Begrænsninger udvider protestrepertoiret

Hvad gør demonstranter, når store forsamlinger pludselig forbydes? David Dragsted ringede til lektor i idéhistorie Louise Fabian på Aarhus Universitet, som forsker i sociale bevægelser, urbanitet og politiske aspekter af kultur, gade- og hverdagspolitik, for at tale om protestbevægelser i coronaens tid.   

Dragsted: Efter finanskrisen så vi en opblomstring af nye protestbevægelser som for eksempel Occupy Wall Street. Vil noget lignende ske som følge af den nuværende krise?

Fabian: Man kan sige, at de bevægelser, vi har set i løbet af de sidste ti år – eksempelvis Occupy, Det Arabiske Forår, 15-M i Spanien og klimabevægelserne –  jo alle sammen har været bevægelser, som har været til stede på gaden og pladserne. Så hvad gør sociale bevægelser i en tid, hvor forsamlingsforbud gør deres klassiske typer af aktivisme problematisk? Blandt andet repræsentanter fra klimabevægelserne har udtrykt bekymring for netop den udvikling. Samtidig har klimaaktivisten David Solnit, der var med til at arrangere afbrydelsen af WTO-topmødet i Seattle i 1999, udgivet et dokument, hvor han oplister måder, hvorpå man kan organisere sig under coronakrisen. Man kan eksempelvis organisere sig omkring støtte til sårbare medborgere i lokalsamfund, lave virtuelle protester og på forskellig vis gøre hjemmet til protestens sted. Han nævner fænomenet ”cacerolazo”, der faktisk kendes helt tilbage til Julirevolutionen i Frankrig i 1830, hvor folk laver larm ved at slå på potter og pander. Netop det ser man faktisk i Barcelona lige nu, hvor folk hver aften larmer fra deres vinduer, dels for at hylde læger og sygeplejersker og dels for at protestere mod de nedskæringer, der har fundet sted i sundhedssektoren i Spanien.

Dragsted: Lige nu er der også den såkaldte #RENTSTRIKE-bevægelse i USA og Canada, hvor folk protesterer mod fortsat at skulle betale tårnhøje huslejer. Her mobiliserer de sig ved at hænge hvide lagner i vinduerne – det er vel også et udtryk for det, du taler om her?

Fabian: Lige præcis. Og faktisk ser man i øjeblikket flere sociale bevægelser knyttet til boligkrisen, der for eksempel i England og Sverige er gået ind og har gjort opmærksom på, hvordan man i denne tid bør lave særlige foranstaltninger for at støtte hjemløse og folk, der er truet af at blive smidt ud af deres hjem eller af ikke at kunne betale husleje. Housing-krisen og housing-bevægelserne går egentlig forud for coronakrisen, men aktiveres her i forhold til de særlige problemstillinger, coronakrisen forstærker.

Der er i øvrigt et interessant historisk eksempel på, hvordan en sygdom har understøttet en social bevægelse, nemlig i forbindelse med AIDS-epidemien i starten af 1980’erne. Her gik LGBTQ+-bevægelsen – nærmere bestemt bevægelserne Gay Men’s Health Crisis og ACT UP – ind og brugte AIDS-epidemien til at stille krav om oplysning, patientomsorg og forskning. Der kom en stærk mobilisering af miljøet på baggrund af, at homoseksuelle blev yderligere stigmatiserede af AIDS-epidemien. Det skabte en række nye samarbejder mellem statslige instanser og sociale bevægelser, og også mellem forskellige seksuelle minoriteter.

Et andet eksempel på katastrofeudløste mobiliseringer er Occupy Sandy. Da orkanen Sandy ramte USA i 2012, skabte det en række økonomiske og praktiske problemer, folk blev isolerede, og flere havde brug for blandt andet medicinsk hjælp. Her udnyttede Occupy-bevægelsen den infrastruktur, de allerede havde på plads, til at gå ind og hjælpe. Selvom der nu er forsamlingsforbud, tror jeg også, at man i dag vil se sociale bevægelser, der vil gå ind og stille krav og hjælpe de steder, hvor særligt sårbare grupper er berørt.

Dragsted: Apropos forsamlingsforbud: Hvilken indflydelse vil kravet om social distancing have på protestbevægelserne?

Fabian: Det er klart at, at det historisk har spillet en helt vital rolle, at folk har kunnet gå ud på gaden og mobilisere, kommunikere og solidarisere i det rum. Men som man kan se med David Solnits råd, kan begrænsningerne altså også give anledning til en udvidelse af protestrepertoiret. Teknologien og sociale medier bliver naturligvis taget i brug, men interessant nok synger folk stadig fra deres vinduer, de banker stadig på gryder og så videre. Og de protestformer kan jo så gå viralt på de sociale medier, og sprede sig ad den vej. Tag bare fællessangen. Det startede i Italien, men nu har vi også taget det til os i Danmark. Der er kommet en nærmest nationalromantisk mobilisering omkring fællessangen med erindringstråde tilbage til alsangen i de første år af besættelsen. Selvom man bliver frataget gaden, finder protesten, solidariteten og mobiliseringen nye udtryksformer.

Dragsted: Så protesten er fortsat fysisk, selvom den også er digital?

Fabian: Ja. Og man kan sige, at der også sker en mobilisering af det private rum. Balkonen hvorfra vi synger ud til gaden, bliver jo på sin vis politiseret.

Dragsted: Hjemmet bliver simpelthen politiseret i en større udstrækning end før?

Fabian: Ja, det kan man sige. Men når det så er sagt, skal man heller ikke være naiv. Det er en vigtig bekymring, at man gennem, hvad den italienske filosof Agamben ville have kaldt undtagelsestilstanden, vedtager nogle hastelovgivninger, hvormed man eksempelvis kan øge overvågningen, indskrænke forsamlings- og bevægelsesfriheden og så videre. Det er naturligvis noget, man skal være særdeles opmærksom på. Bliver lovene ophævet igen, eller fortsætter de? Og medfører de et værdiskred i politik- og demokratiforståelsen? Allerede nu har man jo set Ungarn undlade at lave den samme form for tidsbegrænsning, som vi har indført i Danmark.

Dragsted: Generelt ser de tiltag, der er blevet indført for at bekæmpe coronavirussen, ud til at møde rimelig bred folkelig opbakning. Vil accepten give politikerne arbejdsro, eller vil der stadig kunne opstå protester mod nogle af tiltagene?

Fabian: På den ene side ser vi jo, at staten – og i særdeleshed regeringerne og deres overhoveder – bliver stærkere. Og i en dansk kontekst er det næsten helt uacceptabelt, hvis man stiller spørgsmål til, om det nu er nødvendige tiltag. Men vi ser også lande, hvor store befolkningsdele bestemt ikke er tilfredse med statens tiltag eller mangel på samme. I USA organiserer folk sig eksempelvis nu i forhold til krav om gratis testning og behandling. Og man har faktisk diskuteret, om Bernie Sanders’ præsidentkampagne kan udvikle sig til en bevægelse omhandlende USA’s respons på coronaepidemien. De sociale bevægelser finder former, som man alligevel kan lave en kritik og sætte spørgsmålstegn ved regeringens tiltag med. Men det er klart, at svaret vil være anderledes alt efter, hvor vi kigger hen i verden.

Dragsted: Vil coronakrisen kunne ændre de måder, vi ser det offentlige rum på?

Fabian: Det bliver i hvert fald spændende at følge med i, hvordan sociale bevægelser vil finde nye måder at organisere sig, protestere og udøve solidaritet på. Det er den positive fortælling. Den mere bekymrende og nok sandsynlige fortælling er, om krisen vil få os til at gå længere ud af den vej, hvor vi giver køb på vores frihed mod løftet om mere sikkerhed. Vi er af gode grunde historisk set vant til at tænke på vores politiske frihedsrettigheder som værende knyttet til bevægelsesfriheden og forsamlingsfriheden.

Den indskrænkning, der finder sted nu, accentuerer nogle af de udviklinger og diskussioner, vi allerede har haft et stykke tid – eksempelvis om hvor meget overvågning, privatisering og i yderste potens totalitarisme, vi vil tillade. Det er en forstærkning af en udvikling, vi allerede så med antiterrorlovgivningerne som respons på 11. september. Og efter katastrofer som orkanen Katrina, har vi også set ”katastrofen” brugt som anledning til at gennemføre efterfølgende nedskæringer og sågar privatiseringer af selve nødhjælpsarbejdet. Lad os håbe, at vi i stedet globalt vil se mobiliseringer omkring kravet for lige adgang til sundhedspleje og selvfølgelig også lige adgang til vaccine, hvis/når en sådan kommer. Denne krise viser om noget, at sundhed – ligesom klima – er et globalt anliggende.

/David Dragsted