Det er som bekendt i detaljen, at djævlen viser sit ansigt.
Den 24. april bragte Politiken en stor fotoserie (betalingsmur), hvor man under overskriften ”statsministeren, der vidste, at hun ville begå fejl” følger Mette Frederiksen i de kritiske døgn, hvor coronakrisen rammer Danmark, og de store beslutninger skal tages.
Ja, statsministeren vidste, hun ville begå fejl. Men hvad statsministeren nok ikke havde regnet med var, at en af de fejl blev at lade Politikens fotograf komme for tæt på. På et af billederne ser man udkastet til en af Mette Frederiksens taler. Med en tynd, rød kuglepen er der tilføjet rettelser, og kniber man øjnene sammen, kan man se, at kragetæerne siger: ”Udskam de, der ikke har været fornuftige.”
Sætningen er blevet tolket således, at det er officiel politik fra regeringens side at udskamme de borgere i Danmark, der ikke tager coronaen eller coronarestriktionerne alvorligt nok. Regeringen har afvist, at det skulle være tilfældet, og da Mette Frederiksen i går aftes blev interviewet på DR, affejede hun et spørgsmål om sætningen med, at Politiken har ”berigtiget” historien. Berigtigelsen går dog på en mindre ting, og således bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved den røde sætning. Den findes, og det synes virkeligheden også at afspejle.
Fx har erhvervsminister Simon Kollerup (S) kritiseret (nogle vil sige udskammet) IKEA for at åbne deres butikker, selvom det ikke var imod loven. Justitsminister Nick Hækkerup (S) har gjort noget lignende med de zoologiske haver, ligesom banker, unge mennesker, solbadere, parkgæster og andre har fået med den løftede pegefinger.
De skulle skamme sig!
Skammens anatomi
Hvad er skam egentlig?
Først og fremmest er det en individuel oplevelse. Det er en følelse. Måske endda den mest grundlæggende følelse, som mennesket besidder, eftersom vi kan skamme os over alle de andre følelser: Vredesudbrud, pludselig tristhed, barnlig glæde, osv.
Men lige så ensom skammen er, lige så social er den også. For følelser dukker nok op inde i os, men det sker som oftest i relationen til andre. Og selvom følelser ofte negligeres til noget tåbeligt eller barnligt, så er det en central byggesten i, hvordan samfundet fungerer.
Den tyske sociolog Max Weber mente, at værdier er grundlaget for sociale strukturer, og at alle værdier i sidste ende er følelsesmæssige overbevisninger. En anden sociolog, Émile Durkheim, mente, at delte følelser er det, som skaber solidaritet i et samfund. Kommunisterne Karl Marx og Friedrich Engels mente, at følelseslivet spillede en rolle i klassekampen og er med til at skabe solidaritet i de enkelte klasser.
Hvis en stor del af vores moralske liv er baseret på delte følelser, så spiller skam en enorm rolle som en indre politistyrke, der holder os og vore følelser på dydens rette sti. I hvert fald hvis man spørger den oldgræske filosof Aristoteles. I Den Nikomakhæiske Etik er han er på jagt efter menneskets dyder, og her skriver han, at skam ikke er en dyd i sig selv. Skam er nærmere et dydskompas. Vi skammer os, når vi gør noget forkert. Ifølge Aristoteles er det derfor, at unge skammer sig mere. De har endnu ikke lært at holde sig på dydens smalle sti.
Måske er det derfor, de soler sig hele dagen på Islands Brygge.
Herskerteknik
Skam er det perfekte magtinstrument, fordi man kan styre hele samfund kun ved hjælp af folks eget følelsesliv. En sådan form for ”selvdisciplinering” var en af hovedtankerne hos den franske filosof Michel Foucault.
Han mente, at magt er noget, der ligger i de sociale relationer. En underbevidst kraft der disciplinerer mennesker – ikke så meget gennem love, men snarere gennem normer. I den sammenhæng spiller viden en enorm rolle. For det er dem med viden, der har definitionsretten til at sige, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvad der er normalt, og hvad der er unormalt. Hvad vi skal skamme os over, og hvad vi ikke skal skamme os over.
Viden om COVID-19 ligger primært hos myndighederne, og den får ikke lov til at slippe ud derfra. Det er en ny sygdom, og derfor findes der få andre oplysninger om den, end dem der bliver indsamlet fra centralt hold. Statens Seruminstitut har fx nægtet at frigive deres regnemodeller, som bruges til at rådgive regeringen om corona. Det giver staten en glimrende mulighed for at definere, hvad der er farligt, og hvad der er ufarligt. Hvad der er rigtig, og hvad der er forkert.
”Udskam de, der ikke har været fornuftige” kan være starten på en selvdisciplinering af befolkningen. Ved at henvise til videnskab kan regeringen opstille nye normer, der gælder i coronakrisen. Og så kommer skammen snigende. For hvis der er nok, der peger fingre, når man går i IKEA, så vil man føle sig udenfor det moralske fællesskab, og så gør man det ikke igen.
På den måde behøver regeringen slet ikke lovegive om den slags. De skal bare udskamme, og så klarer vi den helt selv. /Andreas T. Kønig