Da vandreturen efter en times tid er slut, og jeg og cirka 200 andre personer, som jeg ikke kender og heller ikke kan se, står med museumsinspektør Morten DD i hånden ved Mølleåens udmunding i Ebeltoft Vig, skyller særligt to erkendelser gennem storbyflanørens bevidsthed:
For det første er det et vildt projekt at leve som en havørred. Ok, ”projekt” er nok ikke det rette ord. Ørreden er ikke en projektmedarbejder, der sidder og ringer rundt og ”får ting til at ske”; den gør bare, hvad dens instinkter siger, at den skal. Og lige her fortæller noget den, at den skal søge ind mod Mølleåens lave vand, der suser ud i havet med et tryk på flere hundrede liter i sekundet. Herfra skal ørreden følge den rute, vi lige har tilbagelagt, bare opstrøms, og langt oppe ad bakkedraget vil den finde det sted, den selv blev udklækket, hvorefter den går i gang med at gyde.
For det andet vil naturen klare sig, lige meget hvordan det skulle gå mennesket. Naturen er genial. Den opfører sig ikke dumt. Naturen bliver ikke overmodig.
Jovist, det er banale erkendelser – men i disse små-apokalyptiske tider er det også betryggende og opmuntrende erkendelser.
Turen begynder en time tidligere et sted oppe i nærheden af Mols Bjerge, hvor kilden har sit udspring. Morten Dewald Drøgemüller Hansen, den populære naturvejleder fra Molslaboratoriet under Naturhistorisk Museum i Aarhus, har inviteret til ”vandløbsundersøgelse” på Facebook-siden Naturhistorisk Museum LIVE. Det er tirsdag morgen, og alle, der har lyst og tid og adgang til internettet, kan følge transmissionen, der kun er en smule kornet.
Det er underholdning, oplysning og social distancing, der vil noget, og ingen taler om virus og epidemi. Mens man streamer Morten DD’s udsendelse, kan man se navnene på de andre, der ser med. På skærmen pibler vandet frem. ”Jamen, den her lyd kan man da sidde og klukke til. Håhåhå, det er dejligt,” siger Morten DD, før turen fra kilde til udløb begynder.
Solen skinner, men det er alligevel koldt. Jordbundstemperaturen er dog altid 8 grader. Ud over telefonen eller iPad’en, han sender fra, har Morten DD en ”ketsjer” og en bakke med, så han kan hive lidt af jorden i bunden af åen op og se nærmere på den. Vandet heroppe på toppen ser krystalklart ud, og der er ingen bobler i det.
Men hvad med dyrene? ”Dyrene lyver ikke,” siger han. ”Dyrene sladrer, de er spinfri indikatorer på vandets kvalitet.” Med ketsjeren løfter han lidt af bunden op i bakken. Der er blandt andet myggelarver, ferskvandstanglopper og fiskedøgnfluer imellem.
Hvorfor helvede …
Morten DD går videre. ‘Vores’ kilde møder andre kildevæld. ”Det her, det er godt,” siger han. ”Jamen, det er jo fortryllende.” Der er gransangere i baggrunden, og pludselig kan man næsten ikke høre andet end flagspætter, der banker næbbet mod træerne. Morten DD taler om kildeerosionen. Kilden ”arbejder sig ind i baglandet århundrede efter århundrede. Når vand arbejder, bliver landskabet stejlere og stejlere.”
Mølleåen forsvinder for en kort bemærkning i vildnisset, og Morten DD går 300 meter gennem urørt skov for at finde den igen og beder seerne betragte det som en pause. ”I kan lige nå på toilettet.” Syngende gærdesmutter fylder lydbilledet.
Da Mølleåen viser sig igen, er der lidt skum på overfladen. ”Hvorfor helvede er vandet en lille smule mælket?” spørger vores guide og svarer selv: ”Vandløbet er tydeligt mælket, fordi man oppe i Femmøller har gang i noget anlægsarbejde. Men der er dyr dernede. Hvis vandet var decideret giftigt, ville dyrene være over alle bjerge. En isfugl letter.
Nu undersøger Morten DD vandføringen – dvs. hvor mange liter vand, der føres igennem åen pr. sekund. Han finder et stykke, der er 10 m langt, 2 m bredt og 30 cm dybt. Det giver 6.000 liter. Hvis man kaster et æble hen i den anden ende (mod strømmen), vil det tage 30 sekunder at komme tilbage. Det giver en vandføring på 200 liter i sekundet.
På Facebook-tråden blander folk sig med kommentarer, og Morten DD siger, at der er ”meget, meget kompetente vandløbsbiologer iblandt dem.” En skriver, at der er butsnudede frøer, en anden, Keld Mortensen, som simpelthen er døgnflueekspert og har udgivet et hæfte om døgnfluer (Døgnfluer, 2018), skriver navnene på flere specifikke døgnfluearter, som han kan se i bakken.
Naturens opfindsomhed
Morten DD går videre langs åen. Han går til, og vi kan høre hans åndedræt. Vi er kommet tættere på havet, det blæser. Et sted retter han vores blik mod åen, hvor et træ er væltet. ”Prøv at lægge mærke til, hvad der skabes af levesteder,” siger han. ”Der er en fantastisk rodkage her, der er blevet flået op og er med til at skabe variation. Der er tit folk, der spørger: Kan vi ikke bare skabe et godt vandløb? Kan vi ikke bare skabe en god natur ved at forvalte og ved at pleje det på bestemte måder? Og der er kun én ting at sige til det, og det er at naturen til enhver tid vil udkonkurrere mennesket i opfindsomhed.”
Vi har gået og kigget meget nedad, for det er Mølleåen, der er hovedpersonen i denne livestream. Men pludselig vender Morten DD kameraet mod trætoppene – som for at eksemplificere naturens opfindsomhed. ”Hør her! Noget, som er så fedt, er, at vi har rigtig mange spætter på arealet. Og når vi har rigtig mange spætter, så sker der det, at der er huller i træerne, og så er der stære. Kan I høre stæresangen?”
Nu er det, som om der bliver længere mellem træerne. Civilisationen trænger ind på os. Undervejs har vi kun set et enkelt andet menneske på afstand (”dem skal vi holde os fra”), og på en måde har det været alt rigeligt. Vi nærmer os havet, turen lakker mod enden. Om lidt krydser vi den asfalterede og relativt trafikerede Fuglsøvej.
En rødhals synger, men sangen er flygtig. ”De sidder og synger om kap,” siger Morten DD, ”og hver gang man stopper op, synes de, det er en lille smule utrygt”.
Vi må holde os i bevægelse – ligesom Mølleåen. Og som Morten DD formulerer det: ”Åen skal nok finde ud af, hvad den vil.” /Oliver Stilling
Turen, vi var på, blev live-streamet. Den fungerede bedst live. Men du kan også tage den her.