Audiens hos HKH dronning Margrethe. Mandag den 8.december. Generalmajor Hans-Christian Mathiesen, chef for hærstaben, takkede for udnævnelsen.
”Forsvaret er en traditionsrig organisation og en anderledes arbejdsplads,” står der inde på Forsvarets hjemmeside.
Selv civilister, militærnægtere og kasserede vil nok gerne gå med til betegnelsen ”traditionsrig”, når det gælder Danmarks Forsvar; det er noget med rangorden, kommandoveje, uniformer, camouflage, våben, mudder, bivuakker, blanke sko, sildesalat og honnør til sin foresatte. Det hele kan vel sammenfattes til, at man som soldat er underlagt et sæt klare spilleregler.
Men hvad så med ”anderledes”? Ordet går nok på, at Forsvaret er en stramt styret og struktureret arbejdsplads, hvis overordnede opgave er at håndhæve Danmarks suverænitet. Det lyder spændende, ja, vigtigt.
Men hvis ”anderledes” afspejler den retssag mod den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen, som indledtes i Retten i Viborg her til morgen, så står ordet for akavet, pinligt, tåkrummende – eller cringe, som teenagere ville kalde det. Og aparte, måske.
Genstand for retssagen er generalmajor Hans-Christian Mathiesen, som er under anklage for at have benyttet sin position til at fremme sin meget lavere rangerende samleverskes karriere i hæren. Det er halvandet år siden, at sagen begyndte at rulle. Dengang bragte det uafhængige enmandsmedie OLFI en grundig og særdeles læseværdig artikel om sagen, der havde ”martret Hærstaben og Hæren gennem flere år”. Ifølge en række kilder havde hærchefen hjulpet sin daværende kæreste (og nuværende hustru) ind på nogle eftertragtede militære uddannelser, som hun ikke var kvalificeret til.
Den militære anklagemyndighed Forsvarsministeriets Auditørkorps gik ind i sagen, generalmajoren blev fritstillet, og kort før årsskiftet 2018/19 lå der et anklageskrift klar. En af de fem sigtelser, der er kommet videre til retssagen, lyder som nogle småtterier: Hans-Christian Mathiesen har i en e-mail til sin sekretær og ‘stabshjælper’ bedt om hjælp til at få printet og tilskåret nogle kort, som skulle bruges ved hans eget private bryllup med bemeldte underordnede. Det i småtingsafdelingen, men immervæk tåkrummende nok.
Den værste sigtelse går på, at Hans-Christian Mathiesen i 2014 fik ændret optagelseskriterierne på en meget attraktiv militæruddannelse, så hans samleverske kunne komme ind – uden at ansøgerfeltet var blevet gjort opmærksom på det. Tidligere havde det været et uomtvisteligt krav, at man havde gjort international tjeneste, hvis man ville ind på Master i Militære Studier. Det havde samleversken ikke. Der var reelt 97 ansøgere til 13 pladser, og en anonym kilde, som OLFI havde med i artiklen, fortalte, at han dengang havde set en bruttoliste over kandidater til de 13 pladser, og at samleversken ikke var på den. Men pludselig – som ved et trylleslag – var hun en af de heldige udvalgte. OLFI’s anonyme kilde havde efter eget udsagn truet sin chef med at sige op, hvis samleversken endte på uddannelsen, fordi et sådant lykketræf stred mod alt, hvad han mente, Forsvaret stod for. Da listen over optagne blev offentliggjort, sagde kilden ifølge OLFI straks op.
”Det kan jeg jo ikke”
Alle de regler og retningslinjer, stjernerne på skuldrene, depecheordenen … alt burde være i orden i Forsvaret, ret beset skulle der ikke være rum for forvirring, misbrug og idioti. Men det er der.
I en artikel, som OLFI’s chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen bragte søndag, opsummerer han, hvad hærchefens ven og overordnede, forsvarschef Bjørn Bisserup, svarede, da han tilbage i oktober 2018 skulle kommentere sagen. Det er et potpourri af fejen ind under gulvtæppet: ”Jeg har sat mig grundigt ind i den sag og set på alt, hvad der ligger af dokumentation, og der er ikke noget, der stikker ud”; ”Jeg kan ikke se, at der er noget, der tyder på, at man ikke har overholdt spillereglerne”; ”Skulle jeg, hver gang at der er en anonym kilde, udsætte medarbejderne for den ene eller den anden undersøgelse? Det kan jeg jo ikke”; ”Hvad er det, som jeg skal undersøge?”; ”Hvordan skal jeg afgøre, om kilderne taler sandt? Jeg kender ikke kilderne. Hvor skal jeg gå hen?”; ”Jeg har undersøgt sagen, så godt jeg kan”; ”Jeg kender ikke de anonyme kilder, og jeg ved ikke, hvem de er”; ”Det er sket før min tid, så jeg ved ikke, hvad jeg ikke ved – om jeg så må sige. Jeg må forholde mig til, hvad jeg får oplyst”; ”Jeg vil ikke iværksætte en undersøgelse på baggrund af anonyme kilder”.
Wow, det er cringe. Men, som det gode medie OLFI anfører, er det desværre mere end det. Det er en sag om embedsmisbrug på allerøverste trappetrin i samfundet. Må sagen gå sin gang og retfærdigheden ske fyldest. /Oliver Stilling