Nyhedsanalyse

Kampen om patienternes hjerter

Sundhedsminister Magnus Heunicke fortæller om smitteudvikling på et pressemøde om COVID-19 i Danmark, i Spejlsalen i Statsministeriet mandag den 30. marts 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)

Magten. Den drastiske nedlukning af Danmark har virket: Corona-pandemien er blevet bremset effektivt, ja, i hvert fald udskudt betydeligt, så sygehusvæsenet nu kan mere end nå at følge med. Rent faktisk har myndighedernes restriktioner og pålæg om hjemmekarantæner virket så effektivt, at ikke alene antallet af corona-patienter nu er røget ned på et markant lavere niveau, end selv de mest optimistiske scenarier fra Statens Serum Institut havde turdet regne med – også den generelle aktivitet på hospitalerne er styrtdykket. Alene i Region Hovedstaden står 1.100 hospitalssenge gabende tomme, og i både Region Midtjylland og Region Syddanmark er det kun en lille del af de intensive sengepladser, som overhovedet har været taget i brug. Den gode nyhed er derfor, at de danske sygehuse er meget, meget langt fra kapacitetsgrænsen: Overalt i landet meldes om læger, sygeplejersker og andet hospitalspersonale, som i disse dage går tomhændede rundt, simpelthen fordi det sædvanlige antal af kræftpatienter og andre alvorligt syge ikke længere kan få hverken akut eller planlagt lægehjælp. Den dårlige nyhed er, omvendt, at der lige nu er langt flere syge borgere, som risikerer død og smerte som en uheldig bivirkning af corona-undtagelsestilstanden, end der overhovedet er corona-patienter i Danmark. S-regeringen har fået situationen under kontrol – men tydeligvis også ved at træde for hårdt på bremsen. Patienternes rettigheder er annulleret.

Æren. Pludselig skal sygehusene da også genåbnes. Som en tiltrængt overraskelse og noget mere hovedkuls, end de fleste havde forestillet sig. Efter forhandlingerne mellem S-regeringen og de borgerlige partier på Christiansborg i første omgang brød sammen mandag eftermiddag, annoncerede sundhedsminister Magnus Heunicke pludselig, at han da bare havde lavet en aftale direkte med Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og De Praktiserende Læger: ”Vi havde gerne set en bred politisk aftale, men idet der ikke var politisk vilje til dette, går regeringen nu sammen med regionerne, KL og de praktiserende læger om at skrue op for aktiviteten i sundhedsvæsenet,” siger Heunicke, som dermed fortsat balancerer skrøbeligt mellem at udvise både handlekraft og enerådighed. For også når det nu gælder genåbningen af Danmark, ønsker Socialdemokratiet tydeligvis at få hele æren og det halve kongerige. Men denne gang kan det blive mere risikabelt at gå enegang, for nu kan reaktionerne også blive negative. For tre uger siden var det S-regeringen, som suverænt bestemte, at Danmark skulle lukkes resolut ned. Og med stor succes – ikke mindst i meningsmålingerne, hvor Socialdemokratiet er oppe på den højeste tilslutning i mere end 30 år. Statsminister Mette Frederiksen (S) har i de seneste uger ganske demonstrativt ikke ønsket at dele æren for det, som et stort vælgerflertal opfattede som rettidig omhu, med de andre partiledere, og slet ikke med Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen. Og nu er Folketinget så igen kørt ud på et sidespor.

Evigheden. Den genopblussede kamp mellem Socialdemokratiet og Venstre handler om både et snarligt blame game, altså om, hvem der skal have ansvaret for alle de kræftpatienter, som muligvis kommer til at dø på grund af corona-nedlukningen og om et fremadrettet spil om vælgernes hearts and minds, altså om, hvem der kan tilbyde den mest attraktive sygehusmodel i Danmark. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen mener selv, at han står med et trumfkort, der vil rydde bordet: Med en folkekær kombination af patientrettigheder og tilbud om behandling på privathospitaler lykkedes det rent faktisk for Venstre op gennem 00’erne og 10’erne at udvikle en ny sundhedspagt, som Socialdemokratiet reelt ikke har haft noget modtræk til. I praksis er det Venstre og ikke mindst Lars Løkke, der har defineret dansk sundhedspolitik i mere end et tiår. Og netop derfor forsøger Jakob Ellemann-Jensen nu at få slaget om genåbningen til at handle om de patientrettigheder, som Venstre fik indført. Selv om Socialdemokratiet lige nu står næsten urørligt stærkt, gambler Venstre dermed på, at stadig flere vælgere snart vil blive sure, vrede og skuffede over regeringen. Og bare vent: Sundhedspolitik er straks strøget øverst op på den politiske dagsorden og vil med stor sandsynlighed også komme til at afgøre næste folketingsvalg. Her vil sosserne føre kampagne på, at Mette Frederiksen reddede Danmark fra apokalypsen, mens Venstre vil agitere for, at de har den eneste plan for, hvordan flere syge danskere fremover kan få en bedre behandling. Slagsmålet om genåbningen af sundhedsvæsnet er et tegn på, at valgkampen allerede er gået i gang. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12