/dkpol

Professor Dalgaards tivoli

Økonomisk Råd kommer i dag tirsdag den 31. maj 2016 med deres vismandsrapport Dansk Økonomi, forår 2016. På billedet ses Carl-Johan Dalgaard.. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016)

Han skiller sig ud fra de sædvanlige budgetbisser og mappemænd, der normalt taler om nationaløkonomi her i Danmark: Ikke alene er han én af de bedst publicerede danske økonomer, og dermed mest anerkendte forskere, med sin rock’n’roll-fremtoning er professor Carl-Johan Dalgaard også én af de mest uortodokse økonomer. Han kan vise sig at blive det nærmeste Danmark i de næste uger kommer på en reel opposition.

I dagens aviser er han som overvismand på turné med et opsigtsvækkende budskab om, at de fattigste danskere bør få stukket en check i hånden, så snart samfundslivet åbner op igen. Næsten som en form for ekstraordinær borgerløn. Efter Nationalbanken onsdag udsendte en dyster prognose, hvor dansk økonomi forudses til at skrumpe mellem tre og ti procent, er Carl-Johan Dalgaard således parat med et forslag, som er mere omvæltende, end hvad politikerne har fundet på under corona-krisen.

Professor Dalgaard mener, at store offentlige anlægsprojekter vil være for sløve i optrækket, og at almindelige befolkningsgrupper vil være tilbageholdende med at bruge penge, eller ligefrem spare mere op, når først samfundet langsomt og gradvist åbner op igen. Derfor handler det for ham om at få flere penge pumpet målrettet og hurtigt ud til de grupper, der erfaringsmæssigt bruger dem straks: Unge, ældre og lavtlønnede.

”Principielt set vil det bedste nærmest være at sende folk i de her grupper en check og sige: ’Er I søde at bruge de her penge på forbrugsgoder i samfundet’,” siger Carl-Johan Dalgaard, der kollegialt kaldes for C-J i forskerverdenen: ”Det giver rigtig god mening så hurtigt som muligt at kanalisere flere penge ud til de borgere, der har en stor tilbøjelighed til at forbruge; og det er typisk de unge, de ældre og de lavtlønnede”.

Forslaget fra den knap-så-velfriserede overvismand kombinerer på slagkraftig vis en solid indsigt i økonomiens kompleksitet og en jævn snusfornuft. For hvem er det mon, der hurtigst ville gå ud og fyre kr. 10.000,- af med det sammen? Er det mon den studerende, eller f.eks. funktionærer, som pludselig frygter for at kunne betale næste termin? Svaret er enkelt: Dem med færrest penge bruger rub og stub.

Mens politikerne på Christiansborg cirkler rundt om sig selv og blot genbruger de deres egne gamle forslag, eksempelvis vil Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen have bygget flere motorveje, er Carl-Johan Dalgaard nu tæt på at være trådt frem som en slags oppositionens leder i Danmark. Med sit forslag om en midlertidig borgerløn til de fattigste har han fat i interessant quick fix, som på den ene side ville virke effektivt rent nationaløkonomisk, også mere effektivt end store offentlige anlægs-investeringer, og på den anden side også ville mindske uligheden.

Rent politiske ville det formentlig også være en sikker succes, hvis statsminister Mette Frederiksen (S) tonede frem på tv-skærmen og lovede en ekstra check til landets unge og ældre, til overførselsmodtagerne og de lavtlønnede, kort sagt til alle dem, der tabte på den sidste krise. Men lige nu virker der – endnu – ikke til at være plads til kreativ tænkning blandt de politiske partier. Hverken til venstre eller højre. Lige nu er det kun de konventionelle kriseløsninger, der trækkes frem fra skufferne.

Overvismand Carl-Johan Dalgaard bestemt afviser ikke hensigten med f.eks. at fjerne det kommunale anlægsloft, ej heller at påbegynde planlægningen af større statslige byggeprojekter, som kan være med til at stimulere efterspørgslen efter arbejdskraft på den anden side af den akutte pandemi. Men tankevækkende nok understreger han altså, at det ville give langt bedre økonomisk mening at sprøjte pengene direkte ud til de mindst bemidlede, også kendt som ‘helikopterpenge’. Penge uden modkrav.

Uanset om offentlige investeringer bliver sorte (motorveje) eller grønne (vedvarende energi) vil effekten nemlig først komme sent: ”Man skal bare være klar på, at der går rimelig lang tid, fra man tager en beslutning om at sætte gang i sådan et infrastrukturprojekt, og til det sætter sig målbart i økonomien og i forbruget. Derimod indfinder effekten sig næsten med det samme, hvis man sender en check ud til de grupper af borgere, som man ved har en særlig forbrugstilbøjelighed,” siger Dalgaard.

Det er i sandhed nye tider i dansk finanspolitik: Idéen om at dele penge ud i bunden skyldes nemlig ikke, at professor Carl-Johan Dalgaard er fagligt venstresnoet eller særligt blødsøden. Snarere tværtimod: I sin forskning har han særligt beskæftiget sig med ‘public choice’, og ved derfor hvordan politiske særhensyn ofte fører til at skævvredne beslutninger, der tilgodeser bestemte grupper på bekostning af samfundet som helhed.

Med så ubegribeligt mange milliarder i omløb, og så lidt åben debat blandt partierne på Christiansborg, risikerer det forestående finanspolitiske boost at blive brugt dumt, kortsigtet og/eller ‘klientilistisk’, altså hvor magthaverne forsøger at køber sig til loyalitet hos forskellige vælgergrupper. Alene derfor er professor Dalgaards tivoli befriende og klargørende for den politiske debat: C-J er en fritænker i en mørk tid. Hvad man taber på gyngerne, kan hentes hjem på karrusellerne. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12