Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Palads biografen på Axeltorv i København fylder 100 år fredag den 26. januar 2018, den farverige og historiske bygning er ved at være klar til fødselsdag, Palads biografen ses her, onsdag den 24. januar 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)
Det er da heller ikke fair. Bedst som foråret viser sig fra sin bedste (og mest klimaforandrede) side, kommer der sørme en pandemi og ødelægger løjerne. Eller, pandemien har jo så allerede hærget i noget tid, men man kunne vel have håbet på, at der havde været en form for helle, når solen skinner. Verden er et uretfærdigt sted.
Se bare på Japan, der har iværksat en sand rose-massakre i folkesundhedens navn. Af frygt for, at folk vil stimle sammen i naturskønne parker for at nyde de nyudsprungne blomster, har myndighederne simpelthen valgt at give dem saksen. I Saitama nord for Tokyo er 3.000 rosenknopper blevet klippet fra deres buske, og i byen Sakura øst for Tokyo står det endnu værre til. Her har 100.000 tulipanstængler måttet lade livet.
Man behøver dog ikke tage helt til Japan for at se noget smukt blive dræbt. I mere end 100 år har Palads-biografen prydet det indre bybillede i Kongens København. Bygningsfacaden har noget sært eventyrligt over sig, som er den lige lykkedes med at stikke af fra Tivoli på den anden side af gaden. Den blå, orange og lyserøde farvepalette, der kom til i 1989 på foranledning af kunstneren Poul Gernes, er måske mere finurlig end æstetisk, men bidrager dog til det samlede indtryk af, at der her, midt på Axeltorv, findes en demarkationslinje mellem virkeligheden og filmens univers. Nu har virkeligheden så alligevel fået overtaget.
I denne uge kunne Nordisk Film Biografer for første gang præsentere Københavns Teknik- og Miljøudvalg for planerne om at rive gode gamle Palads ned og i stedet lade en ny biograf tegnet af Bjarke Ingels’ arkitektfirma BIG (hvem ellers?) rejse sig som en lidet opfindsom knopskydning af glas- og beton. Ambitionerne fejler selvfølgelig ikke noget, og det gør BIG’s eksalterede pitch i hvert fald heller ikke. For en god milliard vil den nye 69,5 meter og 18 etager høje bygning komme til at bestå af biograf i kælderplanet og så ellers blandede kontorbygninger for resten. Målsætningen er at ”revitalisere” det historiske torv, at kreere en ”arkitektonisk oplevelse, som er dansk filmkunst værdig” og generelt ”skabe et nyt ikonisk biograf-lokomotiv i København City”. Fut fut.
Projektet mangler fortsat at få grønt lys fra politisk regi, og ikke alle hos Borgerrepræsentationen synes at være udelt begejstrede. Til Politiken udtaler (betalingsmur) gruppeformand Jakob Næsager (K) eksempelvis, at ”[v]i har set masser af forslag til fancy arkitektur med hængende haver og masser af begrønning, men det har som regel set anderledes ud i virkeligheden”.
Det var som sådan ikke en sætning, vi havde regnet med at skrive, da vi stod op i morges, men vi er faktisk enige med Næsager: Virkeligheden står som regel ikke på mål med glansbilledet. Særligt hæfter vi os ved, at solen på en af BIG’s visualiseringer af den nye bygning umiskendeligt ser ud til at gå ned i nord. Ved Bjarke Ingels noget, vi andre ikke gør? Er apokalypsen rent faktisk ved at melde sin ankomst, og har sol og måne flyttet sig? Eller er det bare gået lidt for stærkt i tegnestuen?
Det er svært at vide, hvad man skal tro i disse tider, og mere end nogensinde har vi brug for magien (særligt hvis man læser ”nogensinde” som en periode på mindre end 75 år). Kald os bare et bundt gemene romantikere, men: Den magi kan faktisk godt opnås ved noget så simpelt som en velduftende blomst eller en uheldig alliance mellem blå, orange og lyserød. Ikke alle livets spørgsmål løses ved frisk beton, og så gode er danske film bare heller ikke. Vi vil snart gerne af BIG-lokomotivet. /David Dragsted