Nyhedsanalysen
Det første jeg gør efter en knock out er at spørge min modstander om han er ok
For mig, vil en slåskamp altid være forbundet med vildskab. Vold, brutalitet, fråde om munden og vanvid. Bortset fra et enkelt blåt øje har jeg aldrig som voksent menneske befundet mig i et rigtigt slagsmål eller endsige overvejet at slå et andet menneske, men det er sådan det må være tænker jeg. Rent dyrisk vildskab og overgreb af og på et andet menneske.
Men hvad så når volden er reglementeret? Er en bokser særlig voldelig eller hvad med de der vanvittige MMA-kæmpere – mixed martial art? Jeg aner intet om MMA. Kun hvad jeg kan google og youtube mig frem til og det ser vanvittigt ud. Blodet flyder og spark, slag, knæ og albuer flyver gennem luften i et bur. Godt nok er der regler, men de virker mildt sagt meget overordnede – en fair kamp, ingen fingre i kropsåbninger, ingen albuer eller knæ i ryggen og ikke noget med at sparke på folk, der ligger ned. Selve kamparten en blanding af alle de lovlige kampsportsarter, der findes. Fra taekwondo, boksning og kickboksning til jiu jitsu og brydning. Kampene foregår i et lukket bur eller ring og vinderen er først fundet, når dommeren stopper kampen, fordi han vurderer, at en deltager ikke kan forsvare sig, mister bevidstheden på grund af knockout eller strangulering eller overgiver sig ved at klappe på gulvet eller modstanderen.
Og så er det i øvrigt verdens hurtigst voksende sport målt på antallet af publikummer. Hovedforbundet UFC – Ultimate Fighting Championship er et af verdens mest indbringende sportsforbund og har for længst overhalet de største bokseforbund. De har egen tv-kanal med millioner af seere, computerspil og stævner i Las Vegas, Rio og Stockholm med titusinder af tilskuere. Den mest succesfulde klub herhjemme, ligger lige ved det fredlige villakvarter, hvor jeg bor.
Sex, død og kunst
Rumblesport kalder klubben sig og har et tegneserieagtigt logo af noget, der ligner en rigtig gentleman i bar overkrop og med paraderne oppe. Det står lidt i kontrast til de billeder en googlesøgning frembringer. Lokalerne er et gammelt apotek, men i dag står de rå og åbne frem. Der er en tæt luft i lokalet, hvor 15-20 mennesker er i gang med noget, der kunne ligne det mine børn på syv gør, når de slås på deres værelser. Den ene halvdel ruller parvist rundt på gulvet eller sparker og slår ud efter hinanden og danser vuggende med hænderne oppe foran ansigtet. Den anden halvdel tager armbøjninger i takt. Der er ingen vrede eller aggression, kun fuldkommen koncentration afbrudt af små afslappende støn og småsludren.
»Det er begyndeholdet. Om lidt kommer de øvede. Her er der en del professionelle i blandt,« siger klubbens stifter og leder Tue Trnka og underbygger logoets afstand til min googlesøgning.
»Det her er en sport. Og så er den sådan set ikke længere. De personlige følelser er lagt på hylden og når man går ind i ringen for at kæmpe gælder de samme regler som alle andre sportsfolk – man er fokuseret, målrettet, klar, velforberedt – og så er er alt på spil,« siger han. Og hvis du – lige som jeg – havde troet, at han var en to meter bred fyr med tyrenakke, tribal-tatoveringer og hår mellem tænderne, tager du helt fejl. Han vel omkring 1.80 høj, har skæg og bærer briller og ligner mere en akademiker end en ultimate fighter. Han taler også mere som en akademiker.
»I Vesten forsøger vi hele tiden at civilisere alt. Vi må ikke opfører os dyriske og skal hele tiden skjule, hvad vi er. Men faktum er, at alt det, der interesserer os, dybest set er noget helt andet. Det er sex, døden, mad, kunst. Den slags,« siger han og eksemplificerer med en metafor:
»Hvis du befinder dig i en hvilken som helst given park i verden, og der i det ene hjørne er nogen, der spiller fodbold, i det andet hjørne er der nogen, der spiller basket, i det tredje hjørne spiller nogen rundbold. Pludselig opstår der i det fjerde hjørne en slåskamp. Hvor tror du, folk kigger hen?«
Svaret giver sig selv.
»Det er kampen, vi er optaget af. Det er jo i øvrigt også det, der fascinerer i de andre hjørner i parken, men den reneste kamp jeg kender til – det er MMA. Her kan man være kreativ med sin krop og alle teknikker og kroppe har hver sin fordel. Du er fuldkommen nøgen, når du står i den ring. Alle kan se, hvem du er og hvad du kan. Du kan ikke gemme dig. Der er kun dig og din modstander, og snart vil det stå klart, hvem der er bedst. Her hjælper det ikke at puste dig op eller løbe rasende rundt.«
Du taber med vrede
Vi har sat os i et slidt sofamøblement i udkanten af salen, og mens jeg sidder og betragter de kæmpende begyndere, går det op for mig, at der vitterligt ikke er tale om vold. Det har dårligt nok noget med aggression at gøre. De ler, når de rammer hinanden, taler roligt og afslappet, klapper hænder, krammer og tjatter kærligt til hinanden. Men frem for alt er de dybt koncentrede. Det går også hurtigt op for mig at mine spørgsmål til Tue Trnka er meget langt nede på abstraktionsstigen, men højt oppe i fordomstårnet.
– Er man slet ikke ophidset eller hidsig, når man skal kæmpe?
»Nej. Man er tvunget til at være så topkoncentreret og fokuseret, at du ingen overskud har til at være sur eller hidsig.«
– Det hjælper ikke at være en slagsbror i denne sportsgren?
»Nej – tværtimod. Jeg har aldrig været i en regulær slåskamp uden for ringen, og sådan er det for næsten alle kæmpere, jeg kender, og som kommer hernede. Folk, der slås er jo som regel ude af kontrol, og denne her sportsgren handler så ufatteligt meget om kontrol. Det er den kontrol, du skal vinde dine kampe med – ved at aflæse din modstanderes defensiv, forsvare dig selv og tænke dig til en bedre offensiv, så dine slag eller spark kommer ind. Det her er skak med kroppen. Det er helt forfejlet at tro, at man skal være ophidset. Kæmperne er glade, spændte og tændte. Ellers taber de.«
– Gør det ikke ondt?
»Nej, for du er forberedt på det. Det er den store forskel på et overfald eller et slagsmål i byen og så sport. I byen er du uforberedt og dine grænser bliver overskredet. Her går I ind til en kamp under den samme præmis. Med de samme regler. Du er forberedt. Du mærker efter. Tænker over, hvordan han ramte dig, hvor hårdt han slår, hvordan du beskytter dig. For mig er det ikke anderledes end fodbold eller badminton.«
– Men du investerer trods alt din krop i det, indbyder folk til at tæve dig.
»Ja og nej. Altså det er en kontaktsport, så selvfølgelig er der skader, men langt de fleste skader, vi ser, er overfladiske. Brækket næse, et flækket øjenbryn eller kradsemærker efter handskerne – det er faktisk den mest almindelige skade. Det er ikke engang i top 50 over de mest farlige idrætsgrene – det er motorsport, hestesport, ishockey, amerikansk fodbold, cykling, skiløb og den slags. Her kommer folk virkelig til skade.«
Ændret verdenssyn
Jeg vil ikke sige, at han bliver fornærmet, da jeg konfronterer ham med, at stedet ikke var, hvad jeg havde regnet med, og at han selv ikke ligefrem lignede min forestilling om en MMA-kæmper, men han korrigerer i hvert fald kontant min verdensopfattelse.
»Du får intet ud af at være et kæmpe brød her. Dem ser du kun i Jean Claude Van Damme-film. I virkeligheden handler det om noget helt andet. Det handler om balance og kontrol. Om bevægelse. Helt kort er en god kæmper god til to ting: vægtforskydning og balance,« forklarer han. En fyr kommer gående forbi, og han taler til ham:
»Se på Nicolas her. Han er da heller ikke noget stort brød og han er en af verdens største og bedste kæmpere i UFC.«
Fyren viser sig at være Nicolas Dalby, der er den mest succesfulde UFC-kæmper, Danmark har haft. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg havde forestillet mig en af verdens bedste MMA-kæmpere ville se ud, men ikke sådan der. Han ligner en almindelig lidt forsagt fyr omkring de 30. Kønne, nærmest lidt drengede træk. Afslappet i tøjet med en sort træningstrøje og en kasket med flad skygge. De sidste tre kampe, han har deltaget i, var i Brasilien, Kroatien og Irland. Han har været verdensmester i sin vægtklasse. Stået foran titusinder af mennesker, med blinkende lys, en råbende promoter og millioner af seere. Han smiler mildt og imødekommer hvert eneste af de uvidende og nysgerrige spørgsmål, der kommer fra mig, med et lavmælt og velformuleret svar.
– Er det grænseoverskridende at slå andre?
»Det kommer an på, hvorfor man gør det. Jeg slår jo ikke på nogen, fordi jeg synes det er sjovt at slå dem, og jeg har heller aldrig i mit liv været i et slagsmål. Det er bare værktøjet til at nå målet – at vinde. Hvis jeg skal score et mål i håndbold, skal jeg forbi forsvareren og målmanden – det er jo ikke noget personligt. Selve knockoutslaget eller sparket, føles så ubeskriveligt fedt. Som en kniv igennem blødt smør. Man kan mærke det i hele kroppen. Det føles bare rigtigt. Det er den samme følelse du får, hvis du rammer en fodbold helt perfekt. Men bagefter er det første jeg gør, at tjekke om min modstander er ok. Det er jo ikke rart, hvis man har ramt den for rent. Et af mine første knockout-spark jeg fik igennem gik min modstander ud i fire minutter. Det var så ubehageligt.«
– Det er bare svært for mig at adskille det. Du slår jo på en anden mand og han slår dig.
»Du kan slet ikke kæmpe i raseri eller ophidset tilstand. Du kan jo ikke koncentrere dig. Selvfølgelig er der sikkert nogle skøre typer i MMA-miljøet, ligesom der er i alle andre miljøer, men de fleste er ærlig talt lidt nogle nørder. Alle dem, der kommer langt i denne her sport, er ikke specielt udadvendte, spiller smarte eller spiller op. Du bliver nødt til at være god til at koncentrere dig og til at tænke klart. En dyb forståelse for kroppen, for teknikker og din modstanders krop eller stil. Selvfølgelig. Det er en meget brutal sportsgren og nogen af dem, der ser på det er tiltalt af det brutale, voldsomme element. Det ophidser dem. Men kæmperne selv er ikke sådan. De er top atleter og ville ikke holde, hvis de havde det som tilskuerne.
– Men har I aldrig haft lyst til slå nogen?
Tue Trnka: »Næ. Jeg har aldrig sloges. Jeg er blevet overfaldet engang, og så har jeg stoppet et par slåskampe – men jeg har aldrig været i en slåskamp. Jeg har dyrket meget sport – håndbold, fodbold, ski – også har jeg bare være fascineret af boksningens simpelhed. Det er vores liv det her, og vi er ikke aggressive mennesker. Mange af os er her hver dag, andre er motionister og kommer engang om ugen, men hvis du ikke hygger dig og har det sjovt både før, under og efter træningen, så havde vi jo ikke lyst til at komme her.«
Nicolas Dalby: »Nej.«
Forsidefoto Af Nicolas Dalby. I 2011: Scanpix