Tro på fremtiden og Italiens blå bro

En af de mest mærkværdige passager i den skotske filosof David Humes An Enquiry concerning Human Understanding handler om en manglende nuance af blå. Hume har lige brugt et utal af sider på at forklare, at alle idéer i sidste ende er sat sammen af sanseindtryk. Og hvad gør han så? Han river på forbløffende vis gulvtæppet væk under sig selv. Filosoffen beder læseren forestille sig en lang række af blå farver i forskellige nuancer, hvor der i midten er en farve, der mangler. Vil man i dette tilfælde ikke godt kunne forestille sig, hvordan den manglende nuance af blå ser ud, selvom man aldrig har set farven i virkeligheden, spørger Hume retorisk. Og jo, det må man vel give ham ret i. Men hvad så med hele det forudgående argument om, at tænkning kommer fra sanserne; et argument, som Hume i øvrigt har bundet størstedelen af sin egen tænkning op omkring? Er manden pludselig bare ligeglad?

Det hele er på mange måder meget frusterende. Og filosoffer bruger endnu i dag tid på at diskutere, hvad hulen Humes pointe er med den blå farve. Personligt kan vi godt lide at forestille os, at filosoffens pointe sådan set bare er den, at man måske kan tænke sig til tingene, men at det aldrig vil være det samme som at se dem i virkeligheden. Den erfarede blå er altid federe end den forestillede ditto. Eller som Harrison Ford angiveligt skulle have sagt til George Lucas, da han havde læst manuskriptet til den første Star Wars-film: ”George, du kan måske skrive det her lort, men du kan sure as hell ikke sige det”.

Tag bare problemet med mikroplast i havene. Vi ved allesammen godt, at forureningen ikke er optimal, men det bliver så forbandet abstrakt at tænke på det. Derfor kan vi prise os lykkelige over, at en gruppe forskere fra Queen’s University Belfast nu har udført et malerisk eksperiment med eremitkrebs. Én gruppe eremitkrebs er blevet udsat for mikroplastholdigt vand, mens en anden gruppe krebs er blevet opbevaret i uforurenet vand. Og minsandten om ikke de krebs, der er blevet udsat for mikroplast, efterfølgende er blevet dårligere til at finde en passende skal at opholde sig i. Noget kunne tyde på, at mikroplasten simpelthen påvirker krebsenes kognitive evner. Eller sagt lidt mere polemisk: Vores forurening af havene gør de stakkels eremitkrebs dumme og hjemløse. Det har vi da ikke lyst til at være skyld i, har vi?

Italiensk optimisme

Farverige eksempler kan agere løftet pegefinger, men de kan også være opbyggelige. I Genoa i Italien kunne man tirsdag fejre opførelsen af en ny bro, der skal erstatte den såkaldte Morandi-bro, der på tragisk vis kollapsede tilbage i 2018. Morandi-ulykken, der kostede 43 mennesker livet, blev dengang et billede på Italiens aldrende infrastruktur og de offentlige instansers evige nølen. Men i rekordfart er en ny bro altså skudt op, der kan fortælle en ny og mere opbyggelig historie om italiensk entreprenørskab og gåpåmod. Genoa bliver genforenet, og det endda under coronakrisen.

”Uanset hvor desperate tingene ser ud, og uanset hvor trist en fremtid vi går i møde, så viser det, at vi ved samarbejde kan overkomme alting,” udtaler direktøren for byggefirmaet Salini Impregilo, der har været med til at opføre den nye bro.

Under normale omstændigheder ville vi nok afvise sådanne floromvundne vendinger som både patetiske, fortænkte og tyvstjålet fra en vilkårlig Disney-film. Men nu? Nu kan vi slet ikke få nok. Tænk bare: optimismen kan også have hold i virkeligheden! Så husk at holde fast i alle de gode indtryk og eksempler. Ellers bliver verden jo alt for blå og trist. /David Dragsted