AFP/Ritzau Scanpix
Rygtemøllen kører hurtigt i disse dage: Hvor er Kim Jong-un?
Den nordkoreanske leder har ikke vist sig siden d. 11. april, og han har misset flere store nationale festdage, hvilket bestemt ikke er normalt for overhovedet i den kommunistiske stat.
Kim Jong-uns forsvinden har skabt grobund for alverdens spekulationer. Er den koreanske diktator død? Er han syg? Hjernedød måske endda? Er han i coronakarantæne? Eller er han ”i live og har det fint,” som en embedsmand i den sydkoreansk regering blev citeret for at sige til CNN i starten af denne uge.
Der er kun meget få mennesker i denne verden, der kan svare på, hvad der er sket med den stærke mand fra det lukkede land. Men en ting er sikkert: Indtil Kim Jong-un viser livstegn igen, vil der være en række diplomater, militærfolk og efterretningsofficerer, der sidder uroligt og vrider sig i stolen. For nok er der mange, især i Vesten, der i årevis har ønsket den brutale diktator hen, hvor pebret gror. Men sagen er, at Kim Jong-uns død kan ende med at gøre det hele meget værre. Både for Nordkorea og for resten af verden.
Hvem skal overtage
Kim Jong-un menes kun at være 36 år. Det er ingen alder for en diktator, og derfor menes Kim Jong-un heller ikke at have taget sig af sin arvefølge endnu. Det er med andre ord ikke tydeligt, hvem der skal efterfølge ham på tronen i tilfælde af hans død.
Det er ganske kritisk, for det er de ikke vant til i Nordkorea. Landet har ry for at være en ormegård fuld af politiske intriger, og hvis ormene får lov til at slippe ud, kan det ende galt.
Magtskifte i Nordkorea har indtil nu foregået nogenlunde som i et monarki. Fra far til søn. Fra Kim Il-Sung til Kim Jong-il. Og fra Kim Jong-il til Kim Jong-un. Den model hjælpes på vej af, at Kim-familien i Nordkorea har en overjordisk og mytisk ret til magten. Kim Il-Sung er ikke bare landets første leder. Han er praktisk talt en Gud i Nordkoreas politisk fortælling. Desuden har magttransitionen været planlagt på forhånd, hvilket har givet sønnerne mulighed for at konsolidere magten, allerede inden de overtog tronen.
Derfor synes det oplagt, at skulle Kim Jong-un dø, så er det en anden fra den hellige familie, der skal overtage. Men det er nemmere sagt end gjort.
Det menes, at Kim Jong-un selv har tre børn, men de er alle for unge til at overtage magten. Kim Jong-un har fået myrdet sin onkel og halv-bror, så de kan heller ikke overtage. Så er der Kim Jong-uns storebror, men han er allerede blevet forbigået af faderen Kim Jong-il, fordi han ikke var en stærk nok persona.
Den bedste mulighed lige nu synes at være Kim Jong-uns søster Kim Yo Jong. Hun er det familiemedlem, der er bedst positioneret i regimet. Fx er hun de facto leder af Nordkoreas propaganda, og så har hun erfaring fra landets magtfulde politbureau. Men hun er en kvinde, og Nordkorea er ganske patriarkalsk. Det er dermed svært at sige, om Nordkoreas mandlige elite kan leve med at blive styret af en kvinde.
Der er også en mulighed for, at magten for første gang i landets historie kunne lande udenfor Kim-familien. Fx hos Choe Ryong Hae, der lige nu betragtes som landets næstkommanderende. Det kunne også ende med en form for kollektiv ledelse. Det er muligvis ikke i overensstemmelse med landets ”religion”, men det er nu engang sådan, at politik trumfer myter.
Borgerkrig
Der er bestemt en mulighed for, at overdragelsen af magten i tilfælde af Kim Jong-uns død kunne ske fredeligt. Men usikkerhed om arverækken er ikke godt i et land som Nordkorea. For hvis der pludselig opstår et magtvakuum, hvor flere mener, at de er den retmæssige arving, så kan militæret blive splitte midt over, og i værste fald kan det ende i borgerkrig.
Der har de seneste dage været ubekræftede rygter om, at kineserne har rykket militær til grænsen af Nordkorea. Det ville ikke undre. For skulle krig bryde ud i Nordkorea, så er det muligt, at flygtninge og krigshandlinger kan ende med at krydse grænserne. Både til Sydkorea og Kina.
Det kan ende i en regulær humanitær katastrofe i Nordkorea. Biologiske våben, kemiske våben og atomvåben kan frygtes at blive en del af krigshandlingerne, og hvad angår atomvåbnene, så kan de ende med at trække flere parter ind i konflikten. Både Kina og USA vil være interesseret i at sikre de våben hurtigt muligt, så de ikke falder i forkerte hænder. Desuden er begge nationer interesserede i at være dem, der er på vindernes side ved en borgerkrig. Skulle Sydkorea blive trukket ind i en borgerkrig, vil det sandsynligvis være med hjælp fra USA, og Korea kan derfor i værste fald ende som en proxykrig mellem Kina og USA.
Nu har vi malet med den sorte pensel. Man kan selvfølgelig også drømme om, at Kim Jong-uns død kunne føre til fredelige reformer af landet. Men lige nu er alt spekulationer. For hvem ved: Måske dukker Kim Jong-un op i morgen. Frisk som en havørn. /Andreas T. Kønig