En barsk uge

Uh, det har været en barsk uge herhjemme. Mennesket er jo omstillingsparat, vi har efterhånden tilpasset os corona-situationen, og de fleste af os følger mere eller mindre de nye spilleregler. Social distancering, to meters afstand, ingen kram og håndtryk, ingen grupper på flere end 10 personer, evindelig håndvask og afspritning – bare kom med det, we can næsten do it.

Men når der så sker ekstraordinære, uforudsete ting oveni, så kan man kan godt mærke, at hverdagen ikke er helt normal. Skibet har lettere ved at kæntre. Værst var nyheden om digteren Yahya Hassans død, blot få uger før han ville være fyldt 25 år.

En del mennesker i medie- og kulturverdenen har formentlig brugt de følgende dage på at rulle filmen tilbage: Kunne den triste slutning have været afværget, eller var den uafvendelig? Som dramatikeren og skuespilleren Hassan Preisler formulerede det på sin åbne Facebook-profil: ”Hvad kan frelse et ungt menneske, behandling eller berømmelse? Men vi skulle bruge ham som Mowgli, trådt direkte ud af junglen med ur-viden om tingene sammenhæng, så han kunne fuldende vores verdensbillede.”

I den svenske radiodokumentar ‘Et poetiskt maskingevär‘ fortæller Martin Krasnik om tv-interviewet i Deadline på DR 2, som han lavede med den dengang kun 18-årige Yahya Hassan i forbindelse med udgivelsen af Hassans debutdigtsamling i 2013. Allerede mens interviewet var ved at blive vist, begyndte truslerne mod den unge digter at hobe sig op på de sociale medier. Trusler om vold, død og lemlæstelse fra folk i Yahya Hassans eget miljø, som ikke kunne acceptere, at han outede parallelsamfundene, og måske heller ikke, at han fremførte langdigtet ”SKUFFELSEN” med sætninger som ”Jeg pisser på Allah og hans sendebud/ og på hans alle mulige uduelige disciple”.

Folk, der føler sig berettiget til at komme med dødstrusler over sådan noget, er en samling idioter og tåber. Ret hurtigt var det nødvendigt for Yahya Hassan at have sikkerhedsvagter omkring sig 24 timer i døgnet.

En ødelagt ramadanmiddag

Torsdag aften havde foreningen Brobyggerne med debattøren Özlem Cekic i spidsen inviteret til en festlig online-middag i forbindelse med ramadanen, der i år løber frem til d. 23. maj. Middagen var åben, alle var velkomne, folk sad hjemme i stuerne med deres børn og fulgte med, der var musikalske indslag, og et af programpunkterne var sågar en hilsen fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Men arrangementet blev ødelagt; allerede tidligt holdt nogen fra den højreorienterede organisation Generation Identitær et skilt op, hvor der stod ”Stop islamisering”. Men værre var det, at nogen viste billeder af børneporno for at ødelægge stemningen. Den fredelige middag måtte afbrydes, og en rystet Özlem Cekic sagde bagefter, at det ville blive politianmeldt.

Og som hun skrev på på Facebook tidlig lørdag morgen, så har vi et problem hertillands: ”Vi har nogle mennesker, som simpelthen grundlæggende mangler en demokratisk dannelse og en forståelse for, at frihed også gælder dem, man er uenig med. Vi er nødt til at tage denne form for ekstremisme alvorligt. Det nytter ikke, at vi håber, vi kan tie det ihjel. Det er den eneste måde, vi kan slå ned på det, og det er den eneste måde vi kan undgå, at der er unge mennesker, som vokser op med, at der er nogen mennesker, som er mindre værd.”

Ytringsfrihedskommissionens arbejde

Man skulle næsten tro, at det var planlagt, men samme dag, som ramadanmiddagen løb af stablen, landede en rapport fra den såkaldte Ytringsfrihedskommission, som har været to år undervejs. Et af kommissionens 11 medlemmer er Jakob Nielsen, chefredaktør for netmediet Altinget, og han rekapitulerer kommissionens konklusioner og forslag til tiltag i en fin tråd på Twitter . Den største trussel mod ytringsfriheden, skriver han, ”er anvendelsen af vold, trusler og chikane mod andre på grund af deres ytringer eller politiske holdninger”. Kommissionen foreslår, at det skal gøres så nemt som muligt at politianmelde den slags, og at chikane og trusler om vold skal straffes konsekvent. ”Det er desværre alt for sjældent, trusler og chikane bliver anmeldt og fører til sigtelse og dom.”

Det giver god mening, og det er ikke så svært at forstå: Gør det nemt at anmelde – og vær konsekvent i domfældelsen. Men det er, som om det ikke er sivet ind hos regeringen – i hvert fald ikke hos justitsminister Nick Hækkerup (S). Det eneste, han indtil videre har sagt, han vil gå videre med, er en skærpelse af straffen for trusler. Altså at når der endelig bliver straffet, så skal det være hårdere. Det er det, man kalder symbolpolitik, og det strider i øvrigt imod, hvad et flertal i Ytringsfrihedskommissionen anbefaler (kun tre medlemmer plæderer for hårdere straffe).

Kommissionens vigtigste konklusioner er nogle, som en række ansvarlige partier på Christiansborg fra Socialdemokratiet og mod højre bør tage til efterretning, men næppe gør. Det handler om, at politikerne gennem en årrække har lavet en stribe love, som knægter borgernes ytringsfrihed – terrorlovene, imamloven, tildækningsforbuddet osv. Der er noget at rydde op i. Men der skal nok et mirakel til, hvis det skal ske. I første omgang kunne det måske gøre en lille forskel, hvis Nick Hækkerup satte sig ned og gennemgik ytringsfrihedsrapporten sammen med en fagperson. /Oliver Stilling