Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Gør USA åbent igen. Den amerikanske præsident balancerer som en lus mellem to negle. På den ene side er den amerikanske folkesundhed blevet hårdt ramt af coronakrisen. Mere end 30.000 coronasmittede er døde i Guds eget land, og antallet af smittede er tæt på at snige sig over 700.000. Det har kaldt på en hård nedlukning af landet. På den anden side er netop den nedlukning i gang med at kaste USA ud i en økonomisk krise af usete proportioner. I de sidste fire uger har mere end 22 mio. amerikanere meldt sig arbejdsløse, og flere vil følge. Trump står dermed i et diabolsk dilemma. Uanset om landet åbnes eller holdes lukket, vil det have store konsekvenser, og for præsidenten er det langt fra nogen ideel situation i et valgår. I går forsøgte han at finde balancen ved at fremlægge en plan for genåbningen af USA, men spørgsmålet er, om det vil redde ham. For nok oplevede han som så mange andre statsledere i starten en såkaldt ”rally ’round the flag”-effekt, hvor befolkningen samler sig om deres leder i krisetider. Men den effekt kan hurtigt ebbe ud, når økonomien ramler, og familiemedlemmer dør på hospitalsgangene.
En gammel hund med gamle tricks. Den amerikanske præsident har derfor brug for at kanalisere coronaskylden et andet sted hen, mens han alene soler sig i statsmandseffekten. Heldigvis for Trump er han ikke helt uvant i kunsten at finde en syndebuk. Når lokummet brænder på i Det Hvide Hus, har præsidentens dømmende pegefingre det med at rette sig to steder hen: mod de internationale organisationer og mod Kina. Under coronakrisen gentager historien sig, og det er ovenikøbet lykkedes præsidenten at ramme de internationale organisationer og Kina som to fluer med et smæk. I denne uge meldte USA ud, at de trækker støtten til Verdenssundhedsorganisationen WHO, fordi Trump mener, de har ageret som de løgnagtige kineseres forlængede arm. Han refererer ofte til sygdommen som den ”kinesiske virus,” og så sent som i går satte han spørgsmålstegn ved de kinesiske sygdomstal, ligesom amerikanske myndigheder er begyndt at undersøge, om virussen måske i virkeligheden kommer fra et kinesisk laboratorium. En konspirationsteori, der altså nu er nået til toppen af den amerikanske magtpyramide.
Som fod i hose. Angrebet på WHO og Kina er det perfekte coronaforsvar for Trump – ikke bare fordi det er en lynafleder for skyldsspørgsmålet, men også fordi det passer perfekt ind i det trumpianske verdensbillede. For Trump er WHO blot en af mange organisationer, der holder USA nede som nation. I sin tid i Det Hvide Hus har Trump angrebet NATO, FN (som WHO er en del af), EU, Verdenshandelsorganisationen og mange andre. Når han trækker støtten til WHO, skal det derfor ikke kun set i lyset af coronaen, men også som et ideologisk træk fra Trump. På samme måde passer det præsidenten perfekt, at han kan bruge coronavirussen til at angribe Kina. I Trumps nul-sums-verden er Kina USA’s største modstander, og derfor bruger han enhver chance til at få overhånden over det økonomiske lokomotiv i øst, som amerikanerne længe har ligget i handelskrig med. Trump er langt fra alene i sin kritik af Kina, der ganske rigtig har offentliggjort nogle ganske suspekte tal. Men måden hvorpå han iscenesætter coronakrisen som en konspiration, hvor bagmændene er Kina og den internationale orden, er en klassisk Donald-manøvre. Den kan give ham brændstof til det kommende præsidentvalg i USA. /Andreas T. Kønig