Philip Davali/Ritzau Scanpix
Hvis ambitionen var at skabe en social Robin Hood-effekt, hvor de rigeste skulle give mere til de fattige, er tirsdagens udligningsreform endt som en fuser. I sig selv vil den nye fordeling mellem landets 98 kommuner næppe komme til at kunne mærkes direkte af mange borgere. Hertil er omfordelingen for beskeden, og i praktisk politik vil den største effekt være, at fattige kommuner ikke skal spare på velfærden, som de ellers ville have skullet. Reformen er på ingen måde en gavebod, og beløbene blegner da også umiddelbart i sammenligning med de aktuelle hjælpepakker.
Efter flere måneders teatralske forhandlinger er S-regeringen, Venstre, Radikale, SF og Alternativet blevet enige om en længe ventet udligningsreform, som samlet set flytter lidt flere penge fra landets rigeste kommuner til de fattigste kommuner. Men der er bestemt ikke tale om nogen omkalfatring af det politiske landkort. Finansminister Nicolai Wammen (S) kan dog være godt tilfreds med udfaldet. Det er kun yderfløjspartierne til begge sider i Folketinget, som i sidste ende valgte at stå uden for aftalen, og midten i dansk politik – med Socialdemokratiet i centrum – er dermed blevet cementeret med udligningsreformen:
”Det er en aftale, der viser, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at Danmark er for lille til store forskelle,” udtalte finansminister Nicolai Wammen på pressemødet, flankeret af en tydeligvis tilfreds politisk ordfører fra Venstre, Sophie Løhde. Hun har fået mindsket omfordelingen og dermed udsigten til store skattestigninger i de rigeste kommuner.
Nu spæder statskassen i stedet til. Den centrale byggeklods i den nye udligningsreform er således, at staten fremover vil tilføre yderligere 1,4 mia. kr. til Danmarks 30 såkaldte ‘yderkommuner’, og samtidig gøres et hidtil midlertidigt likviditetstilskud på i alt 3,5 mia. kr. til en permanent ordning. Den nye udligningsreform omfordeler færre skattekroner mellem landets kommuner, end S-regeringen oprindeligt havde lagt op til.
Men politisk set er hovedpointen opfyldt: Det gamle udligningssystem var blevet uigennemskueligt, selv for embedsmændene, der forvaltede det, og politikerne havde i alt for mange år forsøgt at udbedre skavankerne med lappeløsninger. Som en bunden opgave, der i flere år er blevet skubbet foran af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens regering, skulle usikkerheden om den kommunale økonomi forløses, og helst inden landets 47 socialdemokratiske borgmestre skal til genvalg næste efterår.
Tirsdagens udligningsreform er først og fremmest et signal om stabilitet og normalitet, og det er værd at bemærke, at de to store borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre, samtidig har indgået en ny pagt, der sikrer, at de hver især kun må være med til fremtidige ændringer i den kommunale udligning, hvis det andet parti er enig. Altså et gensidigt veto, som giver landets 98 kommuner, hvoraf hele 86 pct. styres af borgmestre fra enten Socialdemokratiet eller Venstre, en garanti for, at vilkårene nu ligger fast i en længere periode. De store partier har blandet blod.
Lars Trier Mogensen graver endnu dybere ned i den nye udligningsreform i Føljetons politiske nyhedsbrev /dkpol. Det kan du læse lige her.