I krisetid flokkes vi om lederen

Stærke sager. Krisetider er den stærke leders tid – selv hvis lederen ikke har handlet videre stærkt. Med få undtagelser oplever verdens statsoverhoveder pt. et boost i deres popularitet. Den tidligere så anonyme italienske premierminister Giuseppe Conte har nu befolkningen i ryggen, Emmanuel Macron er mere populær, end han har været i to år, og coronaramte Boris Johnson møder nu også støtte på trods af sit oprindelige nøleri. Herhjemme kan statsminister Mette Frederiksen bryste sig af en Gallup-måling, der viser, at hele 96 pct. af borgerne synes, at hun har tacklet krisesituationen enten ”meget godt” eller ”overvejende godt”. Det er alligevel en meningsmåling, der vil noget. Selvom de enkelte statsledere har håndteret COVID-19 på vidt forskellig vis, er slutresultatet noget nær det samme: Bred, folkelig opbakning. Det springende punkt er ikke så meget realpolitik, som det er evnen til at handle med overbevisning. Fænomenet er velkendt. I statskundskaben benytter man sig af begrebet ”rally ’round the flag”, der blev opfundet af den amerikanske politolog John Mueller i 1970. I krigs- og krisetider gælder det simpelthen, at opbakningen til præsidenten (Mueller fokuserede på den amerikanske af slagsen) står til at få et kortvarigt boost. Hvorfor det står sådan til har skabt en del debat, men typisk arbejdes der med to forklaringer: 1) at krisen skaber en særlig patriotisme blandt folket, hvilken igen skaber en trang til at samle sig om lederen, eller 2) at oppositionen i en krisetid undlader at komme med kritik, hvilket får befolkningen til at følge trop. Fornøjelsen er dog mestendels kortvarig. Når krisen ophører, kan tingene hurtigt vende tilbage til normalen, ligesom en langstrakt krise kan teste de loyales tålmodighed. Forestillingen om den stærke leder fungerer allerbedst, når truslen er både umiddelbar og altoverskyggende – spørg bare den italienske renæssancefilosof Niccolò Machiavelli.

Machiavelli. Med Machiavelli fik politikken groft sagt sin egen logik. Forfatteren til Fyrsten gjorde nemlig det helt geniale, at han skrev dyden ud af billedet. Politik skulle først og fremmest handle om magt, og om hvordan man vinder og beholder den – koste hvad det vil. Den gode suveræn er den, der er i stand til at udvise virtú, altså handlingskapacitet, ved at træffe de rigtige beslutninger, udvise snarrådighed og altid være beredt på det værste. Fyrsten skal både være snu som en ræv og farlig som en løve, som Machiavelli også skriver det i, ja, Fyrsten. Med magt som altoverskyggende modus operandi bliver politik reduceret til evig krigsførelse. Enten er man i krig, eller også forbereder man sig på at være det. Den stærke leder er altså en krigsherre, og det kan derfor næppe undre, at krigsmetaforikken også er blevet taget i brug om coronaen. ”Vi er i krig,” har Macron eksempelvis ytret, og også Trump taler om bekæmpelsen af en ”usynlig fjende”. Selv det allestedsnærværende ord ”værnemidler” har noget sært krigsliderligt over sig. I anledning af pandemien har statslederne simpelthen genopdaget machiavellismen – men det er næppe holdbart i længden.

Botero. Små 60 år efter offentliggørelsen af den skandaløse Fyrsten måtte den italienske præst Giovanni Botero mane til besindighed. Politik er ikke reducerbart til den blotte krigskunst, mente Botero. Faktisk er politikkens opgave noget så kedeligt som daglig administration. Husholdning, simpelthen. Og måske endnu vigtigere: herskeren er ikke den altafgørende faktor, det er snarere staten. Når coronakrisen er på tilbagetog, vil vi se, at statsoverhovedernes ekstraordinære magtbeføjelser langsomt skal rulles tilbage. Og med det vil illusionen om den stærke leder også blive brudt. Tilbage vil stå det kedelige, administrative oprydningsarbejde og en almindelig politiker, der alligevel ikke var større end staten. Måske er det faktisk en meget betryggende tanke: at det almindelige hverdagsbureaukrati også vil vende tilbage. /David Dragsted