Pesten hærger dansk økonomi

Den gode analyse: Milliarderne ruller lige nu ud af ‘Den Røde Bygning’, Finansministeriet, hvor der i disse timer og dage udskrives store checks til alt fra støtte til selvstændige over huslejetilskud til små virksomheder, plus ekstra kredit til eksportvirksomheder, til lettere adgang til statsgaranterede lån og rejsegarantier. I moderne tid er der aldrig blevet truffet så mange – og så astronomisk dyre – beslutninger så hurtigt i Danmark. At det overhovedet er muligt, ja, det er faktisk et lille mirakel i en ellers panisk situation. På tværs af Folketinget er samtlige partier enige om at bruge flere ekstra-penge, end de normalt gør i flere årtiers finanslove. Heldigvis er der råd til det: Danmark har maksimal kreditværdighed, og derfor kan den danske stat lige nu optage omfattende lån, mere eller mindre frit, uden på nogen måde at skulle frygte for at gå bankerot. Når finansminister Nicolai Wammen (S) siger, at S-regeringen er parat til ”at tage alle nødvendige skridt”, er det ikke kun et desperat forsøg på at berolige markederne: For han har vitterligt pengene på lommen, efter flere årtiers reformpolitik, der gradvist har styrket holdbarheden i dansk økonomi. Den gode analyse er, at Danmark har råd til at kunne modstå det finansielle chok, som corona-krisen har udløst. Og hvis de bedste prognoser for spredningen af corona holder stik, og sygdomstilfældene topper i april uden at få landets intensivafdelinger til at bryde sammen, vil doseringen i de seneste døgns hjælpepakker blive hyldet som et mestertræk. I anden omgang kan effekterne fra krisen tilmed tilskynde til, at S-regeringen og støttepartierne sætter turbo på forståelsespapiret, fx ved dels at accelerere investeringerne i den grønne omstilling, der har potentiale til at skabe mange nye job i hele landet, og ved dels at udbygge de sociale sikkerhedsordninger, så ældre medarbejdere kan trække sig tilbage for at give plads til yngre.

Den onde analyse: De hysteriske kællinger på fondsbørsen er gået amok. Hver dag rutsjer verdensøkonomien op og ned – og mest stejlt nedad. Blandt analytikerne er der udbredt enighed om, at aktiekurserne endnu ikke har ramt bunden, og at et yderligere fald derfor er i vente, hvormed aktiemarkederne i snit kan ende med at være faldet godt 40-50 pct. fra rekorden i februar. Den onde analyse er, at politikerne i dag står næsten lige så impotente over for den økonomiske krise, som de tydeligvis gør over for den epidemiologiske katastrofe. Uanset hvad Folketingets politikere bliver enige om, vil det således være for lidt og for sent. De globale markedskræfter er i dag så ubegribeligt meget voldsommere, end hvad selv en stålsat regering i Danmark kan tæmme. Og lige nu peger pilen nedad. Aktiemarkederne falder så tungt og turbulent, at det reelt hverken gør fra eller til at tilbyde danske studerende lidt mere i SU-lån. Indholdet i hjælpepakkerne hjælper desværre kun som en skrædder i helvede. I takt med, at S-regeringen konstant må forsøge at reagere på krisens yderligere spredning, vil omkostningerne eksplodere. Skønt Danmarks kreditværdighed næppe antastes, vil milliardregningen hurtigt løbe op i så svimlende summer, at alt andet vil blive ryddet af bordet på Slotsholmen. Hvis corona-krisen løber henover sommeren, og normaliteten ikke vender tilbage, vil de ekstraordinære udgifter til hjælpepakkerne pludselig begynde at blive ordinære driftsomkostninger – og så har vi balladen. Klimapolitikken kan blive corona-krisens første og største offer.

Den grusomme analyse: Den økonomiske krise har måske allerede vokset sig langt større end den sundhedsmæssige. Selv om hundredvis, hvis ikke ligefrem tusinder af danske borgere risikerer at dø i de kommende uger og måneder, kan de samfundsøkonomiske følgevirkninger sagtens vise sig at blive endnu værre, også i tab af menneskeliv. På den anden side af corona-krakket kan verdensøkonomien meget vel være faldet ned på et så meget lavere niveau, at flere igen vil begynde at dø af helt banale sygdomme. Den grusomme analyse er, at en destruktiv dominoeffekt nu er udløst i samfundsøkonomien, som paradoksalt nok vil kunne vise sig at være endnu mere smitsom end selv Covid-19 og vise sig mindst lige så fatal. Konkurser spreder sig som ringe i vandet. En tung, økonomisk nedtur, der typisk rammer hårdest i bunden af samfundet, medfører desværre øget dødelighed blandt de millioner af mennesker, der ender med at spise dårligere, leve mere udsat og oftere alene. For slet ikke at nævne de børn i familier med kronisk arbejdsløshed, som nu vil få en endnu dårligere start på deres derfor kortere liv. I et demokrati kan politikerne imidlertid ikke lade være med at reagere på vælgernes dødsangst, og det er ikke svært at forstå eller forklare, hvorfor alle ressourcer i disse dage kastes ind for at begrænse de kortsigtede virkninger af corona-virussen. Men hvad der samlet set er politisk rationelt behøver bestemt ikke at være det mest velovervejede – samlet set og på længere sigt. Men som økonomen John Maynard Keynes sagde: ”På lang sigt er vi alle døde”. /Lars Trier Mogensen