Skoven falmer og skifter til efterårets gyldne farver ved Gisselfeld Kloster nær Haslev, mandag den 15. oktober 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Føljetons domicil på adressen Dyrkøb 7 i København, hvor der engang lå en velrenommeret kondomforretning ved navn Abis, er lukket ned – i hvert fald de næste 14 dage – og redaktionen arbejder hjemmefra i selvkarantæne.
Herfra hvor disse linjer skrives, er der udsigt til et højhusbyggeri. De små orange mænd med hjelme derovre er nået fem etager op, og lige nu hænger et betonelement på flere tons og dingler 25 meter over jorden i en mobil krans hydrauliske wirespil.
Det kræver samarbejde, gensidig tillid og klar kommunikation at få sådan en satan bugseret på plads, uden at nogen mister en arm eller bliver kvast, men herovrefra er den del af arbejdet lige så usynligt som luften. Det eneste, man kan se er, at bygningen på nærmest mirakuløs vis bliver højere og højere. De små gule mænd passer sådan set bare deres arbejde, men der er noget betryggende ved at stå her og kigge på dem. Det giver en følelse af, at coronavirusepidemien ikke har sat samfundet helt i stå. At hjulene er i gang trods alt.
Er det en falsk følelse? Det er det jo desværre nok. Der er ikke engang gået en uge, siden statsminister Mette Frederiksen (S) informerede om regeringens første drakoniske tiltag for at stoppe smittespredningen, og på sociale medier melder restauranter, kaffebarer, små butikker, biografer og klubber allerede, at de frygter for deres eksistens, når kunderne fra den ene dag til den anden holder op med at komme. Det er folk, som virkelig er på den.
Dertil kommer landets kunstnere og ikke-ansatte kulturarbejdere. Som kunstneren Per Arnoldi skriver i et åbent brev til statsministeren: ”Hvorfor spænder du/I et komfortabelt sikkerhedsnet under de velbjergede og ignorerer de hårdtarbejdende individuelle fritsvævende, risikofyldte og modige initiativer? Kulturarbejderne er samfundets linedansere. Hvis de ikke turde, så ingen opad!!” Pt. er der ingen hjælp at hente fra staten, og landets desværre bovlamme socialdemokratiske kulturminister Joy Mogensen synes at være gået under jorden.
Man kan kun opfordre alle danskere, der har råd, til at donere det beløb, de ville have givet for en given ydelse de steder og til de kulturarbejdere, de kan lide, og som de ville have brugt og henvendt sig til, hvis ikke der var en epidemi at nedkæmpe i fællesskab. Det er da det mindste, og her kan særligt offentligt ansatte (og privatansatte), der er blevet sendt hjem med fuld løn, gøre en forskel.
Djævels eksponentielt
Andre steder meldes der om borgere, som ikke har forstået alvoren. Nogle holder fester og mødes til caffè Latte på cafeer, som om intet var hændt. I sidste uge beskrev vi her i Føljeton stemningen ved et fødselsdagsarrangement på Thorvaldsens Museum i København. Det var Thorvaldsens ”romerske fødselsdag” d. 8. marts 1797, som man fejrede med korsang og et lille glas. De mange fremmødte tilhørere, som generelt var en smule oppe i årene, stod tæt og lyttede til H.C. Andersen og Oehlenschlägers smukke sangtekster, mens de tænkte på Thorvaldsens Rom i 1800-tallet. Det var før, regeringen opfordrede til at holde forsamlinger på under 100 mennesker, men sent nok til, at omfanget af smittefare måtte være sivet ind hos de fleste. Det var bare, som om kærligheden til kunsten gav frygten baghjul. Der var noget Døden i Venedig over stemningen. Hvis det var i dag, ville et offentligt sammenrend af så mange mennesker have virket vanvittigt. Og når folk mødes og hænger ud i store kvanta, må det være et udslag af ignorance.
Måske gik alvoren en smule op for folk søndag, da antallet af coronavirusrelaterede dødsfald i Italien slog rekord: 368 mennesker døde på en dag. Det er det djævelske og overrumplende ved eksponentielle stigninger. Én syg i dag er tre syge morgen er 9 syge i overmorgen er 27 dagen efter i overmorgen. Pludselig løber det over ende, men det bliver desværre først virkeligt for de fleste, når nogen, man kender, er død.
Ikke desto mindre kan vi godt komme ud på den anden side, uden at alt er gået i opløsning. Vi må gøre som de små orange mænd og flytte ting, der er meget større end os. Samarbejde, gensidig tillid og klar kommunikation er nøgleordene. Og hvis det løfter stemningen med nogle hjelme, er det også fint. /Oliver Stilling