Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
Hvad har kommunalpolitik i Slagelse til fælles med regeringsdannelse i Israel? Ikke meget, er svaret selvfølgelig. Derfor er det så meget desto mere besynderligt, at premierminister Benjamin Netanyahu i disse dage gør sig som den israelske udgave af Slagelses borgmester John Dyrby Paulsen. Forvirret? Lad os spole tiden et par år tilbage.
På valgnatten ved kommunalvalget i 2017 troede socialdemokraten John Dyrby Paulsen, at den var hjemme. Han havde nemlig fået sikret et flertal bag sig, og det så ud til, at han kunne fortsætte som borgmester. Men allerede om formiddagen begyndte flertallet at smuldre. Pludselig stod Liberal Alliances spidskandidat i kommunen Villum Christensen med de mandater, der kunne afgøre Dyrby Paulsens borgmesterdrømme. Den slags mandater er ikke gratis, så for at sikre magten og undgå politisk kaos i kommunen endte John Dyrby Paulsen med at tilbyde Villum Christensen, at de to kunne dele borgmesterposten. Først to år til Dyrby Paulsen så to år til Christensen. LA’eren takkede ja.
Men ak, aftalen holdt kun til den dag, Villum Christensen skulle overtage posten. Så faldt den sammen. Var det mon planen helt fra starten, at Christensen aldrig skulle blive borgmester? Havde LA’eren blot brug for at se ud, som om det ikke er gratis, når en liberalist gør en socialdemokrat til borgmester? Eller blev han udspillet løbende af John Dyrby Paulsen? Hvem ved. Borgmester blev Villum Christensen i hvert fald aldrig.
Samling
Tilbage til Israel. For i løbet af det seneste år har landet ligget i en politisk magtkamp, der, hvis man ser bort fra det meste, minder meget om den i Slagelse. Premierminister Benjamin Netanyahu og oppositionsleder Benny Gantz har begge af flere omgange forsøgt at samle et flertal bag sig, men gang på gang er det mislykkedes, og det har resulteret i, at israelerne har været ved stemmeurnerne hele tre gange på et år.
Det var lige ved, at de skulle afsted en fjerde gang, men i denne uge er der endelig faldet en aftale på plads om en ny regering. I stedet for at bekæmpe hinanden har Netanyahu og Gantz nu fundet sammen. I det første halve år går begge parter ind i en nødregering, der skal få styr på coronakrisen. Efterfølgende mødes de i en samlingsregering, der over to et halvt år skal genrejse landet efter krisen.
Og hvem skal så lede den regering? Jamen, det skal de da skiftes til. Det første halvandet år sidder Benjamin Netanyahu, og dernæst overtager Benny Gantz. Men det forudsætter, at der ikke går Slagelse i den.
Ryk direkte ud af fængsel
På sin vis har Netanyahu allerede lavet en John Dyrby Paulsen og taget Gantz ved næsen.
Et af Gantz’ valgløfter var netop at skubbe Netanyahu af pinden, fordi premierministeren står anklaget for omfattende korruption, fusk og svindel. Han skal i retten til maj, men det er nu engang vanskeligere at fængsle en siddende premierminister.
Netanyahu har forsøgt at give sig selv immunitet, men det ser ikke ud til, at han får det. Tilgengæld giver regeringsaftalen ham et andet trumfkort. Netanyahu har vetoret, når det kommer til at udpege den nye statsanklager og justitsminister, og han kan vælge halvdelen af den komité, der skal udpege dommere. Den slags magt er god at have, når man selv skal i retten.
Ved at få Gantz med, har han også sørget for, at den nu tidligere opposition bliver nødt til at støtte premierministeren i en retssag. For nu er de på hold sammen.
Slutteligt bliver der spekuleret i, hvor meget der egentlig vil blive rykket på magten, når Gantz efter planen overtager og Netanyahu bliver vice-premierminister. Viden er magt, sagde Foucault, og Netanyahu har siddet så mange år ved magten, at han kender statens institutioner ud og ind. Mon ikke, han kan trække i de rigtige tråde, selvom han træder et skridt i baggrunden.
Hvad laver Gantz?
Spørgsmålet, der står tilbage, er, hvorfor Gantz har sagt god for alt dette. Til at starte med spekulerede vi i, om Villum Christensen måske aldrig rigtig selv troede på, at han ville blive borgmester. Måske har Gantz det på samme måde. Gantz havde muligvis bare brug for en symbolsk sejr, der retfærdiggjorde overdragelsen af magten til modstanderen. For Gantz kan glæde sig over, at han har fået politiske indrømmelser i aftalen, men det er svært at forklare vælgerne, når man gik til valg på selv at blive chef. Nu bliver han ifølge aftalen chef med tiden – også selvom det måske bliver mere af gavn end af navn.
Men der var også den mulighed, at Villum Christensen ikke selv var klar over, hvad der ramte ham. At han blev udspillet undervejs. Den mulighed er også stadig åben i Israel. Netanyahu er en magtpolitisk mester, og hvis Gantz ikke passer på, kan han ende med at blive ædt op. /Andreas T. Kønig