Tak er et fattigt ord

Det må være en ganske ambivalent følelse, der lige nu indfinder sig hos dem, som hver dag kæmper ved coronakrisens frontlinje.

På den ene side er livet blevet langt farligere, hvis man er kassedame, sygeplejerske, buschauffør, pædagog, plejehjemspersonale eller lignende. Hver dag møder de på arbejde med en overhængende risiko for at blive smittet med coronavirus, mens mange af os andre mest tænker på smitterisikoen, når vi skal finde os en solplet i parken for at nyde et glas rosé.

På den anden side må det være en enorm lettelse, at de endelig begynder at modtage en smule anerkendelse for det arbejde, de udfører. I flere lande er folk begyndt at klappe og huje ud ad vinduerne om aftenen i hyldest til de sygehusansatte, og overalt flyder det over med lovprisninger af det ”nødvendige personale”. Således også i Danmark. Tak, siger dronning Margrethe, tak siger statsministeren, tak siger millioner af danskere – mange af dem på de sociale medier.

Men tak er som bekendt et fattigt ord, og små-fattige er også dem, som vi takker for tiden. De mennesker, der under coronakrisen har vist sig at være selve samfundets grundfjeld, bliver normalt ikke mødt af megen støtte og tak. Der var ingen, der hujede og klappede, da sygeplejerskerne i 2018 ville have mere i løn under overenskomstforhandlingerne, og i fredstid er der nok få, som kigger på knægten i Netto og tænker ”her har vi en rigtig helt”.

Sådan kunne det meget vel ende med at blive igen, når krisen er slut. Men måske burde det ikke være tilfældet. Coronakrisen kan være en kærkommen mulighed for at genoverveje, hvordan vi tænker på værdien af arbejde.

Profit og åndsliv

Lige nu vurderer vi i høj grad et arbejdes værdi med udgangspunkt i de liberale markedskræfter. Vi ser menneskelig aktivitet som input i en produktionsproces, der i sidste ende skal maksimere profit. Man bliver derfor groft sagt ansat efter den løn og de vilkår, der bedst sikrer den optimale profitmaksimering.

Det er, tilsat en god omgang regulering, alt i alt en ok idé. Kapitalismen har gjort meget godt for os. Men coronakrisen har også afsløret kapitalismens blinde vinkler. For det er under kriser som denne, at det går op for os, at værdien af et stykke arbejde ikke udelukkende kan fastsættes af markedets besættelse af profit.

De mennesker, der lige nu holder hånden under samfundet, er ikke dem, der giver de grønneste tal på bundlinjen. Og de erhverv, som vi savner mest i vores isolation, er ikke de store profitmaskiner.

I stedet savner vi fx kulturlivet, der er notorisk kendt for at have det svært i en markedsøkonomi. Vi savner dem, fordi de giver os noget andet og mere end kroner og øre. De giver os åndsliv. Ligesom butikken på gaden giver byliv, og sygeplejersken på hospitalet giver tryghed. Alt sammen noget, der ikke regnes med, når markedskræfterne fastsætter priserne. Sagt med andre ord: Deres arbejde er underevalueret.

Det betyder ikke, at vi ikke har brug for vækst og profit. Corona har sat væksten i stå. Dermed bliver vi bliver fattigere, flere af os vil miste vores job, og livskvaliteten vil falde. Så bliver der slet ikke råd til at give nogen mere i løn.

Vi må bare ikke lade os forblænde af markedslogikken. ”Når jeg hører liberalister sige, at de også tænker på andre, så tænker jeg: ja, ja – men det er jo kun, når I onanerer,” sagde salig Mads Holger engang. Når vi hører liberalister sige, at de tænker på fair lønninger, så tænker vi: ja, ja – men det er jo kun, når pengene lander i jeres egen pung.

Når alt dette er slut, bliver vores største opgave at huske, hvor højt vi skattede ”dyrt personale” og ”dårlige forretninger”, da lokummet for alvor brændte. /Andreas T. Kønig