Hvem skal vi lade dø først, når sygehuset er overfyldt?

Hvad er et liv værd?

Spørgsmålet har under den danske nedlukning ulmet i offentligheden. I horisonten kan vi se den økonomiske krise bevæge sig mod os med stadig større hastighed, og det har fået flere til at spørge, om det måske havde været bedre at lukke lidt mindre ned, lade lidt flere dø af corona og på den måde blive ramt lidt mindre hårdt af økonomisk ruin.

Det er en vigtig diskussion, men det er også den privilegerede måde at tale om menneskelivets værdi på. I Danmark har vi indtil videre fået kontrol over sygdommen. Der er plads på intensivafdelingerne, og derfor bliver vi ikke nødt til at prioritere mellem patienter. Sådan er det ikke i andre lande.

Når de hårdest ramte lande diskuterer værdien af menneskeliv, taler de ikke om værdi i kroner og ører, de taler om, hvorvidt nogle menneskeliv er mere værd end andre. Med andre ord: De diskuterer, hvem de skal lade dø først, når det ikke er muligt at behandle alle.

Coronakrisen har gjort virkeligheden til et stort etisk laboratorium. Vi er vågnet op i en morbid udgave af trolleyproblemet, hvor læger hver dag skal beslutte, hvem toget skal køre over.

I Italien fik lægerne allerede i starten af marts at vide, at de skal prioritere yngre patienter, og i Sverige er der blevet sendt et dokument til landets læger, der slår fast, at skulle de ramme maksimumkapacitet, så skal man først nedprioritere personer over 80. Dernæst personer med signifikant svigt i mere end ét organsystem, så personer mellem 60 og 70 år, som har svigt i mere end to organsystemer.

Er det dog etisk forsvarligt? Her er tre moralfilosofiske analyser:

Utilitaristen

Utilitarismen er en moralteoretisk retning grundlagt af den britiske filosof Jeremy Bentham. Dens grundsætning er ”størst mulig lykke til det størst mulige antal individer,” og det betyder, at korrekte etiske handlinger kan udregnes ved hjælp af en kalkule. Hvis du har lyst til at myrde din pantelånerske, skal du først foretage en udregning: Tjo, din lykke vil stige, hvis hun dør, men hendes familie og venner vil blive meget ked af det. Deres samlede ulykke vil være større end din lykke, dermed vil mordet mindske verdens velfærd, altså er det etisk forkert at slå pantelånersken ihjel.

Utilitaristen vil sige, at man i en coronasituation skal prioritere ressourcerne således, at man redder så mange menneskeliv som muligt. Derfor skal ressourcerne anvendes på dem, der har størst chance for at overleve, og hvor de dermed har størst effekt. Det er kalkuleregning: Man mindsker verdens velfærdstab mest ved at lade så få dø som muligt dø.

Det betyder, at utilitaristen vil nikke godkendende til strategien i Sverige og Italien. Ældre og syge har for stor sandsynlighed for at dø selvom de modtager hjælp fra respiratorer og andet.

Nogle utilitarister vil måske endda sige, at eftersom de raske og unge har udsigt til et længere liv på den anden side, vil verdens ”lykkeoutput” også være større ved at lade dem leve, end ved at lade en ældre leve, der måske kun har to års ”lykkeoutput” i sig.

Kantianeren

Utilitarismen fokuserer på konsekvenserne af en given handling. Filosoffen Immanuel Kant var optaget af selve handlingen. Kant er kendt for det kategoriske imperativ, der siger: ”Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning.” Den måde at gå til moralfilosofien på kaldes deontologi eller pligtetik – mennesker har visse pligter, der kan omskrives til moralske regler og maksimer, som vi skal handle efter.

Et godt deontologisk princip kunne være, at ”alle menneskeliv har intrinsisk værdi.” Altså at et menneskeliv har værdi i sig selv. Således bør alle mennesker også have lige ret til hjælp fra sundhedsvæsnet, og pludselig begynder det at se ud til, at Italien og Sverige er på moralsk glatis.

Men de bliver reddet på målstregen. For Kant havde en anden læresætning: Bør indebærer at man kan. Hvis det er logisk umuligt at foretage den rigtige handling, så frafalder den moralske læresætning. Som Kant skriver i bogen Kritik af den rene fornuft: ”Den handling som vi ‘bør’ foretage skal være mulig under naturlige omstændigheder.”

Problemet på de overfyldte hospitaler er netop, at det ikke er muligt at behandle alle. Og så ville selv Kant nok sige, at de med bedst mulighed for at overleve skal behandles først.

Rawlsianeren

John Rawls er mindre moralteoretiker og mere politikfilosof. Han udgav i 1971 bogen A Theory of Justice, der er gået hen og blevet det ideologiske hovedværk for socialliberale. For at nå frem til sin konklusion udvikler Rawls i bogen et tankeeksperiment, der også kan benyttes i moralteoretiske spørgsmål som dette.

Rawls forestiller sig, at hele verden bliver placeret bag et ”uvidenhedens slør.” Bag dette kender vi ikke vores sociale status, vores indtægt, vores alder, vores helbred, osv. Rawls mener, at det retfærdige samfund er et, som folk kan blive enige om bag dette slør. På samme vis kan vi sige, at den rigtige coronabehandling er en, som vi kan blive enige om bag dette slør.

Igen lader italienerne og svenskerne til at have ret. Bag sløret vil vi vælge den behandling, der giver os selv de bedste odds for at overleve, og eftersom vi ikke ved, om vi er unge eller gamle, raske eller syge, er det rationelt at tage den løsning, hvor flest mulige mennesker overlever. Det sker ved at prioritere dem, der har størst chance for at overleve. /Andreas T. Kønig