Storkeæggene er klækket og den første storkeunge er kommet til verden i den gamle storkerede på gartneriskorstenen, hvor storkeparret har ruget på 6 æg og nu flyver storkene frem og tilbage til reden med mad ved Gundsølille ved Roskilde, tirsdag den 7. maj 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Hvorfor flager busserne i dag? Det spørgsmål kan man ofte stille sig selv, specielt i hovedstaden, hvor busserne er særligt glade for at kippe med flaget. I dag flager busserne ikke for en kongelig, men for Europa, for det er simpelthen Europadag i dag.
Det er præcis 70 år siden, Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman holdt en tale, hvor han erklærede som sit mål ”at gøre krig ikke kun utænkelig, men direkte umulig”, hvilket lagde grundstenen til tungetwisteren Kul- og Stålunionen (det er så nemt at sige kål- og stål), forløberen for Den Europæiske Union.
Så hvordan fejrer man Europadag? Vi kan ikke rejse rundt og flage i takt med andre europæiske busser, for 70 år senere er Europas grænser lukkede, ikke pga. en stor krig, men en lille virus, der betyder, at de europæiske lande – med et gennemgnasket udtryk – står sammen hver for sig (hvis man da kan kalde et dansk tilbud om ubrugeligt hospitalsudstyr til hårdtprøvede Italien at stå sammen).
”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går,” skrev H.C. Andersen, og lige nu går vores verden kun til grænsen, der er lukket på ubestemt tid. Men at rejse er at leve, så nu hvor vores verden er så lille, kunne man i stedet udvide sin verden på museerne og få afhjulpet sin udlængsel ved at blive mindet om den europæiske kulturhistorie. På museerne kan man f.eks. se resultatet af guldaldermalernes studietur til Italien, få øjenkontakt med en statue af en gammel græker eller en mand fra Neanderthal.
Men rejsen er forgæves, svingdørene til storcentre må åbne, men ikke dørene til museerne, de forbliver lukkede i den kommende fase af genåbningen og åbner først i fase 3. Selv Italien åbner deres museer i maj. Vi har spurgt før, og vi spørger igen – er der en kulturminister til stede?
TV-lægen Peter Qvortrup Geisling forklarede politikernes prioritering med en buffet-analogi: Man kan ikke tage alle retter i buffeten, man kan tage en grundret og tilføje små retter. Kulturen er som en simreret, der er ved at brænde på, og den falder ikke i politikernes smag, selvom retten kunne finde vej til lægens bord, eftersom Statens Serum Institut vurderer, at museerne ligger i lavrisikogruppen.
Så hvordan kan man ellers markere Europadag? Vi må til de højere luftlag, til dem der slet ikke anerkender grænser, men ser ét samlet Europa – fuglene.
Storken er en dejlig flyver
Far er død, og nyt par vil jage enlig mor til seks på flugt. Nej, det er ikke en græsk tragedie, det er en overskrift fra DR om et drama, der udspiller sig i en storkerede i Smedager i Sønderjylland.
Det drejer sig om storkeparret Tommy og Annika (et par opkaldt efter et søskendepar, men lad nu det ligge) der til stor glæde for storkefans, som TV Syd kalder dem, har slået sig ned i en rede og lagt hele 6 æg. Men Tommy har været forsvundet – så længe, at han er erklæret død, og Annika skal nu både ruge og finde mad, og det er mere, end hvad én stork kan bide over.
Som om det ikke skulle være nok, har et yngre storkepar slået sig ned 25 meter væk, og under devisen ”denne by er ikke stor nok til os begge” pønser de på at få forsvarsløse Annika væk. Som storkefans siger til TV Syd: ”Det er lige til at få ondt i maven over.” Hvis man vil følge dramaet live, kan man se med fra det webcam, som TV Syd har opstillet sammen med storkene.dk.
Annika er fløjet hele vejen fra Afrika gennem Europa for at ende i et trekantsdrama i Smedager, men det vidste europæere ikke var muligt før i 1822, hvor en pilestork, der siden er døbt Rostock pfeilstorch (som er en Google billedsøgning værd), blev skudt i Tyskland.
Den havde en lang pil gennem halsen, som ikke var tysk, men viste sig at være fra Afrika. Storken løste trækfuglenes mysterium, for før troede man, fuglene fløj til månen, blev forvandlede til mus eller lå i dvale under isen. Men de migrerede simpelthen, hvilket gav en helt ny verdensanskuelse – der fandtes andre kulturer, og storken havde været der.
Hvilke europæiske lande, Annika har mellemlandet i, kan du gisne om, mens du ser storke-tv og sidder med et glas fransk vin eller belgisk øl og tænker på, at udenrigsminister Schuman trods alt ville kunne glæde sig over, at der ikke er krig i Europa. Skål og god vind fremover, Europa! /Lise Benthin Præstgaard