at blive lukket ned. Alle andre overskifter har fortaget sig i tågerne ligesom det grønne lys i F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby, der bliver ved med at undslippe os, uanset hvor hårdt vi ror mod strømmen.
Er verden simpelthen blevet mere vanvittig i det nye år, eller er det snarere os, der kollektivt er ved at tabe sutten? Vi er tilbøjelige til at kalde det kombination. Ulrich Becks risikosamfund, den teoretiske nyklassiker på alle samfundsvidenskabelige uddannelser, fornægter sig i hvert fald ikke. I det gamle klassesamfund sagde vi alle ”jeg er sulten”. I dag siger vi snarere ”jeg er bange”. Vores moderne ønske om sikkerhed har skabt en mental undtagelsestilstand, der de seneste dage nu også har etableret sig i vores hverdag på mere håndfast manér – eller skal vi snarere sige ikke-håndfast? De må i hvert fald ikke røre hinanden, de hænder.
Situationen er lidt ambivalent. For det er virkelig skønt, at der sådan bliver taget hånd om vores frygt, og at den konkrete sygdom nu bliver holdt fra døren. Men det er også en smule urovækkende. Hvad vil de omfatttende samfundsindgreb reelt medføre? Hvordan bliver det for os demokratiske mennesker at måtte leve med midlertidige begrænsninger?
Coronavirussen vil rigtigt nok føre til antidemokratiske tiltag, men den er i sin natur måske alligevel lidt demokratisk: Den rammer alle, rige som fattige, og kan derfor også nedbryde klasseskel og måske endda få os til at værdsætte fællesskabet i højere grad. Ja, faktisk findes der ingen bedre anledning end sådanne krisetider til at reevaluere, hvad vi i virkeligheden finder værdifuldt.
I bogen Toward an Anthropological Theory of Value forsøger antropologen David Graeber at gentænke begrebet værdi udenom de gængse økonomiske termer. ”Økonomisme har en tendens til at tingsliggøre alt i sigte og til at reducere komplekse sociale relationer mellem mennesker – forståelser af ejendomsret, ære og social status – til objekter, som individuelle aktører kan forsøge at anskaffe sig”, skriver Graeber blandt andet. Ud over at ”tingsliggørelse” altså er et ubehageligt nok ord i sig selv, så understreger det også, at vi har det med at fastfryse tingene i bestemte tilstande og dermed dræbe evnen til at tænke nyt. Det er af samme grund, at forbrugskulturen altid må erklære åndeligt fallit: Den fokuserer så hårdt på individets tilfredsstillelse, at vi helt kommer til at overse, at den største nydelse faktisk findes i samspillet med andre mennesker.
Det er og bliver en lidt mærkelig tid, vi går i møde de næste par uger. Vi kommer ikke nødvendigvis til at kunne få tingene, som vi gerne vil have dem. Men måske vi alligevel kan komme til at værdsætte de benspænd, vi nu bliver stillet i sigte. Uanset hvor rig du er, kan du ikke partout købe dig til tryghed (hvis vi så ellers lige ser bort fra de mangemilliardærer, der i øjeblikket er ved at forskanse sig i fjerne luksusbunkere). Men du kan komme til at indse, at de fællesskaber, du normalt indgår i, faktisk er meget mere værd, end du hidtil har troet. Coronakrisen skal nok blæse over igen, ligesom alt det andet lort, der indtil nu er sket i 2020. Til gengæld kan man jo håbe på, at den faktisk kommer til at ændre vores indstilling til tingene. /David Dragsted