Her er mennesket. Her er en kvinde. Lad os et øjeblik forsøge at holde de nærmere omstændigheder fra livet, hvis vi kan, og blot forholde os til, hvad vi ser. Kvindens ansigtsmaske er det første, vi hæfter os ved. Hun står omgivet af tre personer i uniformer. De bærer også maske. Ude til siden hænger et stykke glinsende trefarvet stof, der falder, som et flag plejer at gøre, når der ikke er nogen vind. Vi satser på, at det er et flag. Dets farver går igen på uniformernes skuldre og på skjoldet på pulten, som kvinden står ved. Hele gruppen befinder sig inden døre i, hvad der må kunne karakteriseres som et højglansområde med mindst hundrede år bag på bagen. En brændeovn? De to mikrofoner foran kvinden er de eneste synlige artefakter, som placerer optrinnet i en moderne sammenhæng tæt på det seneste årtusindskifte. Nu ser vi, at kvinden enten har meget runkne hænder eller bærer handsker. Sådan som de reflekterer lyset, handskerne, antager vi, at det er ægte læder. Kvindens maske er bordeaux-rød og matcher hendes kjole, som om den er syet af det samme stof.
Kvinden er leder. Hun ligner ikke en, der står anklaget for en forbrydelse og skal tale sin sag. Dertil står de uniformerede personer alt for ret. Men masken. Den tilhører ikke sundhedsvæsenet, og når den ikke gør det, er der som regel to muligheder: skurk eller helt. Hvad er hun? Vi har vænnet os til, at der i visse nationer – også fredelige – optræder militært personel ved officielle lejligheder, der indbefatter kongehuse eller præsidenter. Det godtager vi uden at løfte et øjenbryn. Men når personellet også er maskeret, føles det ildevarslende. Er det en scene fra en superhelteserie på Netflix eller en apokalyptisk Hollywood-film? Tilstedeværelsen af masker giver logoet på skjoldet og skuldrene et fascistoidt anstrøg. Z som Zorglub. ”Hail, Hynkel!”. Det virker mere som fantasi end virkelighed. Trods sin tildækning udstråler kvinden i bordeaux en moderlighed, som giver én lyst til at give efter og lægge sin skæbne i hendes hænder – også selv om hun skulle finde på at sige, at hun bliver nødt til at tage ting i brug, som hun ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til.
Kvinden er præsident. Zuzana Čaputová, 46, blev Slovakiets første kvindelige præsident i juni 2019, og hun har netop udpeget en nye centrumhøjre-koalition, som ønsker at komme landets korruption til livs. Men nu er der mere, de skal til livs. Premierminister Igor Matovič og hans ministerhold blev svoret ind iført masker. Også i Slovakiet er der coronavirus, og alle skal have masker. Det er out of this world. /Oliver Stilling
