Kære læser

Med venner som Jeppe Kofod …

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix. Denmark's Foreign Minister Jeppe Kofod gives information on the status of Danes abroad at his office in Copenhagen, Tuesday, March 24, 2020. (Photo: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix)

Husker du også typen i børnehaven, der aldrig ville dele det gode legetøj, men som stolt overdrog dig sin gamle, gennemgnaskede bamse som trøstepræmie – helst under et ståhej så stort, at pædagogerne måtte rose ungen for sin gavmildhed? Den unge er i dag vokset op til at blive udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

I onsdags annoncerede udenrigsministeriet, at Danmark har besluttet sig for at efterkomme Italiens forespørgsel om assistance i kampen mod COVID-19. I en pressemeddelelse udtalte Kofod: ”Danmark vil altid hjælpe vores venner og allierede. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan tilbyde vores italienske venner hjælp. Der er tale om en solid håndsrækning og en bred vifte af bidrag.” Konkret vil staten bidrage med en million euro til italiensk Røde Kors, opsætning af et ubemandet felthospital og 15-20 respiratorer. Det er sidstnævnte vennetjeneste, der leder tankerne tilbage til børnehaven.

Til DR fortæller formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin Joachim Hoffmann-Petersen at de respiratorer, som man nu tilbyder italienerne, er Forsvarets aflagte nødssituationsrespiratorer. Selvsamme respiratorer har flere danske regioner afvist at lade indgå i deres eget corona-beredskab, da de simpelthen er for primitive til at kunne udbedre de komplekse lungekomplikationer, som COVID-19 forårsager. Ifølge Hoffmann-Petersen er det ikke muligt at justere iltprocenten på de gamle respiratorer så præcist, som behandling af corona-ramte lunger kræver. Han frygter derfor, at det, som Kofod kalder en ”solid håndsrækning”, kan ende med at blive spild af italienernes tid.

Netop spildtid synes at være lidt af et tema i udenrigsministeriets håndtering af den italienske bistandsanmodning, der fik lov at stå ubesvaret hen i en uge. Det er lang tid at lade et land, hvis corona-relaterede dødsfald netop har passeret de 20.000, hænge. Dog ligger det fint på linje med den ”for lidt og for sent”-strategi, som vi blandt andet også kender fra Kulturministeriet, og som, at dømme efter aftenens bemærkelsesværdigt indholdstomme pressemøde, også fortsat vil præge processen omkring genåbningen af Danmark. Omvendt står det i kontrast til Statsministeriets ”for meget og for hurtigt”-strategi, som godt nok hovedsagligt synes at gælde, når det kommer til inddragelse af borgernes rettigheder.

Selvfølgelig er det fornuftigt at foretage en grundig vurdering af, hvad Danmark kan undvære i egen kamp mod Covid-19. Men hvis svaret efter lange overvejelser klinger i retningen af ”alt det gamle bras, vi ikke selv kan bruge til noget”, bliver det altså svært at falde i svime over Kofods håndsrækning.

Skodbamser, nej tak

Samtidig sætter respiratordonationen den danske udenrigsminister i et lidt uheldigt selskab med Tesla-mogulen Elon Musk, som i starten af måneden skænkede 40 respiratorer til New Yorks hospitalsvæsen. De viste sig at være utilstrækkelige i deres kapacitet, og er i øvrigt blevet mistænkt for at øge smittespredningen. Om man er statsmand eller mangemilliardær forklædt som filantrop er der noget grundlæggende utiltalende over folk, der giver dårlige gaver. Især hvis de, som i det danske tilfælde, pakkes ind i skåltaler om venskab og alliancer.

Var man pragmatisk anlagt, ville man om det danske bidrag sige ”bedre sent end aldrig” eller ”lidt har også ret” og så påpege, at de gamle respiratorer måske kan benyttes et andet sted i det italienske sundhedsvæsen. Og det kan der selvfølgelig være noget om. Men helt ærligt. Reglerne fra børnehaven gælder stadig. En skodbamse er en skodbamse, selvom man måske kan lege med den i en snæver vending. Og man bliver ikke nogen god ven af at give den væk. /Asta Kongsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12