Coronakrise og forsamlingsforbud fik dræbt utallige kulturbegivenheder med et snuptag – men ikke alle begivenheder ønskede at give op uden kamp. På rekordtid gik CPH:DOX, en af verdens største dokumentarfilmfestivaler, online, og en stor del af programmet kan derfor streames fra stuen til og med d. 5. april. Vi gik i hjemmebiograf for at smage på udvalget.
Oeconomia
Økonomien styrtbløder for tiden, men hvad er økonomien, når vi skærer helt ind til benet? I Oeconomia går instruktør Carmen Losmann både finansfolk og økonomer på klingen for at finde svaret. Oeoconomia er som bekendt latin for varetagelse af husholdningen, og det er på sin vis også sådan, Losmann forholder sig til økonomien: Som én stor husholdning, der må og skal give mening. Spørgsmålene, instruktøren stiller de mange eksperter – hvad er penge? Hvad er vækst? Hvad er profit? – virker simple og burde følge logisk af hinanden. Men når de kastes ind i finansindustriens egen forskruede logik, er ingenting længere en selvfølge. Mange bankfolk afviser helt at snakke med Losmann, og andre stiller stramme krav til, hvordan optagelserne skal foregå i de glastunge finansbygninger og åbne kontorlandskaber.
I de interviews, der rent faktisk bliver til noget, lader Losmann sig lede af den Sokratiske metode: Eksperterne tvinges hele tiden til at indse økonomiens logiske fejlslutninger. I et af filmens højdepunkter er Matthias Rusterholz, som er ‘senior investment manager’ ved den tyske investeringsvirksomhed Peh Wertpapier AG, godt i gang med at fortælle om profittens mange glæder, da Losmann pludselig fanger ham på det forkerte ben. Hun spørger, hvor profitten kommer fra. Rusterholz svarer, at profitten selvfølgelig kommer, når virksomhederne sælger produkter. Han er ovenpå, måske endda lidt nedladende i sin udstråling. Men Losmann har bidt sig fast. Hun fortsætter med at udrede, at der jo skal være nogle mennesker med penge til at købe produkterne. Og at de penge må komme fra lån (vi er tidligt i filmen blevet fortalt, at penge i princippet skabes, når private banker udsteder lån). Men kan hr. Rusterholz da så ikke se det paradoksale i, at det lån jo er på et bestemt beløb, og at profitten må være over det beløb, da tingene ellers ville gå i nul? Så hvor kommer de ekstra penge fra, som profitten udgør? Stemningen ændrer sig nu totalt. Rusterholz stirrer længe og blankt ind i kameraet. Alt for længe. Sådan har han aldrig tænkt på det før, viser det sig. Kan de tage spørgsmålet igen senere?
Med kirurgisk præcision formår Carmen Losmann at indlemme seeren i de mange usagte økonomiske antagelser, som finansindustriens horder af jakkesæt arbejder ud fra. Vækst avler mere vækst, og sådan skal det være – eller er det hele i virkeligheden ét stort blændværk? Losmanns kritik er set før, men den er perfekt underspillet og sjældent godt leveret. Der er noget både tilfredsstillende og urovækkende ved at iagttage, at mange af verdens førende finansfolk heller ikke har overvejet, hvorfor økonomien fungerer, som den gør – og hvad problemerne ved den er.
Subject to Review
På papiret er ambitionerne mindre vidtløftige i instruktør Theo Anthonys 40-minutter lange Subject to Review. Målet er ikke at pille verdensøkonomien fra hinanden, det er snarere at sætte spørgsmålstegn ved tennissportens brug af det såkaldte Hawk-Eye, en computerteknologi der kan tjekke, om en bold er inde eller ude. Alligevel når filmen smukke filosofiske højder.
Selvom Hawk-Eye er nok så præcis, kan den kun levere sin egen udgave af sandheden. Alt er og bliver en reduktion. Teknologien har en fejlmargin der gør, at visse kampafgørende afgørelser fortsat kan være forkerte. Og hvad med vores eget forhold til teknologien? I princippet kunne Hawk-Eye komme med en kendelse på et splitsekund, og dermed overflødiggøre de menneskelige dommere. Men dommerne er der fortsat, og når computerteknologien tages i brug, bliver den præsenteret grafisk for tilskuerne: De ser en bold på en 3D-generet tennisbane, med tilskuerrækker og det hele. Sandhedsvidnet bliver nødt til at imitere den virkelighed, vi kender, for at kunne blive taget seriøst. Subject to Review er en åbenbaring – selv for dem, der er ligeglade med tennis.
Family Romance, LLC
Virkeligheden bliver der også leget med i den tyske auteur Werner Herzogs nyeste film, Family Romance, LLC. Det japanske firma Family Romance tilbyder udlejning af skuespillere til virkelige hændelser. Mangler du en date til et bryllup, en person der kan spille din bror, eller en ven, du kan gå tur med i kirsebærtræskoven? Så står Family Romance klar til at hjælpe dig. Og her kommer så twistet: Herzog har hyret skuespilleren Yuichi Ishii fra Family Romance til at spille sig selv i en række opstillede scener, der skal imitere de virkelige situationer, som Ishii bliver hyret til.
Metalagene stables nu oven på hinanden. Vi ser Ishii spille far til en genert teenagepige, som ikke har set sin rigtige far, siden hun var spæd. Vi ser Ishii tage skraldet for en togfører, der har dummet sig, og derfor har brug for en syndebuk. Vi ser sågar Ishii planlægge noget, der kunne ligne en levende begravelse. Intet af det er virkeligt – eller er det? På et tidspunkt er Ishii på besøg hos en gammel synsk kone. Spåkonen er ved komme med sine formaninger, da telefonen ringer. Hun hiver den irriteret frem, og fortsætter på distræt vis sin talestrøm. Kvaksalveriet afbrydes af hverdagens sysler – eller er det lige omvendt?
Man kan næsten kun blive rundtosset af Herzogs drillerier, men seværdige er de – særligt i disse tider, hvor intet alligevel føles normalt. Om ikke andet kan filmen give mere end rigeligt stof til den næste videosamtale. /David Dragsted