Statsminister Mette Frederiksen orienterer om COVID-19-situationen i Danmark på et pressemøde i Statsministeriet, mandag den 23. marts 2020. Statsministeren sagde, at de igangværende foranstaltninger fortsætter til efter påske, og bad desuden folk blive hjemme i påsken. . (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Menneskets evne til at tilpasse sig nye vanskelige omstændigheder er forbløffende. Da statsminister Mette Frederiksen (S) for to uger siden holdt coronakrisens første store pressemøde, gav det anledning til uro i kroppen og et stik af angst, hver gang hun remsede en ny foranstaltning op. Skoler skulle lukke, offentligt ansatte blive hjemme, færre måtte samles på gaden. På et tidspunkt holdt statsministeren en kunstpause og sagde ”der er mere”. Men vi kunne ikke mere.
Senere blev grænserne lukket, så frisørerne, og mandag holdt statsministeren igen pressemøde, hvor det blev meldt ud, at de nuværende foranstaltninger bliver forlænget og kommer til at vare mindst tre uger mere – altså påsken med. For hvert pressemøde er angsten blevet mindre og den skuldertrækkende accept større. I går var det nærmest ikke værd at tage sig af. Vi havde jo set det komme, og desuden var pressemødet lagt kl. 15 – de fleste ved på nuværende tidspunkt, at det er pressemøderne ved aftenstide, der betyder ballade.
Det er ikke en let situation, vi står i, men vi klarer den. På sin vis varslede pressemødet mandag bare en fortsættelse af hverdagen. Godt nok en udgave af hverdagen, der for mindre end en måned siden virkede totalt uoverskuelig, men ikke desto mindre en hverdag.
Noget særegent ved hverdagen er, at den indeholder en grad af kedsomhed. Det er næsten uundgåeligt, eftersom hverdagen er kendetegnet ved fravær af overraskelser, afvigelser og deslige. Det er en ensformig trummerum, og hvis det ikke er det, så er det velsagtens ikke rigtig en hverdag. Kedsomhed kan være sundt og trygt, men det kan også sende os ud i apatien. I Diapsalmata skrev den danske filosof Søren Kierkegaard om kedsomheden: ”Jeg ligger henstrakt, uvirksom; det eneste, jeg ser, er Tomhed.” Han er ramt af en så voldsom kedsomhed, at den nærmest er uadskillelig fra en tilstand af ligegyldighed. I en hverdag, hvor alt er aflyst, og man selv sidder i karantæne, kan kedsomheden ligeledes ramme ekstra hårdt.
Kritik i kedsomheden
Kedsomhedens ulmende apati og accepten af en ny, ufri virkelighed er potentielt en farlig cocktail, der kan knuse den kritiske sans. For når vi nu allerede har sagt god for en masse tiltag, hvad gør det så, om vi siger god for et par stykker mere. ”Hvad nytter det at stritte imod, det er sikkert for vores fælles bedste,” har vi taget os selv i at tænke, mens vi har ligget på vores kedsomhedsleje, udstrakte, uvirksomme.
Problemet er, at nu er et rigtig dårligt tidspunkt at være ukritisk, udstrakt og uvirksom. For i ly af coronarøgen sker der en masse ting, som vi i det mindste må stille os kritiske overfor, inden vi accepterer det.
Mandag lød det fx fra Statens Serum Institut, at de gerne vil have adgang til danskernes teledata for at overvåge, om regeringens initiativer virker. Kan vi også acceptere, at den nye hverdag kommer til at indeholde endnu mere overvågning?
På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside opfordres borgere nu til at indberette til styrelsen, ”hvis du er bekymret over adfærden hos en person, som du ved er smittet, eller som du formoder kan være smittet med coronavirus”. Kan vi acceptere, at vi i den nye hverdag er en befolkning af stikkere?
Man må ikke glemme, at kedsomheden også kan bruges produktivt; nemlig ved at forsøge at undslippe den. Det kan man passende gøre ved at skærpe sin kritiske sans. Men husk nu også at komme lidt ud. Ellers bliver den kritiske sans bare til en sølvpapirshat, og inden man ved af det, går dagen med konspirationsteorier på YouTube. /Andreas T. Kønig