Steve Marcus/Reuters/Ritzau Scanpix
Der er noget gabende forudsigeligt over at stille sig kritisk overfor nye medier, der forsøger at skære det overflødige fra og møde brugerne på nye præmisser. Man kan jo faktisk næsten høre en sådan kritik blive rettet mod vores eget lille medie på lanceringsdagen: ”Nyhedsbreve? Har I overvejet at lave en – ja, hvad ved jeg – avis måske?” Aldrig om vi skal ende sådan! Derfor gik vi til det med et åbent sind og ja-hatten trukket godt ned om ørerne, da streamingtjenesten Quibi i denne måned kom til verden. Så meget desto større var skuffelsen, da vi måtte indse, at vi ikke har lyst til at være der, hvor Quibi gerne vil møde os.
Streamingtjenesten er Silicon Valley og Hollywoods nye kærlighedsbarn, og her er klassiske tv-formater som reality-tv, fiktionsserier, nyhedsstof og madlavningsprogrammer barberet ned til at vare 6-10 minutter. Quibi håber med deres ultrakorte form at ramme de 18- til 44-årige, der kender de små videobidder fra YouTube, TikTok og Instagram. Nu skal de have dem serveret svøbt i velproduceret Hollywood-lække rhed, og den bagvedliggende idé er god: Folk trækker deres smartphones frem, når de sidder i toget, venter på bussen, og når de står i kø til (eller sidder på) toilettet. Derfor skal de have adgang til kvalitetsindhold i korte formater, så de ikke spilder deres tid på tomme internetkalorier. Quibi satser med andre ord på, at unge, der i forvejen ser korte videoer på deres telefoner, vil have lyst til at se korte, velproducerede videoer på deres telefoner.
Det kunne lyde som en no-brainer af et argument, men måske bliver det sværere end som så. Konkurrerende videoplatforme som YouTube og TikTok er bygget op omkring brugergenereret indhold. Apellen her er ikke så meget den glittede finish, men nærmere alle de måder, hvorpå brugerne leger med og udfordrer formaterne. Det er ikke altid kønt, men tit er det heller ikke helt uden bundklang. Form og indhold er i en konstant og spændende kamp med brugerne på indholdssiden og platformen, der holder dem fast på formatet. Quibi har set muligheden i den korte form, men endnu ikke knækket koden til, hvad klassisk tv kan give igen.
Tre minutter og 47 sekunder
At kigge rundt i Quibis katalog er nemlig lidt ligesom at kigge ind i fortiden. Det gamle MTV-koncept ”punk’d” er blevet genoplivet, og i ”Thanks a million” kan man se over-stylede celebrities dele penge ud til mindre bemidlede. Fiktionsserierne er let afkodelige og bygges hvert 7. minut op med cliffhangers eller friske one-liners, nærmest som forsøgte de at få en kabel-tv-seer til at blive hængende efter reklamepausen. Det føles velkendt og ufarligt at se på.
Og så skete der noget, skal vi sige uheldigt, da Føljetons prøvekanin forsøgte at se fiktionsserien ”Dummy”. Halvvejs igennem første afsnit, det vil sige efter blot tre minutter og 47 sekunder, tjekkede hun, hvornår programmet var færdigt. Det gentog sig 40 sekunder senere. Føljetons medarbejder, der godt nok ligger lunt i Quibis målgruppe, har aldrig før været sådan rigtig bekymret for sin koncentrationsevne, men kunne snart ikke komme igennem et eneste program uden at skæve til tiden. At det kommer som en overraskelse, kan være et udtryk for manglende selvindsigt hos den skrivende part. Men det kan også skyldes, at techguderne bag Quibi er overordentligt gode til at skabe seeren i deres eget billede på den perfekte forbruger: adspredt og altid på vej videre.
Med sit store udvalg af glat og let indhold risikerer Quibi at blive netop den leverandør af kalorielet underholdning, de præsenterer sig som en antitese til. Heldigvis har de også allieret sig med nyhedsmedier som Vox, der har specialiseret sig i at lave korte, koncise nyheder til et ungt publikum. I partnerskab med folk, der kan levere på indholdet, og med løfter om fremtidige samarbejder med folk som instruktør Guillermo del Toro og producer Laura Dern kan det love godt for Quibi. Men indtil da lægger vi telefonen tilbage i lommen og forsøger at genvinde koncentrationsevnen andetsteds. /Asta Kongsted