PA via Reuters Crowds during day four of the Cheltenham Festival at Cheltenham Racecourse.
Ødemark. Det moderne byliv er gået midlertidigt i stå. Museer, spillesteder, biografer og biblioteker holder lukkede, restauranter ligger semi-øde hen, og vigtigst af alt er byrummets vigtigste bestanddel skrumpet ind til det rene ingenting: Menneskemasserne. Bevares, tilstandene er måske ikke helt så dystopiske, som de lyder, og det sker jo altsammen i en god sags tjeneste, for selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan for at begrænse coronasmittens videre spredning. Men alligevel: Fraværet af alle de privilegier, vi dagligt tager for givet, har noget ildevarslende over sig – særligt for de af os, der er så heldige aldrig at have levet i en krigszone. Vil den midlertidige nedlukning få os til at se anderledes på byrummet – og på, hvordan vi sammen færdes i det?
Kaosmopol. Historisk set har mennesker og byer haft en tendens til at følges ad. Men selve opdagelsen af byen som et væsentligt fænomen i sig selv er i princippet af nyere dato. I 1800-tallet udviklede tingene sig med rasende hast. Industrien blomstrede, arbejdskraften valfartede til som aldrig før, og storbyen gav nu navn til et helt nyt slags menneske: Storbymennesket. Masserne var blevet selvbevidste, og individet begyndte så småt at erkende, at det jo faktisk var omringet af vidtfremmede mennesker. Erkendelsen affødte overvejende to positioner. Nogle så fremmedheden som en frigørelse, andre som en katastrofe. For kunne det virkelig passe, at så meget snavs og fordærv skulle være samlet ét sted? Kosmopolis truede konstant med at blive til kaosmopolis.
Menneskemangel. I hele det virvar skulle individet så lære at begå sig. Hvordan håndterede man det konstante møde med den anden? Den canadiske sociolog Erwing Goffman brugte i 1963 begrebet ”venlig uopmærksomhed” til at beskrive den særegne strategi, som storbymennesket normalt lægger for dagen: Vi lader simpelthen, som om vi ikke ser de andre mennesker omkring os. Vi skaber en illusion af privatliv, selvom vi egentlig går ret op og ned ad hinanden. Tre år forinden har forfatteren Elias Canetti i bogen Masse und Macht forsøgt at analysere den unikke dynamik, der er på spil i menneskets møde med massen. Egentlig frygter vi berøringen med den anden, hvorfor vi normalt holder os på behørig afstand. Men i den store folkeforsamling opløses al vores frygt. Desto tættere vi kommer på hinanden, desto friere føler vi os. Nu er alting vendt på hovedet. Den venlige uopmærksomhed er noget nær uhøfligheden selv, for vi skal være os hinanden bevidste og holde behørig afstand. Og friheden, den må forblive fraværende, for vi må slet ikke være nok mennesker samlet om at finde den. Når pandemien raser, er adgangen til det offentlige rum ikke længere en selvfølge, og måden, vi nu skal agere på, vil stride mod alt det, vi møjsommeligt har lært. Men hvad udadtil tabes, må som bekendt indadtil vindes: På internettet blomstrer nye fællesskaber op; det private blandes igen med det opmærksomme, og mennesker tilbyder hinanden hjælp på kryds og tværs. Massen kan også blive en sovepude, når vi til dagligt tager for givet, at vi alle er en del af den. /David Dragsted