Hvad skal man tro i en krisetid?

Så kom den helt store opsang ellers også fra H.M. Dronning Margrethe 2. til alle dem, der endnu ikke tager coronavirussen seriøst: ”Det synes jeg ikke, man kan være bekendt.” Dronningen var ikke kun sur, hun var også skuffet, og selv det normalt så altmodische kongehus er nu også vågnet op til dåd i en krisetid. Når pandemien viser sit grimme ansigt, må vi alle gøre en forskel.

Og hvor var det da egentlig skønt at se Dronningen tage del i oplysningsarbejdet med det, der lynhurtigt blev døbt en ”historisk” tale af noget nær samtlige medier i Danmark. Det vil vi ikke benægte, selvfølgelig var den da det (og vi gad faktisk godt vide, hvilke taler der i grunden ikke er historiske?), men der manglede også noget, gjorde der ikke? Kald os bare vanedyr, men det er altså lidt foruroligende ikke at høre dronningen afslutte en tale med ”Gud bevare Danmark.”

I hovedværket Du contrat social fra 1762 beskriver Jean-Jacques Rousseau for første gang statens brug af det, som filosoffen hurtigt døber ”civilreligion”. Civilreligion er, som navnet antyder, en særegen form for politisk religion, som staten kan tage i brug for at knytte borgerne til samfundet. Men, som den danske religionssociolog Margit Warburg skriver i antologien Civilreligion i Danmark, er civilreligion dog ikke ”tro i religiøs forstand”, den er snarere ”en symbolsk understøtning af den nationale selvopfattelse”, som ”styrkes ved påstanden om den guddommelige opbakning”.

Normalt er dronningens nytårstale noget nær kerneeksemplet på den danske civilreligion. Ikke nok med at den samler nationen rundtom i landets stuer, så understøtter den også forestillingen om det nationale kollektiv, der skal løfte problemerne i flok, alt imens der afslutningsvis henvises til det opbakkende, transcenderende element: Gud som den store beskytter af Danmarks idealer og værdier. Men altså ikke denne gang. Har coronavirussen slået både Gud og civilreligionen ihjel?

Dronningens tale var ikke en nytårstale, og måske er det forklaring nok. Omvendt kan vi ikke lade være med at tænke på Daisy, der sidder foran tasterne for at afslutte den ekstraordinære tale. Skal det være det sædvanlige GUD BEVARE DANMARK med versaler og det hele? Det er næsten for voldsomt og panisk i sådan en krisetid. Udråbstegn er så også udelukket, men omvendt har et ”Gud bevare Danmark” uden brug af caps lock bare heller ikke den samme pondus. ”Gud bevare Danmark?” går slet ikke, og tøve- og udeladelsesprikker bliver for … ubeslutsomt.

Til sidst har Dronning Margrethe så valgt at tage Gud helt ud af ligningen. Vi kan kun bifalde beslutningen. Tiden er ikke til civilreligiøs adfærd, hvor vi også mentalt lukker os om vores egne stramme, nationale grænser. Den er heller ikke til blind tro. Vi skal og må forholde os kritisk men fornuftigt til situationens alvor, og udveksle erfaringer på kryds og tværs i takt med, at vi alle bliver klogere.

Verden er ikke et glansbillede

Det memo lader så ikke til at være nået til Kina. Tirsdag kom det frem, at det kommunistiske styre har valgt at udvise mindst 13 amerikanske journalister fra New York Times, Wall Street Journal og Washington Post. I en tid, hvor åbenhed er altafgørende, har Kina simpelthen strammet skruen og skruet op for censuren. Udvisningen gælder tilmed også for journalister, der måtte opholde sig i den særlige administrative region Hongkong – hvilket blot cementerer det, som demonstranter vedholdende har sagt det sidste års tid: Den såkaldte ”ét land, to systemer”-model er stendød.

Som om det ikke var nok, har det amerikanske medie The Intercept også kunnet afsløre, at den er helt gal på det populære, kinesisk-ejede sociale medie TikTok. Ud over at al kritik af det kinesiske styre synes at være bandlyst på videotjenesten, så bliver de grimme og fattige brugere simpelthen også sat bag i køen. Ja, den er god nok. Ifølge en række interne dokumenter, som The Intercept er kommet i besiddelse af, bliver TikToks administratorer simpelthen bedt om at frasortere videoer fra brugere med ”unormale kropsformer”, ”grimme ansigter”, ”tydelige ølmaver” og ”for mange rynker”, ligesom optagelser fra ”slumkvarterer”, ”landområder” og ”faldefærdige hjem” er et totalt no-go. I et forsøg på at højne videotjenesten popularitet ønsker TikTok simpelthen kun at eksponere sine brugere for rige, smukke og tjekkede mennesker. Det er Instagram-filtre kørt ud på et sygt overdrev.

Så lad os – i lyset af de afsløringer – måske alligevel slutte med en lille bøn. Nok er COVID-19 kommet fra Kina, men det er ikke ensbetydende med, at vi behøver at ende som Kina. Tingene skal ikke pakkes ind i vat, og det skal heller ikke være nu, at glansbillederne får lov til at herske. Det er faktisk lovligt at pege fingre af magten, særligt når dens beføjelser i disse krisetider vokser sig større end nogensinde. Samfundssind må ikke gøre samfundsblind.

Når det så er sagt, er det dog heller ikke tid til at pege unødigt fingre, eller til at komme med værdiladede ytringer om, hvor dumt eller godt et givent land håndterer de uhyggelige løjer. I krisetider er viden den vigtigste valuta, og den opnås sommetider bedst gennem bitre erfaringer. Det absolut vigtigste er, at vidensudvekslingen fortsat for lov til at flyde så frit og kvalificeret som muligt. Som Slavoj Žižek ville sige det, er (næsten) alting altid ren ideologi. Men hvis du spørger os, betyder det nu ikke, at ideologi partout skal have lov til at trumfe fornuften. GUD BEVARE VERDEN. /David Dragsted