Nyhedsanalysen

Som bror, så søster eller hvad

FILE PHOTO: Kim Yo Jong, sister of North Korea's leader Kim Jong Un attends a wreath-laying ceremony at Ho Chi Minh Mausoleum in Hanoi, Vietnam March 2, 2019. REUTERS/Jorge Silva/Pool/File Photo

Kim Jong-uns farlige BMI. I oktober sidste år udsendte Nordkoreas statskontrollerede nyhedsbureau KCNA en række billeder af landets leder Kim Jong-un iført ridestøvler. Han befandt sig på en hesteryg omgivet af sneklædte træer på Nordkoreas højeste bjerg, Paektu. I januar fulgte de op med nogle videosekvenser, hvor man ser ham i fart på bjerget – altså til hest – og selv om han er noget plump af bygning, gør han sådan set en god figur som rytter. Han virker næsten adræt, men det er jo også hesten, der gør arbejdet. Anderledes prustende og snappende efter vejret fremstår han, når det er hans egne ben, der skal bære ham rundt. Da han stillede op til en række topmøder med USA’s præsident Donald Trump i 2018, havde vestlige efterretningstjenester lejlighed til at studere hans fysiologi lidt nøjere. Ifølge Anna Fifield, der er Washington Posts chefkorrespondent i Beijing og forfatter til en biografi om Kim Jong-un, nåede man frem til, at han vejer omkring 135 kilo. Eftersom den formentlig 36-årige leder ikke er højere end cirka 170 centimeter, betyder det, at han har et BMI på godt 45. Han er altså ekstremt overvægtig, og da han samtidig er storryger, ved vi, hvad det kan føre med sig af skavanker: hjerte-kar-sygdomme, højt blodtryk, diabetes, søvnapnø osv.

Bemærkelsesværdigt fysisk fraværende. Det seneste halvandet døgn har der været forlydender om, at Kim Jong-un er blevet opereret i hjertet og er i ”alvorlig fare”, som CNN alarmistisk formulerer det, på grund af efterfølgende komplikationer. I sidste uge gjorde han sig bemærket ved ikke at være til stede under fejringen af Nordkoreas største mærkedag, Solens Dag, som er årsdagen for hans bedstefar, folkerepublikkens grundlægger, Kim Il-sungs fødsel 15. april 1912. Det nordkoreanske styre har ikke kommenteret rygterne, ligesom det sydkoreanske præsidentkontor melder, at der ikke er registreret påfaldende aktivitet i Nordkorea, hvilket ville være tilfældet, hvis Kim Jong-un eksempelvis havde stillet træskoene.

Den betroede lillesøster. Hvis Kim Jong-un ikke var så fed (og i øvrigt ikke røg så mange cigaretter), ville rygterne ikke svirre, som de gør. I 2014, tre år efter at have overtaget magten efter sin afdøde far, Kim Jong-Il, ‘forsvandt’ han også i seks uger, og da han atter viste sig i offentligheden, gik han med en stok. Han havde angiveligt fået fjernet en cyste fra sin ankel. Kim Jong-un har det magtfulde nordkoreanske militærs loyalitet. Hvis han dør, er det uklart, hvem der overtager ledelsen af landet, da arvefølgen er omgærdet af mystik. Han menes at have tre børn med sin hustru, den forhenværende sanger Ri Sol Ju, men de er for små. Så har han en ældre bror, Kim Jong-chol, men han interesserer sig angiveligt ikke for andet end at spille musik. En nordkoreansk afhopper og forhenværende højtstående medarbejder ved Nordkoreas ambassade i London, Thae Yong Ho, har tidligere omtalt broren som ”en virkelig talentfuld guitarist”. Endelig er der Kim Jong-uns lillesøster, den formentlig 31- eller 32-årige Kim Jo-jong, der ligesom ham skal have studeret i Schweiz. De har et ‘tæt’ forhold, hun har fungeret som hans sekretær og menes også at være hjernen bag hans fremtoning – altså en ganske stærk propagandist. Hun er på det seneste kommet med udmeldinger i eget navn – bl.a. da hun i marts omtalte Sydkorea som en ”bange gøende hund”. Hun besidder dog ikke Kim Jong-uns evner og vil have svært ved at overtage hans rolle, siger Nordkorea-eksperten Leonid Petrov til The Guardian: ”Hun kommer ikke til at erstatte ham som beslutningstager. Nordkorea er at konfutsiansk land, hvor anciennitet og maskulinitet respekteres. Hun er Kims mest betroede allierede, men ikke mere end det.” /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12