Joy er deprimerende

”Kultur er på mange måder flødeskummet på vores daglige tilværelse,” sagde Louise Wolff, da hun i sin tid blev vært på DR’s kultursatsning Gejst.

Det er tragikomisk at høre en vært på et kulturprogram med sådan et kultursyn, der reducerer kulturen til luksus og tomme kalorier. Men én ting er en tv-vært, noget andet er, når man finder den samme holdning hos landets kulturminister. Så er det ikke komisk, kun tragisk.

Forrige fredag spurgte vi her på Føljeton, om der var en kulturminister til stede, og nu har vi endelig fået et livstegn, men det er hverken til at spore gejst eller glæde på kulturens vegne hos Joy Mogensen. I et interview i Berlingske (betalingsmur) er hendes svar på kritikken af hendes manglende synlighed, at hun synes, det er upassende at tale om kultur lige nu. Ja, du læste rigtigt, landets kulturminister synes at det er upassende at tale om hendes eget ressortområde. Hun udtalte:

”Det er ligesom i Maslows behovspyramide. Hvis ikke gaderne er trygge, kan man heller ikke have et blomstrende kulturliv, eller for den sags skyld hvis mennesker ligger og dør. Folk mangler værnemidler på hospitalerne, og jeg ville selv opfatte det som upassende, at jeg stod og talte om kultur lige nu.”

Ja, vi skal redde liv, men det udelukker ikke, at kulturministeren kan redde kulturlivet. Eller i det mindste tale om vigtigheden af kulturlivet i en krisetid. Hvis ikke nu, hvornår så?

Joy Mogensen behøver ikke tage taletid fra Søren Brostrøm eller penge fra værnemidler (dét ville være upassende), men sikre, at der er et kulturliv at vende tilbage til, så vi kan leve og ikke blot overleve. Hendes tyske kulturministerkollega, Monika Grütters, er kommet med en hjælpepakke på 50 mia. euro til Tysklands kulturliv, men Joy Mogensen afviser målrettet hjælp og henviser til regeringens erhvervspakke.

Den tilgodeser dog ikke museer, der modtager mere end 50 pct. i statsstøtte, fx Louisiana og Den Gamle By, der har været ude med nødråb, men også freelancere med kludetæppeøkonomi og lav indkomst falder igennem sikkerhedsnettet. Indtil videre er de eneste pressemeddelelser fra Kulturministeriet under coronakrisen, at lukningen af antenne-tv-signaler udskydes, og at der skal sendes mere dansk musik i radioen samt en nyhed om, at bibliotekspengene bliver udbetalt en uge tidligere. Som Lise Nørgaard og Kirsten Birgit plejer at sige: Det skal de nok blive fede af, negrene.

Ingen passion

Én ting er den manglende handling, noget andet er Joy Mogensens retorik. Der er lige så meget passion at spore hos Joy Mogensen, som der er i en Cuba Passion-vodka. Dvs. ingenting, bare noget der giver en kunstig eftersmag. Det virker, som om hun tror, hun er ministeren for forkælede flødeskumspiskere. Men krisen går jo ikke kun ud over dem, der producerer kunst og kultur, dem der lever af det, men også dem, der lever med det.

For hvad tror hun, danskerne laver i deres isolation? Tæller deres penge og toiletpapir? Eller hører musik, radio, podcasts, ser tv, film, streamer teater og museumsoplevelser, synger morgensang og læser bøger? Det er, som om Joy Mogensen kun mener, at kunst og kultur er noget luksus, der findes i en nær radius af Kongens Nytorv og ikke er en fast del af danskernes hverdag. Det erandet end flødeskum, det er rugbrød som vi er storforbrugere af, og som ikke kun underholder, men får os til at reflektere og føle samhørighed i en tid, hvor vi hungrer efter det. Joy Mogensen udtaler til Berlingske, at hun ”er stor fan af vores meget varierede kulturliv”. Det er fint at være fan, det er vi mange, der er, men hvad med at være minister? På Christiansborg er hun ret alene. Både Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og regeringens egne støttepartier tilkendegiver over for Berlingske, at der er behov for særlige hjælpeforanstaltninger til kulturlivet. For eksempel skriver De Radikales kulturordfører Zenia Stampe på Facebook: ”I kampen mod islamismen behandler vi vores kultur som dronningen i et skakspil, som vi vil gøre alt for at forsvare. I kampen mod coronaen er kulturen den første bonde, vi ofrer.”

Og de konservatives kulturordfører, Birgitte Bergman, udtaler til Berlingske: ”Joy Mogensen kalder krisen en samfundskrise, men afviser, at der er tale om en kulturkrise. Det, synes jeg ærlig talt, er rystende. Det er lige nu, at Joy Mogensen burde sparke døren til Statsministeriet ind og råbe: ”Kulturkrise!”

Da Joy Mogensen vendte tilbage som kulturminister, udtalte hun: ”Hvis jeg skulle omdøbe Kulturministeriet, skulle det hedde Ministeriet for Mod.” Tænk, hvis hun havde modet til at sparke døren ind, råbe kulturkrise og tale kulturen op, ikke ned. Som Churchill aldrig sagde, da han blev spurgt, om de under krigen ikke skulle spare på de kulturelle budgetter: Hvad kæmper vi så for?

Tænk hvis Joy Mogensen var den politiker, der rent faktisk sagde det. Vi kæmper først og fremmest for liv. Men det udelukker ikke at kæmpe for kulturlivet, det der er med til at give livet værdi, mening – og glæde. Joy er deprimerende. /Lise Benthin Præstgaard

Læs hele dagens Føljeton her. Eller skriv dig op til vores nyhedsbrev, som er gratis under corona-karantænen.