Claus Lunde/Ritzau Scanpix. Ræv går en tur på gaden på Frederiksberg.
Der er hverken sparet på pauker, strygere eller Lars Mikkelsen i DR’s nye naturserie ”Vilde vidunderlige Danmark”. Serien har fået primetime-placeringen søndag kl. 20 på hovedkanalen DR1. Inspirationen er hyldede BBC-programmer som ”Vores planet” og ”Den blå planet”. Målet er at genopvække begejstringen for den danske natur. Alligevel er ”Vilde viderunderlige Danmark” kommet haltende fra start.
Kritiske røster har ment, at der er blevet smurt for tykt på med patossen og dramaet, når nu der ”bare” er tale om vores egen velkendte danske natur. Og endnu flere har følt sig taget ved næsen, da det sidst i rulleteksterne af første afsnit blev gjort klart, at nogle af de filmede naturscener var iscenesat i et studie med tamme dyr. Så var programmet åbenbart ikke vildere. Men hvad var det da også for en naturoplevelse, vi forventede at få?
Ren naturporno
Måske har programmer som ”Vores planet” simpelthen sat for høje standarder for, hvad et ”ægte” naturprogram skal være: de filmede dyr skal være så sjældne som muligt, billederne skal komme så tæt på som muligt, og det må for guds skyld ikke være opstillet. Vi vil have den rå natur, vil vi, og helst med David Attenborough som fortæller. Kameramanden skal have ventet i bidende kulde i et buskads i timevis – nej månedsvis – nej årevis! Ellers kan vi jo ikke være sikre på, at der er tale om noget virkeligt …
Problemet med en sådan naturfetichisme er, at resultatet mestendels bliver en art biologisk porno: Det svarer bare ikke rigtigt til den ægte vare. For slet ikke at tale om, at den ”ægte vare” er en konstruktion i sig selv. Ifølge den danske filosof Hans Fink, der er docent emeritus ved Aarhus Universitet, findes der intet mindre end syv forskellige naturopfattelser:
1) Det uberørte
2) Det vilde
3) Det landlige
4) Det grønne
5) Det fysiske
6) Det jordiske
7) Det hele
– og det er netop her, hunden ligger begravet. Når ”Vilde vidunderlige Danmark” sønderlammes med kritik for sine iscenesættelser, skyldes det formodentlig det natursyn, som seriens titel selv lægger op til: Naturen som noget vildt, som noget der står uden for menneskets indflydelse og opdræt. Det er den kontrakt, de tamme dyr bryder med.
Hvis serien til gengæld havde heddet ”Danmarks vidunderlige natur”, ja, så havde der næppe været nogen ko på isen (naturligvis i overført betydning – man ved aldrig, hvad de serietilrettelæggere kan finde på). Direkte adspurgt, hvad ”dansk natur” indebærer, vil størstedelen af befolkningen som regel svare noget med kornmarker, små vandløb og kvidrende fugle. Og her har vi faktisk fat i et helt andet natursyn: Det landlige. Naturen er nu engang, hvad vi gør den til.
Målet for mørk økologi
Lad os tage et andet eksempel: En meget lignende naturforvirring opstod tilbage i 2017, da det aarhusianske kunstmuseum Aros havde malet nogle træer ved Tangkrogen i rødt og hvidt som en del af udstillingen ”The Garden”. Arrige Facebook-krigere gik straks til angreb på museet, for hvordan kunne de dog tillade sig at lave et sådant overgreb på naturen? Her var naturen som ”det grønne” på spil, altså forståelsen af, at natur er alt organisk og nedbrydeligt, der står i modsætning til betonjunglen. Over for dette stod en række førende naturfolk så, der slet ikke forstod, at man kunne kalde en bypark for natur. Og så var vi ellers igen tilbage ved det vilde …
I 2009 udgav den britiske filosof Timothy Morton bogen Ecology Without Nature, hvori han første gang beskriver begrebet ”dark ecology”, på dansk kaldet mørk økologi. Den romantiserede forestilling om naturen, som man typisk ser i kulturen, har været fuldstændig ødelæggende, mener Morton. For hvis naturen skal reddes, må der også være plads til mørket: Forestillinger om natur som grim, klam og ulækker, ja, som alt andet end ophøjet og idylliseret. Vi mennesker bliver nemlig nødt til at indse, at naturen ikke er noget helligt, der står over for os, for vi er selv allerede dybt indlejret i den. Naturen er, for nu at gribe tilbage i Hans Finks begrebskasse, simpelthen ”det hele”.
Lægger vi os op af Timothy Morton, har ”Vilde vidunderlige Danmark” måske alligevel fat i den lange ende. For viser brugen af tamme dyr ikke blot, at vi mennesker altid vil være en del af den naturlige orden, når vi sådan ønsker at ordne naturen i et nyt program? Frem med de dresserede ræve, siger vi! … Så længe vi altså fortsat er bevidste om, at denne holistiske fremstilling også blot er produktet af én naturforståelse blandt mange. Det er da heller ikke nemt at lave godt tv. /David Dragsted