København vokser og bliver rigere. Men byen bliver også stadig mere polariseret. I 1985 var der 40.000 kr. i forskel mellem gennemsnitsindkomsten i byens rigeste og fattigste bydele. I dag er forskellen på over 100.000 kr. Vi taler med tre erhvervsdrivende i hhv. Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg om, hvordan bydelene har ændret sig gennem årene. - - - Frisør Lone klipper Erik Farup, som er fast kunde i salonen. Det har han været gennem mange år eferhånden. Han kommer i salonen hver tredje uge og bliver "justeret lidt". Frisørsalon L&L, Gammel Kongevej 92, 1850 Frederiksberg.
”Less is more,” lyder arkitekten Mies van der Rohes velkendte diktum fra 1947. ”Less is more,” sagde den gamle franske kunstner Ben Vautier i et interview for nogle år siden og tilføjede straks: ”But I prefer nothing.” Ben Vautiers præference for ingenting (hvis valget altså står mellem dét og van der Rohes ”mindre”) kom ikke ud af den blå den luft. Det var en henvisning til komponisten John Cage, der i et foredrag i 1961 sagde den berømte sætning: ”I have nothing to say and I am saying it and that is poetry as I need it.”
Den verdensomspændende corona-pandemi er endeløse bobler af ingenting, og det føles ikke særlig poetisk. Det er en uendeligt lang og snoet kæde af ting, der ikke sker, og begivenheder, som ikke finder sted; festivaler, markeder og kongresser, der ikke løber af stablen, og handlinger, manøvrer og gøremål, som ingen fører ud i livet. Det hele hænger sammen, og det svimler for en, når man forsøger at gøre sig begreb om omfanget og konsekvenserne (særligt de økonomiske). Nogle gange er ”more” bare mere end ”less”. Eller hvad?
Sagen Leipzig
Den tyske by Leipzig i delstaten Sachsen kender kun det der ingenting alt for godt. Under Anden Verdenskrig blev Leipzig bombet igen og igen af de allierede styrker, og efter et særligt voldsomt bombeangreb udført at briterne d. 4. december 1943 var byens centrum så godt som tilintetgjort. Men Leipzig kom på fode igen, blev senere Østtysklands næststørste by, og om ikke andet kunne indbyggerne glæde sig over den lokale stolthed – fodboldklubben 1. FC Lokomotive Leipzig, som vandt Tysklands første fodboldmesterskab i 1903 under navnet Sport Club Sportbrüder Leipzig .
I dag ligger Lokomotive Leipzig i Tysklands 4. division, men det giver ikke fansene anledning til at elske klubben mindre. Det kan godt være, at hjemmebanekampene på Bruno-Plache-Stadion ikke ligefrem er et tilløbsstykke længere – der meldes om blot gennemsnitligt 3.000 solgte billetter pr. kamp – men når det virkelig gælder, så står ret mange af sachserne last og brast med deres klub, viser det sig.
Ligesom alle mulige andre små og store sportsklubber er Lokomotive Leipzig hårdt ramt af coronakrisen, for fodboldturneringer er sat på standby på ubestemt tid. Klubben er sendt til tælling økonomisk. Som en sidste udvej eller måske et desperat træk begyndte ‘Loksche’, som tilhængerne kalder klubben, tilbage i marts at sælge billetter online til en muligvis imaginær kamp mod en givetvis ”usynlig” modstander, der skal ‘finde sted’ 8. maj. Målet var at sælge 120.000 billetter à 1 euro, og salget er gået over al forventning, simpelthen strygende, og der meldes allerede om 125.000 solgte billetter.
”I klubbens navn vil jeg gerne takke alle fansene for at have givet bidrag fra over hele verden, udtaler klubpræsident Thomas Löwe ifølge nyhedsbureauet Associated Press. ”Det er skønt at se, hvordan den blå og gule familie holder sammen i disse svære tider.”
Der meldes fra Lokomotive Leipzigs talsmand, at et eller andet vil blive livestreamet fra klubbens stadion d. 8. maj, men hvad er endnu en hemmelig. På en måde kunne man godt ønske sig, at der slet intet blev streamet – eller i hvert fald at modstanderholdet vitterlig slet ikke var der. 95 pct. af en fodboldkamps indhold er fuldstændig forudsigeligt. De sidste fem pct. kunne sagtens overlades til tankens kraft – ”that is poetry as I need it”.
Det kæmpestore udbytte af succesen med Lokomotive Leipzigs ikke-fodboldkamp må være, at alle de butikker og klubber og organisationer, som vi frygter må lukke, ville kunne reddes, hvis vi hver især sørgede for at betale for de ydelser, vi ville have fået, hvis ikke samfundet var lukket. Vi kan starte med at redde frisørerne. Alt for mange trænger til en klipning. Her kan man virkelig tale om, at mindre er mere. Vi siger tak for alt ved at betale for ingenting. /Oliver Stilling