Albumcover til Fiona Apples nye album.
Tålmodighed betaler sig. Inden for få uger er musikelskere blevet velsignet med stærke comebacks fra to gamle indie-darlings efter en ventetid på henholdsvis syv og otte år. Sjovt nok kunne deres respektive nye albums dog næppe være længere fra hinanden. Vi tager det bedste først.
Fetch the Bolt Cutters
Fiona Apple har med Fetch the Bolt Cutters fået noget nær den samlede anmelderstand til at spærre øjnene op – særligt efter musikmediet Pitchfork kastede sin første topkarakter i ti år efter det. Med god grund, for Apples nye bedrift er i sandhed et album til tiden, der har en umiskendelig lyd af … Ja, af hvad? Ud over rå kvalitet?
Først og fremmest er Fetch the Bolt Cutters lyden af en kvinde, der har fået nok af verdens patriarkalske bullshit. Bramfriheden er befriende (bramfriende?), upåagtet hvilket køn, man som lytter måtte have. Smerte og forløsning er universelle følelser. Hvis Hannah Arendt tænkte uden gelænder, så spiller Apple uden gelænder. Alt hvad der kan fremtvinge lyd og følelse tages i brug, hvad end der er tale om diverse slagtøj, hundes gøen eller Fiona Apples betroede klaver. Tom Waits har ikke levet forgæves, men vi er samtidig langt fra pastichen. Det her er lyden af noget både nyt, friskt og spændende, og oplevelsen bliver blot løftet af Apples veloplagte og skarpe pen.
Visse steder bliver albummet næsten for råt og kantet. Klangen truer med helt at forsvinde, den bliver mærkeligt hul og tom. Hvad skal der gøres plads til? Lytterens egen indignation? Angst? Andre steder, som på højdepunktet ”Cosmonauts”, lægger lagene sig over på hinanden og tilbyder en tiltrængt organisk – nej, orgasmisk! – forløsning. Man skal altså spise sine grøntsager, før man kan få dessert, men hos Fiona Apple er grøntsagerne heldigvis også et fuldfedt måltid i sig selv. Og vi tager gerne en portion mere.
The New Abnormal
Det gør vi også gerne hos The Strokes, omend serveringen her er noget, vi har smagt før. Hvor Apple skuer mod nye horisonter, ser New Yorker-drengerøvene sig ivrigt tilbage – og rammer den lige i måsen. På The New Abnormal er The Strokes kort sagt tilbage ved fordums styrke i tråd med 00’er-højdepunktet Is This It. Og tråd er der masser af. Guitarerne fyger om forsanger Julian Casablancas kælne vokal som en anden anakronisme. Guitarbåren indierock i 2020, hvem gør sådan noget?! Bandet, der var med til at perfektionere genren i første omgang, naturligvis.
Check out that rack of his, look at that row of guitar necks / Lined up like eager fillies, outstretched like legs of Rockettes synger Fiona Apple på nummeret ”Rack of His” fra Fetch the Bolt Cutters, og måske bliver det da også en tand for pikket, det som The Strokes (stadig) har gang i. Men hvor er det dog veludført.
Melodierne er friske men velkendte, som en gammel ven, man ikke har set i umindelige tider, og som – til din egen forundring og begejstring – har holdt sig overraskende pænt. Casablanca lyder veloplagt og strækker tilmed sin vokal ud i nogle melankolske kringelkroge, der klæder ham overordentligt godt. En falset bliver der minsandten også plads til. Trommerne er tight som hør og bør sig, og bandet lyder generelt bare velspillende. Og vigtigst af alt: Det bliver hverken forceret eller ovenud formularisk. Der skal stadig eksperimenteres for ikke at stagnere, og det diktum lever The Strokes også op til på nummeret ”At the Door”, hvor bandet (næsten) truer med at gå i nye, spændende retninger. Mon de også tør gå gennem døren næste gang?
The New Abnormal taber desværre pusten til sidst, men The Strokes er jo også et aldrende band, og det havde næsten været for meget af det gode, hvis de kunne holde kadencen i hele 45 minutter. Af den grund skal det musikalske sidestik da heller ikke have lov at dræbe det overordnende indtryk: This is almost it. Men lyt lige til Fiona Apple først. /David Dragsted